Alt handlede om penge, da Fransiska blev anbragt: "Jeg ved ikke, hvad det vil sige at få en vaffelis, uden at der skal sendes en faktura af sted”

Fransiska venter på at se sin mor og far. Forældrene er stofmisbrugere, og ligesom sine to storebrødre er Fransiska blevet fjernet fra hjemmet. Det skete, da hun var 2 år.

Samværet kan ikke foregå hos forældrene, for de bliver voldsomt udadreagerende, når deres lille datter skal gå.

Derfor sidder den 6-årige pige på en kampesten og venter med en plejeforælder på rastepladsen ved søerne i Sorø, hvor moren og faren bor for tiden. Men de dukker aldrig op.

– Det er en vild form for at blive brændt af. Jeg husker tydeligt den skuffelse og sorg over at vente længselsfuldt, men forgæves på at se dem, fortæller 28-årige Fransiska Mannerup fra København.

Andre gange foregår samværet overvåget, nogle gange aflyser forældrene eller bliver fundet uegnet til samvær, fordi de er skæve. Der er også år, hvor hun slet ikke ser dem, fordi de ofte flytter rundt i landet.

Som lille pige får Fransiska derfor et barskt livsråd af sin daværende plejemor.

– ”Det er vigtigt, du aldrig forventer noget af andre, for så kan du heller ikke blive skuffet”. De ord har jeg nok taget med mig, for selv i dag stoler jeg mest på mig selv.

Altid anderledes

Da Fransiska er 10 år, begår hendes mor selvmord, og hun vælger ikke at se sin far mere.

Hun kommer til at bo i seks forskellige plejefamilier på Sydsjælland, fordelt over cirka 12 år og bor indimellem også i aflastningsfamilier i weekenden. Rodløsheden plantede sig dybere og dybere.

– Jeg savnede følelsen af at høre til. Jeg kender jo ikke til at have en mor eller far at kunne ringe og tale fortroligt med eller at have en kærlig, varm voksen i mit liv. Jeg følte mig meget alene, selv om jeg altid har haft venner og heldigvis kunne blive i mit nærmiljø. Men jeg levede et helt andet liv end de andre.

– Jeg havde fri fra skolen til at gå til blandt andet børnesamtaler, statusmøder eller for at have samvær med mine forældre. Mine venner gik fra skolen, når de skulle til tandlæge. De forstod ikke, at præmissen for, at jeg boede, hvor jeg boede, ikke var kærlighed som hjemme hos dem selv, siger Fransiska, der også husker den fysiske følelse af at være alene.

– Så sad jeg på græsset og talte med de hvide bellisblomster. Der var ikke andre, jeg kunne betro mig til, siger hun og nævner så en, der alligevel var hendes betroede.

Hunni, en dalmatinertøjhund, der altid lagde luvslidt plys til både hemmeligheder og tårer.

– På et tidspunkt boede jeg med en plejefamilie i et gammelt hus, hvor jeg havde værelse på førstesalen. Jeg var så frygtelig bange for, at der skulle opstå ildebrand, så under min seng havde jeg lavet en lang kæde af strømper, bluser og kjoler, som jeg regelmæssigt testede og bandt rundt om maven på Hunni, så jeg kunne fire den ud ad vinduet, hvis der opstod brand.

Når Fransiska tænker tilbage på årene som barn i pleje- og aflastningsfamilier, er det med følelsen af at være nogens opgave og arbejde.

– Det er et job at være plejefamilie, og den lurede jeg hurtigt. Der har altid været en åben snak om økonomi og vederlag på mig: ”Hvad koster sådan en pige som Fransiska egentligt?”. Jeg ved ikke, hvad det vil sige at få en vaffelis, uden at der skal sendes en faktura af sted. Jeg er også vokset op med en kørebog, så hver gang min plejefamilie kørte mig i bil, udfyldte de kilometerantal, så de kunne få refusion.

Hvad hun også husker, er, at hun aldrig gik ind til sine plejeforældre om natten, hvis hun var bange.

– Det var utænkeligt, jeg var jo ikke deres rigtige barn. Jeg var altid i tvivl om min rolle i denne her familielignende kontekst.

Er det meningen med livet?

Da Fransiska var omkring 14 år, skete der massive sammenbrud i hendes pleje- og aflastningsfamilier på grund af skilsmisser. Pludselig boede hun fire forskellige steder.

– Det var ikke optimalt, jeg levede i min rygsæk og havde ingen ro. Jeg var heller ikke glad for at bo i familierne, for vi var ikke på bølgelængde, og alt sejlede. Jeg drømte om faste rammer. Om noget mere, bedre og større. Jeg kunne ikke forstå, at hvis dét her var mit liv, var det så virkelig meningen med det? Fandeme nej! siger Fransiska.

Hun havde fået en ide, som fik hendes socialrådgiver til at tabe kæben og spørge, om hun var vanvittig?

På kostskole

Fransiska ville gerne gå og bo på Herlufsholm Kostskole allerede fra 9. klasse. Det kan godt være, at hun kom fra Underdanmark, men hun ville have studentereksamen fra Overdanmark, som hun siger.

Hun havde forberedt sig grundigt på forhandlingen med socialrådgiveren og fik hende overbevist.

Den berømte – og berygtede – kostskole gav Fransiska den struktur og disciplin, hun havde længtes efter.

– Det er det bedste hjem, jeg har haft, og det er grunden til, at jeg er, hvor jeg er nu. At vores hus er pænt og ryddeligt, at jeg ved, hvordan man præsenterer sig bedst. Jeg var et ulvebarn og levede et meget forhutlet børneliv. Der var for eksempel et helt år, hvor jeg ikke havde andre sko på end et par tynde gymnastiksko. På skolen lærte jeg at begå mig, siger Fransiska, der også nød, at ingen spurgte til hendes baggrund.

– Selv om de fleste andre børn kom fra velhavende familier, havde de jo heller ikke regelmæssig kontakt med deres forældre. Man kan sige: Om dine forældre sad som diplomater i Hong Kong eller i spjældet på Vesterbro – det var lige meget.

Fransiska indrømmer blankt, at hun ikke er super autoritetstro, og at hun ikke altid klarede kostskolen lige fantastisk, men ofte udfordrede den konservative skoles regler - men student blev hun. Ingen af hendes plejeforældre havde taget fri for at se hende få huen.

Student og hjemløs

Fransiska var i mellemtiden blevet 19 år, og det betød i princippet, at hun var hjemløs.

Samme dag hun blev student, fik hun en sms fra plejeforældrene om, at hun godt kunne komme og hente sine ting. Hun fik dog lov til at bo hos en venindes familie, indtil hun og veninden flyttede i egen lejlighed.

Verden stod åben, og efter en afstikker på teologi studerede hun kommunikation og socialvidenskab på RUC og blev mere og mere indhyllet i området med børnekommunikation.

Siden 2018 har Fransiska blandt andet været aktiv i foreningen De Anbragtes Vilkår, i dag som forkvinde. Hun færdiggjorde uddannelsen på CBS i politisk kommunikation og ledelse og var i mellemtiden flyttet sammen med sin kæreste Pelle, 30, hvis forældre kun bor nogle hundrede skridt væk.

Hun fortæller det med smil i stemmen, for med ”verdens bedste svigerforældre” er hun ved at lære, hvad en forælder egentlig er.

– Det er en, der skriver en sms fra sommerhuset: ”Hejsa, sikke det blæser”. Eller ringer og spørger, om man kigger forbi til aftensmad? Eller bare spørger, hvordan det går? En, der køber en flot, beige håndtaske til mig, fordi den nok ville matche min stil. Alt det har jeg aldrig oplevet før.

Indimellem kan Fransiska mærke en sorg over den barndom, hun aldrig fik, men mest af alt er hun fuld af energi og målrettethed. Særligt efter at gøre forholdene bedre for andre anbragte børn og unge.

– Der er 150.000 tidligere anbragte i Danmark, mange klarer sig dårligt, på trods af at samfundet har forsøgt at hjælpe dem. Men meget slår fejl, og stod det til mig, brændte vi det hele ned og byggede det op på ny. Flere uddannede socialpædagoger på børne-unge-hjemmene, bedre kvalitet i anbringelsen, for handler det bare om at skabe en omsætning – jamen, så skal I nok ikke være en plejeFAMILIE, snakken om ungestøtten, som er så vigtig, ja, der er mange punkter, lyder det fra Fransiska med indignation i stemmen. Hun bliver aldrig færdig med at kæmpe for social retfærdighed, siger hun.

– Jeg har levet et liv for syv, men jeg har mange batterier i ryggen og er både ambitiøs og ydmyg. Jeg vil opleve, vide og lære mere og har en trang til at forstå verden.

Det er nærliggende at kalde Fransiska en mønsterbryder og mælkebøttebarn, men de betegnelser er hun ikke glad for.

– Mælkebøtter er uønsket ukrudt. Jeg vil være ønsket, være til, leve og udrette! Jeg vil hellere være en af de små hvide blomster i haven. Men allerhelst vil jeg bare være mig selv.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.