Hun venter på bussen, da en fremmed fotograferer hende. Så brister boblen

Emma står og venter på bussen. Det er efterår og koldt. Hun er netop flyttet til Aarhus, og glæden spirer i hende.

Endelig bor hun i en by med høj mangfoldighed. Så brister boblen i hende. En person går forbi med telefonen på højkant og fotograferer hende.

Emma mærker tårerne presse sig på. Hun har svært ved at fjerne følelsen, der opstår i hende. Følelsen af overgreb.

Som barn mærkede Emma ikke ret meget til, at hun var født med dværgvækst.

Hjemmet var godt nok fyldt med skamler, og Emma fik som den eneste i familien lov til at kravle på køkkenbordet for at nå de øverste skabe, men ellers behandlede forældrene hende på lige fod med hendes to ældre søstre.

– Min far og mor har altid gået op i at opdrage mig så selvhjulpen som muligt. Jeg er blevet fyldt op med selvtillid og er ikke blevet bremset, hvis jeg fx gerne har villet begynde til en sport, siger 33-årige Emma Nørskov Boxill fra Aarhus.

Opvæksten i Struer var præget af et trygt lokalmiljø, hvor alle kendte hinanden. I skolen havde hun en masse venskaber. Særligt ét betød meget for hende.

– Jeg havde en ven i folkeskolen, der fik kræft i knæet. Han fik amputeret benet og fik en protese. Det var rart at have ham, som jeg kunne støtte mig til. Når de andre skulle løbe til idræt, fik vi lov til at gå en tur sammen i stedet. Det var rart at have en ven, der også var anderledes, men uden at det blev gjort til noget specielt.

Det var først, da Emma blev teenager, at hun for alvor indså, at hendes liv med dværgvækst ville påvirke hende.

– Da jeg var yngre, betød højden ikke så meget, jeg var jo på højde med de andre børn. Men som teenager begyndte de andre at vokse, og jeg indså, at jeg aldrig ville blive højere end 138 centimeter.

Udstillet

Efter gymnasiet flyttede Emma til Aarhus, hvor hendes ene søster boede på daværende tidspunkt. Søsteren havde fortalt Emma, at byen var mangfoldig.

Emma havde derfor store forventninger og håbede, at hun ville opleve samme tryghed som i Struer. Hun blev skuffet.

– Jeg blev udstillet og diskrimineret. For første gang oplevede jeg, at folk tog billeder af mig, stirrede på mig, hviskede om mig og pegede ad mig.

De første mange gange ringede hun straks til sin mor og græd. Det var så hårdt og ubehageligt. Men da chokket efter et stykke tid havde lagt sig, udtænkte Emma en plan for, hvordan hun ville reagere i fremtiden.

– Jeg ville sige noget rammende, men uden at falde ned på deres niveau.

Næste gang Emma oplevede, at en person tog et billede af hende uden at bede om lov, spurgte hun personen, om det blev et godt foto.

– Jeg gjorde det for at gøre opmærksom på, at jeg havde set, at personen tog et billede. Jeg sagde det med et smil, selv om jeg var såret indeni.

Et af de steder, hvor Emma oftest mærker folks blikke, er på Strøget i Aarhus.

– Forestil dig fem venner, som kommer gående sammen ned ad Strøget. Først får den ene øje på mig og herefter sker der en domino-effekt. Den ene får et puf i armen og giver puffet videre til den næste. Man kan tydeligt aflæse deres kropssprog. De er overraskede over at se en med dværgvækst.

Selv om Emma finder det ubehageligt, kan hun til en vis grad godt forstå reaktionen.

– Vi er bare mennesker, og når nogen stikker ud, er det interessant. På den anden side er vi også i 2024. Der burde være sket en udvikling i vores blik på diversitet.

Emma har en fornemmelse af, at personer med dværgvækst er mindre respekterede end andre, som skiller sig ud.

– Hvis en person bruger kørestol, kan folk godt finde på at kigge, men for os med dværgvækst er det ekstremt. Det værste er, at folk tror, jeg ikke opdager det. I Middelalderen var folk med dværgvækst hofnarre, og sommetider er det, som om folk stadigvæk har den tankegang. At vi ikke er mennesker, men bare underholdning. Men vi er jo mennesker, som alle andre.

Det er især de gange, hun er gået i byen, at Emma har oplevet episoder. Det har medført, at hun tit undlader at tage i byen med vennerne.

– Når folk er fulde, har de sjældent noget filter. Engang var der én, som råbte ud i lokalet ”se, der er en dværg”. Jeg har også engang oplevet en flok drenge, der pegede og grinede ad mig.

Det er sjældent, at Emma får en undskyldning fra folk, men det er sket.

– Det skete i et tog, hvor jeg gik forbi en flok unge drenge, der alle sammen vendte sig og kiggede. Jeg stoppede og sagde: ”Det dér er ikke i orden. Jeg er også bare med toget ligesom jer. Der er ingen grund til den opførsel.” Kort efter, da jeg havde sat mig, kom en af drengene hen og sagde undskyld. Deres handling var ikke i orden, men det var dejligt, at de anerkendte det.

Kærligheden

Emma har set sine venner og veninder få kærester. Selv har hun haft sine bekymringer om kærligheden, nu hvor hun er blevet ældre.

Hun synes, at det er sårbart. Hun vil gerne have en kæreste, men samtidig har hun brug for at beskytte sig selv.

– Jeg tror, at mange er nervøse for, hvad andre tænker og siger om at være kæreste med en person med dværgvækst. Det kræver en stærk personlighed at kunne stå imod fordommene.

Som ung var Emma mindre bekymret i forhold til kærligheden. Da hun var 18 år, mødte hun sin første store kærlighed.

– Vi havde skrevet lidt sammen over Arto (red. socialt medie på nettet) og gemt hinandens telefonnumre. Efter nogle år genoptog vi kontakten og blev kærester. Det var skønt og dejligt. Især var det rart at føle sig elsket og have en, som jeg kunne støtte mig til. Men han mødte en masse fordomme undervejs fra sin omgangskreds, hvilket var hårdt.

I dag er Emma single, og hun føler sig mere sårbar i forhold til kærligheden. Men hun synes også, det er ærgerligt ikke at turde give kærligheden en chance.

Svært at få job

For syv år siden blev Emma færdiguddannet som digital konceptudvikler. Hun glædede hun sig til at få fast arbejde og sendte den ene ansøgning af sted efter den anden. Men gang på gang blev hun skuffet.

– Mine venner og familie fik kærester, job og børn. Jeg følte, at mit liv i mange år var på standby.

For tre år siden blev Emma opereret i ryggen og nakken; en større operation i forbindelse med en forsnævring i rygmarven.

Selv om Emma havde en god genoptræning, indså hun, at hun havde behov for et fleksjob. Hun havde stadig for mange smerter i ryggen. Kampen for at få et job var hårdere, end Emma havde forestillet sig.

– Jeg følte mig som et stykke krøllet papir. Jeg blev mere og mere krøllet for hvert år. Når jeg kom i praktik i forbindelse med forløbet, blev papiret glattet ud, men når praktikken var overstået, blev det krøllet igen.

Men i foråret skete der noget. Emma fik et job som sekretær og kommunikationsmedarbejder i et psykologhus. Langsomt blev hendes papir glattet ud.

– Det er bare det fedeste endelig at have et job, som jeg skal stå op til om morgenen. Endelig føler jeg, at jeg kan være med, når mine venner og familie snakker om oplevelser på deres arbejde.

Selv om livet med dværgvækst til tider har været hårdt og besværligt, synes Emma i dag også, at modstanden har præget hendes livssyn på en positiv måde.

Er selv rummelig

– Årene har gjort mig stærk og klogere på, hvor stærk jeg er. Jeg har fået troen på, at jeg godt kan. Jeg føler, at jeg bedre forstår, når andre bøvler med svære ting i livet, fordi jeg selv har prøvet det. Som person er jeg rummelig og har respekt for andre, der skiller sig ud, fordi jeg selv gør det.

Det er heller ikke kun negativ opmærksomhed, hun oplever. Når hun er ude at handle, oplever hun også, at folk er hjælpsomme, hvis hun ikke kan nå varerne på hylderne.

– Sommetider når jeg ikke at spørge, før nogen har tilbudt at tage varen til mig. Det giver mig en tro på næstekærligheden. At vi vil hinanden det godt og gerne vil hjælpe andre.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.