Florence McLean får julekort fra seriemordere: Der er særligt ét fællestræk ved dem

Selv om personlige breve bliver sjældnere og sjældnere, var du måske en af de heldige at modtage et julekort, da julen rullede ind over landet for et par måneder siden. Måske fra et barnebarn, en arbejdsplads eller en god ven?

En af dem, der modtog julekort, er psykolog Florence McLean. Hun har blandt andet en kandidatgrad i kriminalprofilering, og modsat de fleste andre fik hun ikke (kun) julekort fra sine nære. Nej, der var også julekort fra seriemordere i blandt de kort, hun fandt i postkassen.

Sådan har det været de sidste mange år, hvor Florence har skrevet frem og tilbage med seriemordere, der afsoner deres straffe i fængsler i især USA. De fleste af dem kan hun ikke sige navnene på, men én af dem har givet hende tilladelse til at fortælle om deres korrespondance.

– John Eric Armstrong har mange kvindeliv på samvittigheden, men han er ”kun” dømt for fem drab og to drabsforsøg. Han har dog erkendt mange flere. Vi skriver god jul og godt nytår til hinanden. Sidst fortalte han også, at hans søster var død, og det gjorde ham deprimeret og nedtrykt. Jeg svarede ham, at det er jeg da ked af, og det er frygteligt, når man mister nogen. Selv om jeg jo havde lyst til at sige, at det var lige præcis det tab, han havde påført så mange andre, siger Florence om den mand, der på overfladen levede et almindeligt liv som familiefar med kone og børn.

Han viste sig at have slået sexarbejdere ihjel, fra han ifølge sig selv var 17 år gammel i både Detroit, hvor han boede, men også i andre stater i USA, i Thailand, Syd­korea, Singapore, Hongkong og Japan, da han arbejdede på et hangarskib.

– Der var engang en overskrift i en avis, hvor man kaldte mig ”penneven med seriemordere”, men det er ikke rigtigt, understreger Florence og fortsætter:

– Jeg er ikke pennevenner med dem. Det handler om noget fagligt og om, at jeg gerne vil forstå nogle ting. Jeg har altid et spørgsmål til dem klar. Noget, jeg gerne vil blive klogere på.

Hvad er det så, Florence gerne vil blive klogere på? Der løber en rød tråd gennem hendes karriere som psykolog, forfatter og ekspert og nu også hendes nye bog ”Et forstyrret sind – bag seriemorderens maske”. Det hele handler om at forstå, hvorfor mennesker bliver, som de bliver – og gør, som de gør. Hun har hele sin karriere beskæftiget sig med det mørke i mennesket. Også når det er så mørkt, at man instinktivt har lyst til at kigge væk.

– Jeg har altid haft den her tro på, at det er vigtigt at forstå. Hvorfor gør de her mennesker så forfærdelige ting? Hvis der er noget, jeg ikke forstår, går jeg hellere et skridt frem end et tilbage. Jeg siger ikke bare: ”Det er ondt” og går væk fra det, nej, jeg kigger monsteret i øjnene. Hvad er det her for noget? Hvorfor gør du det her? Og hver eneste gang, jeg stiller det spørgsmål, får jeg et svar.

Bange for insekter

Florence har altså altid været på jagt efter at forstå – selv det, der umiddelbart kan virke uforståeligt. Hun voksede op i Herning, siden på Fyn med en far, der var maskiningeniør, og en mor, der var smørbrødsjomfru og køkkenchef. På mange måder en almindelig barndom, men datteren Florence var nok ikke helt som de andre børn.

– Inden, jeg var interesseret i mennesker, var jeg interesseret i dyr. Jeg elskede dyr og ville være det, jeg kaldte ”insekt-psykolog”, selv om jeg nok ikke engang rigtig vidste, hvad en psykolog var, men jeg var bange for insekter og ønskede derfor at forstå dem og komme tættere på dem. Derfor gik jeg også tæt på edderkopper, selv om jeg ikke var vild med dem. Jeg var også dybt optaget af hunde, katte, marsvin. Jeg havde selv marsvin, og min mor var ved at blive vanvittig, for jeg kom hjem med alle mulige forskellige dyr. Hvis jeg fandt et dyr, jeg troede var bare det mindste såret, bar jeg det hjem, så vi kunne passe på det, fortæller Florence, hvis interesse i dyr snart kom til at handle om mennesker i stedet.

– Allerede som barn var jeg interesseret i, hvad der former mennesker. Hvorfor bliver nogle narkomaner, andre psykisk syge? Det er svært at sige, hvorfor den interesse kom, siger Florence, der hele sin barndom blev opdraget med, at hendes grænser blev respekteret.

Da familien tog til farens hjemland, Jamaica, for at bo der, indskærpede forældrene, at lærerne ikke måtte slå Florence og hendes søster, sådan som det ellers var kutymen. At se de andre børn blive slået påvirkede dog Florence.

– En dag får en af de andre elever så voldsomt et slag, at der kommer en masse blod, og jeg stikker af. Siden den dag ville jeg aldrig tilbage til skolen, og vi ender med at tage hjem til Danmark igen, fortæller Florence.

Hjemme i Danmark oplevede Florence igen og igen, hvad det gør ved børn, når de mistrives eller vanrøgtes. Og hurtigt fik hun blik for at spotte et barn, der blev udsat for overgreb eller lignende. Det lærte hendes forældre hende nemlig.

– Jeg var vidne til flere børn, der kom fra hjem, hvor de ikke blev behandlet ordentligt. Børn, der blev slået, ikke blev vasket, den slags ting. Det var også børn, der blev drillet i skolen. Det rørte mig dybt med de børns skæbner. Hvordan kan man være det bekendt? Tænkte jeg. Det gjorde noget helt særligt ved mig at se børn og unge mistrives, fortæller Florence og fortsætter:

– Min mor tog også børnene med hjem nogle gange. De kom hjem til os og spiste aftensmad, og det mærkede mig. Min mor passede for eksempel på en helt fremmed dreng, så jeg har nok ikke min empati fra fremmede. Min far kom også altid til at give alle sine penge til dem, der tiggede på gaden. Jeg så, hvordan mine forældre viste medfølelse og omtanke for andre, og jeg begyndte at gøre det selv.

Traumers konsekvenser

Florence startede kommunikationen med seriemordere i forbindelse med sit speciale i psykologi, hvor hun sendte en række udvalgte seriemordere et spørgeskema, som skulle gøre hende klogere på, hvorfor de var blevet, som de var. Hun var nysgerrig efter at forstå, hvorfor seriemordere bliver seriemordere, og hun var især overbevist om, at en stor del af grunden var traumer fra barndommen. Så hun skrev til mange af verdens værste seriemordere og spurgte ind til deres barndom – og ikke til, hvad de havde gjort.

– Rigtig mange skrev også til mig, at de aldrig havde fået spørgsmål til deres barndom før. Jeg mødte dem på en anden måde. Jeg var ordentlig, respektfuld og spørgende. Jeg lod mig ikke mærke med deres indirekte trusler om, at de vidste, hvor jeg boede, og den slags ting, siger Florence, der siden sit speciale har undersøgt, lige præcis hvad barndomstraumer gør ved os. Hendes forskning har handlet om seriemordere, ja, men den handler også om meget andet.

– Mange seriemordere har fortalt, at de er blevet misbrugt og mishandlet, men ingen har reageret. Der kunne man have sat ind. Personens liv var nok ikke blevet fantastisk, men de var nok ikke blevet seriemordere så, siger Florence og fortsætter:

– Min pointe er egentlig, at jeg sådan set er fuldstændig ligeglad med, om man begår drab, skader sig selv, begår partnervold, eller hvad man gør. Der er simpelthen så mange mennesker, der lider af, når voksne (eller andre børn) terroriserer børn – det er pointen. Jeg har set skolelærere, der har terroriseret børn, fordi de afreagerer i stedet for at tage sig af det, de selv har et problem med. Vi bliver nødt til at sørge for, at ingen børn lider for at undgå de her ting.

Børnenes lidelse multiplicerer sig, siger Florence. Hvis du er blevet misbrugt, terroriseret eller ydmyget som barn, er der stor risiko for, at du vil gøre det samme mod andre eller mod dig selv. Langt fra alle bliver seriemordere, men de giver volden og undertrykkelsen videre alligevel, enten til sig selv eller andre.

– Hvis du ser på den gruppe mennesker, der har oplevet traumer i barndommen – det er en kæmpe flok. En promille bliver seriemordere, men de fleste vender traumet mod dem selv. De bliver spiseforstyrrede, de skader sig selv, men de kan også gøre andre ting: De mobber måske, de gør nar af andre mennesker, de slår deres børn, de udøver vold mod deres partnere. Det hele handler stadig om magt og kontrol og det psykologiske, de udlever – selv om de ikke er seriemordere, fortæller Florence.

– Jeg bruger seriemorderne som en platform. Jeg ”lokker” folk ind til mine foredrag, og så får de historien om, hvorfor vi skal passe på vores børn, med. Jo jo, det er da uhyggeligt, når folk er seriemordere, men hvad gør de ellers? Hvad bliver de ellers?

Hvem i den kæmpe flok af misrøgtede børn, der bliver seriemordere, er ikke lige til at forudsige, selv om man som Florence er uddannet i profilering og utrolig vidende om emnet. Alligevel er der indikatorer: I sine forrige bøger såvel om sin nye bog gennemgår Florence en lang række seriemorderes sager, men hun gennemgår også deres barndom, og fælles for dem alle er, at de har været udsat for krænkelser, vold og terrorisering fra voksne. Det er voldsomme drab, der beskrives, ja, men det er også voldsomme barndomstraumer.

– Seriemordere afreagerer på noget. Flere seriemordere har selvmordsforsøg bag sig, frygtelige traumer med sig, og lige pludselig vælger de at afreagere udad. Det giver dem en følelse af, at deres liv endelig hænger sammen. Og så gør de det igen og igen.

At stjæle en kuglepen

Seriemordere er ikke nødvendigvis syge i hovedet, påpeger Florence. Mange vil have ovennævnte barndomstraumer, som vil have givet dem en personlighedsforstyrrelse af en eller anden art. Personlighedsforstyrrelser gør ikke nogen til seriemordere, understreger hun – men det er noget, de fleste seriemordere har til fælles.

– Jeg har talt med rigtig mange mennesker, der har lyst til at slå andre ihjel. Som har lyst til at blive massemordere. Men de har noget, der gør, at de ikke kan gå derhen. Nogle gange, når jeg er ude at holde foredrag for politiet, siger de: ”Nå, skal vi lige holde lidt øje med dig bagefter? Du kan sikkert begå det perfekte drab”. Men hele pointen er, at det kan jeg faktisk ikke. For hvis jeg står over for et menneske, kan jeg ikke få mig selv til at stikke dem, kvæle dem eller skyde dem. Jeg har slet ikke behovet for det; hvis jeg ikke bryder mig om folk, går jeg væk fra dem.

Seriemorderne er ikke bare monstre ifølge Florence. De får noget ud af at begå mord, og faktisk har de også en måde at retfærdiggøre drabene over for sig selv, som vi måske endda kan kende fra vores eget liv.

– De ved godt, det er forkert, og at man ikke må slå nogen ihjel. Men deres egen lyst til at afreagere er langt større. Vi mennesker gør noget forkert hele tiden! Vi går og tror, vi er så hellige, men virkeligheden er, at folk gradbøjer alt muligt. Nogle kører for stærkt, nogle går over for rødt lys, nogle snyder i SKAT eller stjæler i supermarkedet. Alle fortæller de sig selv, at det er i orden alligevel: ”Jeg tager fra mit firma, fordi de giver mig en lav løn” eller lignende forklaringer. Vi mennesker prøver at forklare os selv, hvorfor vi gør noget forkert, siger Florence og fortsætter:

– Så kan man jo sige: Sammenligner du nu det at stjæle en kuglepen med at slå nogen ihjel? Nej, det gør jeg ikke, men det er den samme mekanisme. Mennesket er dobbeltmoralsk, når det kommer til alt muligt. Vi vil igen og igen finde eksempler på, at vi har modsatrettede fortællinger indeni. Vi er ikke bekymrede for det, når det foregår i det små, men det er samme mekanisme, der er på færde med en seriemorder.

En vigtig mission

Nok har Florences karriere handlet meget om seriemordere, og hvordan de er blevet, som de er. Men hun har også haft fuldtidsarbejde i kommunen (Stuer, Skanderborg og i Aarhus) i 20 år og samtidig også haft praksis ved siden af, hvor hun har arbejdet med børn og unge med store traumer.

De to ting hænger sammen, og selv om der er en god portion urovækkende true crime over også Florences nye bog, er formålet egentlig ikke at vække gru eller pirre os.

– Jeg synes, det er vigtigt at forstå seriemordere for at kunne forebygge. Hvis du skal forebygge, skal du vide, hvad du har med at gøre. Vi kan ikke bare sige: ”Seriemordere er onde” og låse dem inde, smide nøglen væk og ikke beskæftige os med dem, siger Florence, der ikke er i tvivl om, hvordan vi kan komme seriemordere – og anden personfarlig kriminalitet – bedre til livs.

– Man kan forebygge ved tidligt, tidligt, tidligt at opdage, når børn mistrives. Vi er for eksempel ret hurtige til at tage os af dem, der larmer og råber om hjælp. Men ham eller hende, der sidder nede bagerst med grøn snot ud af næsen, som lugter af tis? Ham eller hende lader vi være. Og man kan for eksempel se, at det er de børn, der kan ende med at blive skoleskydere. De har haft det elendigt, og på et tidspunkt har de fået nok, siger Florence, der opfordrer alle til at blande sig, når man ser et barn lide.

– Jeg har hund, og jeg oplever tit, at folk siger alt muligt, hvis min hund for eksempel halter. Men der er desværre eksempler på, at nogle har set vold mod børn på åbenlys gade uden at gøre noget. Det kan vi ikke være bekendt! Vi skal turde sige: ”Hov, her er der noget, der ikke fungerer”. Nogle gange ringer folk til mig, fordi jeg er psykolog, og de kan høre, der foregår noget med børnene i nabolejligheden. De spørger, om de skal gøre noget? Jeg svarer: ”Du har underretningspligt!”. Jeg kan ikke underrette på andres vegne, det skal de selv gøre. Alle har en underretningspligt.

Julekortene landede i år igen i Florences postkasse. Nogle gange orker hun næsten ikke læse dem, for det kan virke tungt at forholde sig til afsenderne. Men hun gør det alligevel, for hun er nysgerrig. Nysgerrig efter at forstå, hvorfor de, nogle kalder monstre, har handlet, som de har. Men selv om hun nu på over 25. år skriver med seriemordere, er det ikke dem, hun er tæt på:

– Min fornemmelse er, at de her seriemordere føler sig tættere på mig, end jeg gør på dem. Jeg møder dem med ordentlighed, og jeg er måske en form for stabilitet i deres liv. Men sandheden er, at jeg føler mig tættere på deres ofre. Derfor dedikerer jeg også bogen til alle de ofre, som John Eric Armstrongs er dømt for at have dræbt. Vi må ikke glemme dem.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 9/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.