Ærø-forfatters nye bog har fået benhård kritik: “Er jeg problemet, fordi jeg peger på problemet?”

Maj My Humaidan læser faktisk ikke anmeldelser, men nu svarer hun på den heftige kritik, der har været af hendes nye bog ‘Blødt’ den seneste tid.

Det er som bekendt ikke første gang, forfatteren er ude i mediemæssig modvind.

Hun fik i den grad sat Ærø på landkortet, da hun i foråret 2023 debuterede med sin meget omtalte bog ‘Ærø Manifestet’. En bog, hvori hun agiterede for at leve et anderledes familieliv uden for hamsterhjulet, og hvor hun satte ord på en – for mange – temmelig stor trivselskrise i samfundet.

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at bogen også var en stor provokation i visse kredse. Den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad skrev endda en slags mod-bog med titlen ‘Arbejdets land’, og i en periode var det stort set det eneste, alle talte om.

Nu er Maj My Humaidan igen aktuel med bogen ‘Blødt’, der bærer undertitlen ‘kampskrift for et meningsfuldt liv’. Her sætter forfatteren blandt andet ord på ideen om, at det bløde er vejen frem i en hård verden, hvor kloden lider, og det menneskelige er i knæ.

Allerede inden udgivelsen lå ‘Blødt’ på bestsellerlisten, men anmelderne har mildt sagt været skeptiske. Faktisk er krikken haglet ned over Humaidans opfølger.

Politiken mener med negativt fortegn, at bogen er ‘en blød omgang’:

– Begavet politisk analyse er det ikke. Stor litteratur heller ikke. Jeg tvivler på, at der i forhold til ’Blødt’ vil være et før og et efter, skriver deres anmelder, Mikkel Krause Frantzen blandt andet i sin to-hjertede kritik.

I Berlingske anmeldes bogen under overskriften “Undskyld, men stå nu bare op og kom i gang – i stedet for al den fucking mærken efter”. Altinget kalder det meste af bogen for noget “decideret vrøvl”.

Hårdest går Weekendavisen til bogen. En “drøvtyggende, luksusspirituel dagbog” kaldes den, ligesom anmelderen Asger Hede Boye mener, at forfatteren er umoden, og bogen er forkælet, men alligevel ikke bør affærdiges som en “ligegyldig parasit.”

– Blødt er først og sidst en omgang forkælet og arrogant solipsisme, skriver han.

Inden bogens udgivelse kaldte Jyllands-Postens chefredaktør ligeledes Maj My Humaidan en “egodebattør.”

Læser ikke anmeldelser

Principielt læser Maj My Humaidan ikke anmeldelser, fordi hun synes , det “næsten er lidt uværdigt” at få karakterer af andre. Hun er dog opmærksom på den seneste tids kritik, som hun finder “ret voldsom”.

– På en eller anden måde synes jeg, at de beviser min hypotese, siger Maj My Humaidan om de hårde anmeldelser, da vi fanger hende over telefonen. Hun har 15 minutter, inden hun skal af sted til Jylland for at holde foredrag. Derefter venter møder, flere interviews og podcasts i København.

– Jeg tror ikke, at der er nogen af os, der har godt af at befinde sig i den der meget hårde retorik og i det der konfliktlandskab. Spørgsmålet kan være, om de skriver sådan, fordi de har det sådan ‘fuck hende’, eller også har de bare misset pointen, siger hun og tilføjer:

– Er jeg problemet, fordi jeg peger på problemet?

Det er især Weekendavisens og Jyllands-Postens kritik, Maj My Humaidan mener overskrider en retorisk grænse, og det gør indtryk på hende, at det kan blive opfattet som perfidt og ondskabsfuldt.

Hvad er det konkret, der er for hårdt i dine øjne?

– At det bliver så følelsesladet, og at det bliver meget på min person. Det bliver morsomt på min bekostning og sådan noget med, at man skal mute mig, og at det, jeg skriver om, er latterligt og ligegyldigt og privilegieblindt og forkælet. Det er jo nogle ret grove ord om noget, som der trods alt sidder rigtig, rigtig mange tusind mennesker og læser lige nu og finder en mening i.

Hvordan reagerer du, når du får kritiske anmeldelser som disse?

– Jamen, jeg tror, jeg har øvet mig i at blive stolt. Men jeg tænker også, at det helt generelt er så ærgerligt i forhold til den offentlige debat, fordi det kan blive så hårdt for sådan en som mig, at jeg vælger at trække mig fra debatten.

Er du overrasket over kritikken?

– Ja. Fra et helt naivt sted er jeg stadig ret overrasket over, at det er så provokerende, det, jeg skriver. Men jeg skriver ikke til hverken chefredaktøren på Jyllands-Posten eller anmeldere.

I lyset af sin første bog er Maj My Humaidan imidlertid godt klar over, at der selvfølgelig findes læsere, der er uenige med hende.

– Den enes drøm er den andens mareridt. Det er en præmis, vi allesammen opererer ud fra, siger hun.

Bliver dømt dobbelt

Et af kritikpunkterne i Weekendavisens anmeldelse af ‘Blødt’ er, at Maj My Humaidan et sted skriver, at hun fornemmer, at hun i forbindelse med ‘Ærø Manifestet’ blev dømt dobbelt så hårdt som mange andre. Det mener hun også er tilfældet nu.

Føler du dig misforstået?

– Det ved jeg ikke. Men jeg er ikke overbevist om, at der er en oprigtig interesse for at forstå mig hos de mennesker, der er uenige med mig. Det er måske nærmere det. Jeg er oprigtigt i tvivl om, om de har læst bogen fra første til sidste side. Samtidig synes jeg, det er lidt vildt, hvor meget spalteplads man kan bruge på at skrive om en bog, der tilsyneladende er fuldkommen ligegyldig og intetsigende.

I sidste ende slår den verserende kritik ikke Maj My Humaidan ud. Hun hæfter sig i højere grad ved de glade læsere af ‘Blødt’, og at der var fuldt hus til hendes bogsigneringer i både København og Aarhus.

Også indbakken er fuld af læsere, der skriver, at den nye bog har stor betydning for dem, fortæller hun.

– Folk skriver, at de føler, de kan sænke skuldrene og trække vejret igen. Det er det, jeg mest har forholdt mig til, slutter Maj My Humaidan.