
Har du savnet Jon Hamm fra 'Mad Men'? Så er denne serienyhed noget for dig

Foto: Apple TV+
Der kan vist ikke herske nogen tvivl om, at Jon Hamm var 2010'ernes helt store serie(anti)helt med sin rolle som reklamemanden Don Draper i 'Mad Men'.
Siden er han dukket op i mindre - men dog mindeværdige - serieroller i blandt andet 'The Morning Show', 'Good Omens', 'Fargo' og 'Landman'.
Nu er han så (endelig) tilbage i en ægte hovedrolle i den nye dramakomedieserie fra Apple TV+, 'Your Friends & Neighbors'. Her spiller han finansmanden Andrew “Coop” Cooper, der efter en grim skilsmisse får et ekstra gok i nødden ved at blive fyret fra sit job.
For at kunne opretholde den polerede facade - og skaffe penge på kontoen - ser Coop sig nødsaget til at ty til alternative metoder: Han begynder at begå avancerede indbrud hos sine venner og naboer i det velhavende område Westmont Village.
Det fører til lavine af hemmeligheder, der bliver oprullet indbrud efter indbrud, for det viser sig selvfølgelig, at Coop ikke er den eneste i nabolaget, der ikke har rent mel i posen.
Foruden Jon Hamm medvirker blandt andre Amanda Peet, Olivia Munn, Hoon Lee, Mark Tallman, Lena Hall, Aimee Carrero, Eunice Bae, Isabel Gravitt og Donovan Colan.
'Your Friends & Neighbors' er skabt af Jonathan Tropper ('Banshee', 'The Adam Project'), og serien får premiere 11. april på Apple TV+.

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Onsdag aften fik Johanne en regning fra sit elselskab. Troede hun. Det viste sig at blive starten på et mareridt

Disse kendetegn findes hos par, der igen og igen havner i dårlige perioder
