Overgangsalder
11. marts 2025

Overraskende studie: Så tidligt har halvdelen af kvinder symptomer på overgangsalderen

Gennemsnitligt går kvinder i overgangsalderen, når de er mellem 45 og 55 år. Men mange oplever moderate til slemme symptomer allerede fra de runder 30.
Af: Sigrid Luna Nielsen
Ung kvinde smerter

Foto: Motortion, Colourbox

Mange kvinder begynder nok først at tænke over overgangsalderen, når de er et stykke oppe i 40’erne. Gennemsnitsalderen for hvornår kvinder går i overgangsalderen, er nemlig mellem 45 og 55, men nu peger et nyt studie på, at de første symptomer for mange opleves langt tidligere.

Forskerne fandt, at 55,4 procent af kvinderne i aldersgruppen 30-35 år rapporterede, at de oplevede symptomer, der kunne klassificeres som 'moderate' eller 'alvorlige' på Menopause Rating Scale (MRS), et spørgeskema, der måler sværhedsgraden af overgangsalderens symptomer, skriver Women’s Health.

For kvinder mellem 36 og 40 år gør det samme sig gældende for 64,3 procent.

Især symptomer vedrørende mental sundhed rammer de yngre, og angst, depression og irritation topper for kvinder mellem 41 og 45, og falder igen, når de er omkring 56.

Fysiske symptomer, såsom problemer med blæren, seksuelle problemer og andre vaginale symptomer topper for kvinder, der er 51 eller ældre, mens det ”klassiske” symptom på overgangsalderen, som svedeture rammer hårdest for kvinder mellem 51 og 55.

Til trods for, at så stor en andel af kvinder oplever symptomer så tidligt i livet, opsøger de fleste først deres læge, når de er 56 eller ældre.

Studiet bygger på data, som over 4.400 kvinder på 30 år eller ældre selv har tastet ind i menstruationsappen Flo.

At så mange kvinder oplever symptomer længe inden de reelt går i overgangsalderen skyldes, at perimenopausen, den periode inden selve overgangsalderen, kan vare i fem til 10 år, forklarer Adam Cunningham, der er hovedforfatter på studiet, har læst en PhD i neuropsykiatrisk genetik og er ledende forsker ved Flo Health.

– Derfor er det heller ikke urealistisk at forvente, at nogle kvinder vil opleve perimenopause-symptomer i 30’erne, siger han til Women’s Health.

Læs også