Med munden fuld af kanelsnegl stoppede jeg en medpassager. Så blev jeg mindet om noget vigtigt

Julie Voldby Bruun er journalist på femina.dk. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg og mine medpassagerer var akkurat nået over Lillebælt, da meldingen lød over højtalerne i togkupeen.

“Der har været en personpåkørsel. Forvent at der kan gå flere timer, før togene kører igen.”

Konduktøren var knap færdig med at give beskeden over højtalerne, da et barn brød ud i gråd, og et nærmest simultant suk gik gennem togkupeen. Stille men sikkert bredte panikken sig som en tåge blandt passagererne. Hvad så nu?

Kupeen var fuld af fremmede, hvis dag, ligesom min, nu var mærket af denne tragiske ulykke og af DSB's haltende håndtering af situationen.

Når sådan noget sker, er der intet at gøre, og det nytter ikke noget at blive sur over, at ens minutiøst planlagte tidsplan nu er lige til at smide i perronens skraldespand.

En person havde tydeligvis ikke lyst til at leve mere, og det vil altid være mere tragisk end at komme for sent til en aftale. Selvom det er træls.

Selv havde jeg ofret min langsomme lørdag formiddag med kaffe i sengen for at hoppe på et tidligt tog mod Århus, før DSB igen skulle fragte mig retur til storbyen samme aften.

Men i stedet for at tilbringe dagen i min søsters kolonihave med min familie, begyndte jeg nu at forberede mig på en dag med byvandring alene i Fredericia. Tiden og uvisheden taget i betragtning kunne andet næsten ikke betale sig. Alt var aflyst, og togbusser skulle man se langt efter.

Der stod jeg. Strandet på Fredericia Banegårdsplads, mens en tung stemning af opgivenhed blandede sig med den lette forårsluft. Flere og flere tog ankom på perronen, hvilket naturligvis betød, at flere passagerer stødte til på den lille banegårdsplads foran Fredericia Station. I det mindste skinnede solen, og der var kaffe på kanden i 7-Eleven.

Jeg havde netop sat tænderne i en kanelsnegl, da mit held vendte. Ved et tilfælde overhørte jeg en af mine medpassagerer tilbyde et lift til Vejle til en anden af mine medpassagerer. De kendte ikke hinanden, de havde bare siddet ved siden af hinanden i toget.

Med munden fuld af wienerbrød sprang jeg til og spurgte, om der mon var plads til en ekstra. En kanelsnegl og et kvarter senere pressede tre fremmede mennesker sig ind i en bil kørt af den enes gamle far, og med hendes søn på bagsædet.

Og så skete der noget, som mindede mig om noget vigtigt, især i de tider, vi lever i.

Fordi uanset hvilket kaos, vi befinder os i; om det er DBS’s ufatteligt langsomme evne til at indsætte togbusser som følge af tragiske ulykker, eller om det er, at verden, som vi kender den, er i opbrud, så har de fleste mennesker en medfødt evne til at søge mod det, der binder os sammen frem for det, der adskiller os.

I løbet af den halve time, vi tilbragte sammen, kom det blandt andet frem, at de to andre havde gået på samme gymnasium og haft nogle af de samme lærere. Derudover havde vi alle det tilfælles, at vi var vokset op ved en fjord. Vejle fjord og Ringkøbing fjord.

Pludselig diskuterede vi tilstanden i fjordene, Vesterhavets vildhed og Fredericia som havneby. Vi nåede vidt omkring, selvom turen kun gik fra Fredericia til Vejle.

Hvad vi til gengæld ikke nåede omkring, var hvad vi hver især arbejdede med. Der var ikke nogen, der stillede det oplagte spørgsmål, som vi her i Norden har tendens til at ty til, når vi omgås fremmede:

- Nå, hvad laver du så?

Og hvilken befrielse!

Takket være denne fremmede kvinde - og hendes far - ankom jeg lige i tide til at hoppe på et tog videre mod Århus. Jeg endte derfor med kun at være en time forsinket, i modsætning til mine mange hundrede medpassagerer, der i samme stund stadig ventede på togbusserne i Fredericia.

Men pyt nu med forsinkelsen. Den spildte time blev nemlig erstattet af noget endnu vigtigere: håb.