Sundhed
18. marts 2025

Nu rammer UV’en snart grænsen for, at vi bør bruge solcreme. Men du skal - nok - ikke gøre som du plejer

Langt de fleste bruger alt for lidt solcreme, så nu opdateres solråd, skriver Sundhedsstyrrelsen.
Af: Sigrid Luna Nielsen
Solcreme

Foto: Colourbox

I Danmark er vi indehaverne af en sørgelig andenplads. Vi har nemlig den næststørste forekomst af modermærkekræft, kun overgået af Australien. Hvert år rammes 20.000 danskere således af hud- og modermærkekræft, og statistikker viser, at tallet er stigende.

Men hele ni ud af ti tilfælde af hud- og modermærkekræft kan forebygges med fornuftige solvaner, skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse. Derfor kommer de nu med opdaterede råd til, hvordan vi bør begå os, når vi bevæger os ud i solskinnet.

Brug faktor 30

I de nye anbefalinger kan man læse, at man bør bruge en solcreme med minimum faktor 30. Den tidligere anbefaling hed faktor 15.

Årsagen til ændringerne skyldes, at langt de fleste simpelthen ikke bruger nok solcreme, når vi smører os ind. Man bør bruge én håndfuld til én krop, og det kan faktisk være svært, at få smurt ud hvis du bruger nok solcreme, påpeger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse, til DR.dk. Han tilføjer:

– Hvis man brugte tilstrækkelige mængder solcreme, så ville det for langt de fleste mennesker være nok at bruge faktor 15 i Danmark.

De opdaterede anbefalinger kommer netop som UV’en nærmer sig 3, som er den nedre grænse for, hvornår det anbefales at man smører sig ind i solcreme, skriver TV 2 Vejret.

Drop solariet

Udover en opdatering af, hvilken faktor der anbefales, opfordres unge også til at droppe solariet.

En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at 14 procent af unge mellem 15 og 25 år har været i solarium inden for det seneste år.

Som det er i dag, er der ingen aldersgrænse for, hvor gammel man skal være, for at bruge solarie. Men jo yngre man er, når man går i solarie, jo større risiko er der for, at man udvikler hudkræft senere i livet.

Netop derfor, har mange andre europæiske lande, heriblandt vores nordiske naboer, indført en aldersgrænse på 18 år, for at reducerere risikoen for kræft.

De nye anbefalinger kommer fra Solgruppen, der består af repræsentanter fra Dansk Dermatologisk Selskab, Danmarks Meteorologiske Institut, Kræftens Bekæmpelse, Sikkerhedsstyrelsen, Miljø- og Ligestillingsministeriet, Videncenter for Hudkræft og Sundhedsstyrelsen.

Solråd

  1. Skygge
    Du kan undgå meget af solens uv-stråling, hvis du søger skygge når solen er stærkest mellem kl. 12 og 15.
  2. Solhat og tøj
    Dæk bar hud til med tøj. Brug en bredskygget solhat, der dækker hoved og øre, og som skygger for ansigt og nakke. Brug solbriller.
  3. Solcreme
    De steder på kroppen, som ikke er dækket af tøj, bør smøres med solcreme. Brug solcreme med mindst faktor 30. Der smøres med rigelige mængder, en god tommelfingerregel er, at bruge én håndfuld solcreme til én krop.

    Kilde: Sundhedsstyrrelsen

Læs mere om:

Læs også