Er det slut med Sommerdahl? Nu melder TV 2 ud

Foto: Henrik Petit/TV 2
Søndag aften løb sæsonens sidste afsnit af ”Sommerdahl” over skærmen på TV 2 Charlie.
Dermed er det nu slut med at se Dan Sommerdahl og hans hold opklare mordgåder i Helsingør i denne omgang.
Sæson 6 sluttede dramatisk med lidt af en cliffhanger!
På Dan og Josefines bryllupsdag valgte Josefine at flygte i en båd med sin eksmands to sønner, da de ikke kunne få asyl i Danmark.
Josefine ville ikke have, at hendes elskede Dan skulle sætte sin karriere på spil ved at gøre noget ulovligt.
Dan stod efterladt tilbage med tårer i øjnene, og i stedet var det hans datter Laura og hendes kæreste, politimanden Benjamin, som blev gift.

Foto: Henrik Petit/TV 2
Spørgsmålet er nu, om seerne får svar på alle de uafklarede spørgsmål i endnu en sæson af ”Sommerdahl”.
Og heldigvis er der godt nyt til seriens mange fans.
TV 2 bekræfter nemlig, at der kommer en sæson 7 af krimiserien til næste år.
Er meget taknemmelig
Peter Mygind kan næsten ikke vente med at genoptage rollen som chefefterforskeren Dan Sommerdahl.
- ”Sommerdahl” er blevet min til dato længste rejse som skuespiller, og jeg er dybt taknemlig over at få lov til at fortsætte i rolle som Dan. Og at lade mig rive med i Dans mange udfordringer som politimand og menneske, siger Peter Mygind til TV 2 og fortsætter:
- Vi formår hvert år at samle de bedste mennesker bagved og foran kameraet, og vi byder alle ind med at skabe det bedste fællesskab, hvilket giver optagelserne de bedste rammer. Jeg elsker Helsingør og er så glad for den positive modtagelse, vi får, når vi filmer rundt omkring i byen.
Optagelserne til sæson 7 af ”Sommerdahl” går i gang senere på året.
Denne artikel blev først bragt hos Billed Bladet, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.