Det er rejseformen med de mange valg - og det er næsten umuligt at kede sig

Ingen i min omgangskreds har været på cruise. Jeg selv har knap nok været på større skibe end Molslinjen – og Oslobåden en enkelt gang, og det var ikke engang i kahyt.

Så det er ikke uventet, at jeg farer vild flere gange om dagen om bord på det 19 etager høje og 300 meter lange krydstogtskib Viva.

Skibet har en kæmpe spa, 15 restauranter og adskillige flotte barer. Hertil kommer selvfølgelig de klassiske cruiseelementer såsom teatersal, vandrutschebaner, poolområder, casino, minigolf, biograf og musik og dans hver aften.

Cruise­livet i al sin all inklusive-vælde er dog helt anderledes, end jeg fordomsfuldt havde troet. Og heldigvis for det.

Der er kun én (travl og børnefyldt) buffet-restaurant, og soldækkets softicemaskine med tre slags smag kommer jeg først tilfældigt forbi den sidste dag.

Vil man have selskab, er alle de andre gæster på en liggestol lige rundt om hjørnet – men vil man ikke, er det også muligt at opdyrke et lille øjeblik i zen – og det kan man faktisk godt have brug for.

For det er overvældende at være nybegynder i cruise-universet – både at forstå det overordnede koncept, men også at forholde sig til alle de konkrete aktiviteter, som hver dag præsenteres på fire tætskrevne A4-sider, der lander i vores lille postboks uden for kahytten.

Vi er gået om bord fra en temmelig stor cruisehavn cirka 80 kilometer nord for Rom, endestationen er Lissabon, og undervejs lægger vi til i Toscana, Cannes og på Ibiza.

Vi må læne nakken godt tilbage for overhovedet at kunne se til toppen af skibet, før vi bipper os ind igennem security med et personligt kort med foto, som registrerer vores færden på skibet: Hvor og hvad vi spiser og drikker, hvilke behandlinger vi vælger i spaen, hvilke ture vi tager på – og selvfølgelig også om vi er gået fra borde, når vi kommer til en ny havn.

En overflod af ”welcome ma’am” og ”you need cold towel, ma’am?” fra det oprigtigt venlige crew sender os opad i det enorme skib. Fra elevatoren træder vi dybt ned i tykke, blåmønstrede gulvtæpper i jagten på vores kahyt på 12. etage.

Plads omkring os

Vi prøver at danne os et overblik over skibet, men ærligt – det er helt umuligt på kort tid.

Frokost må der til, og mad findes heldigvis overalt og næsten i døgndrift. Restauranterne ligger nogenlunde samlet midt i skibet fordelt på tre etager, men med meget forskellige menuer og koncepter.

Vi styrer mod Indulge Food Court, som har udeservering. Man bestiller via en Ipad og får maden serveret ved bordene. Indisk, mexicansk, asiatisk, mellemøstligt, tapas eller salater. De små fristende desserter skal vi selv hente i glasmontrer.

Et glas hvidvin og en fadøl kommer også, da vi efter lidt tid har fundet ud af systemet med at bippe vores kort ind, når vi bestiller drikkevarer, så vi ikke får en stor ekstraregning, når der nu allerede er en drinkspakke inkluderet.

Uret tikker i Cannes

På tredjedagen trækker vi gardinerne fra og kigger ind mod den smukke kyst ved Cannes. Vi ligger for anker et godt stykke ude, fordi byen ikke har nogen cruisehavn, og skal over i såkaldte tenderboats for at komme i land.

Selv om det stadig er tidligt, summer skibet af liv, for det er en kort dag off shore, hvis man skal opleve noget. Allerede klokken 14.30 skal vi være tilbage på skibet.

Bystranden lige bag Palais des Festivals er pæn og ren, vandet er lunt, og solen bager. Fra stranden kan vi skimte skibet i det fjerne, og at dømme efter de blå logohåndklæder i sandet er vi er ikke de eneste krydstogtgæster, der har drømt om saltvand og strandliv.

Der er ikke er tid til spontanitet, så vi ringer og booker bord til frokost på en restaurant, hvor vi har spist for et par år siden.

Moules frites’ne er lige så gode som husket, men jeg er bange for at misse den tenderboat (kan de mon finde på at efterlade grædende gæster på land?), så vi er i god tid, da vi slentrer mod havnen igen og shopper lidt souvenirs undervejs.

På havnen står personalet klar med kolde vaskeklude, som overrækkes med en stor pincet, og jeg er ikke helt fri for at føle mig lettet, da vi bipper os om bord på skibet igen klokken 14.30.

På ”port days” – altså dage, hvor skibet er i havn, er det meget billigere at få behandlinger i spaen end på ”sea days”, hvor alle gæster skal fordrive tiden. Så efter besøget i Cannes har vi booket massage i skibets enorme spa, Mandara, der har en masse søde behandlere fra Asien ansat.

Syngende kokkeshow

Nå, men vi skal jo også snart spise igen! På de to ”main restaurants” er alle måltider inklusive, men der er nu ikke noget discount over det af den grund, om end det heller ikke er så fint, at der er dresscode.

Vi har konstant tre-fire tjenere omkring os – og én, der kommer for at være helt sikker på, at vi er tilfredse med de andre.

Den første aften spiser vi seafood på 16. etage med en vanvittig orange solnedgang som kulisse. Den næste aften prøver vi konceptet teppanyaki, der er et japansk kokkeshow, hvor vi sidder omkring en stor stålgrill sammen med en lille gruppe andre gæster.

Vi skriger af grin, da vores charmerende kok fra Filippinerne går i gang med at jonglere med køkkengrej og æg, mens han griller og synger improviserede fortolkninger af ”Proud Mary” og ”Barbie Girl”.

Da vi ankommer til Ibiza klokken 11 dagen efter, har vi det ene fokus at drive lidt rundt i byen og finde en strand ikke alt for langt væk. Rigtig mange af skibets gæster vil i land i dag, og selv om det foregår til fods og individuelt, er det alligevel lidt svært at overskue logistikken.

Uden for cruiseterminalen bliver der straks skabt en lang taxakø i den bagende sol. Vi går nogle hundrede meter og finder til alt held en havnebus, som hurtigt og nemt tager os direkte til den hyggelige Ibiza Old Town.

Vi skal først være tilbage klokken 17.30, men tiden flyver alligevel afsted med regelmæssig skelen til uret. Heldigvis er der masser af taxaer til at fragte os tilbage.

Mellem to kontinenter

Den sidste dag om bord foregår til søs. Vi forlader Ibiza klokken cirka 18.30 og skal ankomme til Lissabon om morgenen cirka halvanden dag senere.

Der er run på sol­stolene i nærheden af poolen, men vi sætter os allerøverst indenfor i Observation Lounge, hvor udsigten er helt fantastisk.

Tiden går hurtigt, og vi behøver ikke kede os på noget tidspunkt – der er både dance fitness, bingo, quiz, line dance og painting class og meget andet på programmet.

Da kaptajnen ved middagstid annoncerer over højttaleren, at vi er på vej gennem Gibraltarstrædet, stimler vi sammen på de allerøverste dæk for at få gode billeder.

Det er specielt at passere den karakteristiske klippe ud for Gibraltar og byen, som vi kan skimte i baggrunden. At det rent faktisk er et andet kontinent, vi fornemmer på vores venstre side, er vildt at tænke på. En afroamerikansk familie er helt oppe at køre over, at det er Afrika, de kan se i horisonten.

Dagen går med afslapning, en let stirren mod horisonten og til sidst ”dagens cocktail”, en Croissant Mai-Tai, før middag på skibets italienske restaurant – indenfor – for vi kan godt mærke, at vi nu sejler i Atlanterhavet.

Det blæser og regner lidt om aftenen, men da vi trækker gardinerne fra næste morgen, har vi det smukkeste view til Lissabons hvide huse, der troner lige foran os i en diset solopgang.

Vi ruller vores kufferter hen over landgangsbroen og står på bussen til lufthavnen – ud i den ægte verden.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 8/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.