Min far snitter løg, min mor står ved køkkenøen. Da jeg siger det, kigger de op. Bekymrede

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg sidder ved køkkenbordet og laver lektier. Jeg går på 1.G på gymnasiet. Far snitter løg til aftensmaden, og mor står på den anden side af køkkenøen og hænger med overkroppen ind over bordet.

"Hvordan har hovedet det?" spørger far.

"Jeg har endelig fået brudt mit migræneanfald. Nu må vi se, hvor længe der går, inden det er tilbage," svarer mor, mens hun kigger ned i bordet.

"Det er synd, at du skal have det sådan," siger far.

Er hovedpine ikke en normaltilstand?

Ifølge sundhed.dk har syv procent af kvinder i den fødedygtige alder menstruel migræne. Inden puberteten rammer, har drenge og piger lige ofte migræne. Efter puberteten har dobbelt så mange kvinder migræne sammenlignet med mænd.

"Jeg har hovedpine, nok halvdelen af dagene på en måned," siger jeg så.

De vender sig begge mod mig. Bekymrede.

Jeg husker øjeblikket knivskarpt. Jeg havde længe gået med smerterne uden at sige noget. Daglig hovedpine var vel en del af at være menneske?

Men da jeg hørte mine forældre tale om hovedpinen, slog det mig: Min daglige smerte er ikke normal.

Vi får booket en tid til lægen med det samme. Jeg bliver lettet – måske er der en fremtid uden smerte.

Fire hovedpinedagbøger og ingen løsninger

"Nu udfylder du lige denne hovedpinedagbog, og så kommer du tilbage om to uger, så ser vi på det," siger min læge.

Jeg er to dage inde i min menstruation, hvilket jeg senere har sat i forbindelse med de ti dage med konstant og ubrydelig migræne.

Lægen læser min hovedpinedagbog igennem.

"Ja, du har godt nok ofte kraftig hovedpine," siger hun og lægger den på bordet foran mig.

Fire gange har jeg nu udfyldt en lignende hovedpinedagbog.

Tre gange har jeg fået at vide, at jeg bare skal blive ved med at tage smertestillende og håbe, at det virker en gang imellem. Den sidste gang blev min journal sendt til Neurologisk Klinik. Retur kom et svar til min læge. De havde ikke havde tid til at se mig.

I min desperation og mangel på hjælp foreslår jeg, om jeg kan prøve min mors migrænemedicin, hvilket lægen godkender.

Svedeture, svimmelhed, kvalme, en uændret mængde hovedpine og en endnu større frustration står jeg tilbage med, efter jeg har afprøvet min mors medicin i nogle måneder.

Lægen kommer ikke med yderligere forslag eller andre medikamenter, men siger, at jeg bare skal gå tilbage til håndkøbsmedicin. Jeg føler mig slået hjem i skak.

Pest eller kolera

Længe så jeg ikke selv en sammenhæng mellem migrænen og menstruationen, men hvorfor skulle jeg også det? Hverken min læge eller hovedpinedagbogen antydede, at der kunne være en sammenhæng.

Det eneste tiltag, min læge tog, var at få mig stoppet med de p-piller, jeg lige var begyndt på, på grund af en forhøjet risiko for blodpropper i hjernen.

På sundhed.dk står der: "Anfald af menstruel migræne udløses af fald i østrogen umiddelbart før menstruation. Kvinder med menstruel migræne, som f.eks. bruger p-piller uden p-pillepauser eller hormonspiral og som derved ikke får menstruation, får færre anfald."

Som jeg ser det, har jeg to muligheder:

Fortsætte på p-piller og have øget risiko for blodpropper, samt alle de andre uoverskuelige bivirkninger, men måske få mindre hovedpine.

Eller stoppe med p-pillerne igen, men have aftener, hvor jeg ligger i et helt mørkt rum med tårer trillende ned ad kinderne og et spinkelt håb om, at nattens ro tager toppen af smerten, så jeg kan tage min maske med det glade smil på igen dagen efter.

Et frustrerende valg at skulle tage, men hellere hovedpinen, som jeg er vant til, end en hjerneskade grundet blodpropper. Jeg stoppede på p-piller og accepterede, at hovedpinen og jeg måtte følges ad.

At leve med smerte uden en reel løsning

Sidste år begyndte jeg at gå mere op i min cyklus og lægge søvn, træning og kost omkring den, for at give mig selv mere ro i min krop, efter at have set flere kvinder trives i det på Instagram.

Jeg begyndte at føre logbog over min cyklus og indtaste symptomer omkring den.

Efter et par måneder gik det op for mig, at min hovedpine slavisk begynder én dag før menstruationen og slutter én dag efter. Jeg får en lille uge fri fra hovedpinen, inden ægløsningen og en ny uges hovedpine begynder.

Men efter min nye erkendelse, bliver jeg stadig ikke tilbudt hjælp, da jeg "jo godt kan være i hovedpinen og tage i skole og på arbejde."

Men hvad har jeg reelt af muligheder? Skal jeg lægge mig syg 16 dage om måneden for at få hjælp?

Jeg er ikke blevet tilbudt en reel udredning. Lægerne har ikke andet at tilbyde mig, end at jeg kan tage smertestillende, som jeg allerede gør. Det er jo "bare" på grund af normale hormonudsving.

Min eneste livline er de søde folk omkring mig, som sender mig hjem og klarer arbejdet for mig, når de kan se, at min velplacerede maske falder, gråden står i øjnene, og at jeg endnu en dag ikke hænger sammen mere.

Er vi kvinder så lidt værd i samfundet, at vores velfærd bliver fejet af vejen, da det jo bare er sådan at være kvinde?