LinkedIn er en voksenfest, vi er tvunget til, men på et punkt vinder det over de andre

Nina Pratt er journalist på Heartbeats. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Der er intet mindre forfærdeligt end at skulle aflevere sit visitkort til et andet menneske. Jeg har prøvet det én gang i mit liv, og jeg var millimeter fra at bruge kortets skarpe kant til at skære pulsåren over af ren og skær akavethed.

Det skete, da jeg var til en såkaldt ‘praktikmesse’ på mit universitet, hvor det er standard praksis at aflevere et visitkort til potentielt kommende arbejdsgivere. Kloge voksne med pjecer fortalte om deres arbejdspladser, men alt jeg kunne fokusere på, var, hvordan jeg på den mest glidende, Patrick Bateman-agtige måde kunne stikke dem mit business card.

– Du får lige mit visitkort, sagde jeg første gang og gennemsøgte min taske for at opdage, at jeg havde efterladt kortene i min jakke.

Ved næste stand prøvede jeg at vinke lidt med kortet og så lægge det på bordet. Jeg kom hjem med 98 af de 100 visitkort, jeg havde fået trykt.

Forestil dig nu, at verden kun består af mennesker med visitkort, og vores raison d’être er at aflevere dem til hinanden. At vi alle er iklædt jakkesæt og anstrengende tandsmil og skal smalltalke på den værst tænkelige, mest amerikanske facon. Det, mine damer og herrer, er LinkedIn.

– LinkedIn er jo aldrig noget, man har lyst til at oprette. Men på et eller andet tidspunkt får alle studerende et sug i maven og tænker ‘fuck, vi skal have et arbejde’.

Sådan lyder det fra Mikkel Agersnap, indehaver af den populære meme-profil ‘cand.merc.memes’ i det første afsnit af podcasten ‘cand.merc.podcast’, der laves med komiker Nicolai Lydiksen. Her dissekerer duoen absurditeter, buzzwords og hverdagsdramaer fra kontorlandskabet. Afsnittet har titlen: ‘LinkedIn Guiden (Undgå at ligne en jeiner)’.

Endelig, tænkte jeg, da opdagede den. Vi unge har brug for lidt LinkedIn-guidance. For os er LinkedIn en voksenfest, vi er blevet tvunget med til. En fest, der er lidt for formel og gammeldags til vores smag. De voksne går pænt klædt, taler med affekterede dialekter, og når de er på floor, danser de på en Chandler Bing’sk måde.

Vi, de unge, sidder ved børnebordet og føler os stærkt i undertal. Hvis vi gerne vil falde i snak med de voksne og passe ind, må vi prøve at tale og danse som dem. En delikat dans, hvor professionalisme skal balanceres med personlighed og quirky charme. Og ja, det er svært ikke at ligne en jeiner imens.

Men hvad sker der egentlig? Vi er jo de digitalt indfødte! Vi griner ad de voksne, når de spørger ‘hvem er det?’ til et meme eller bruger den ironiske smileyemoji. LinkedIn burde være smooth sailing for os. Men det er desværre mere komplekst end som så.

For hvis du skal være en gangbar valuta på LinkedIn, skal du være klar til noget seriøs, ceremoniel selvudlevering.

Cringefaktoren

Jeg oprettede en LinkedIn-profil, da jeg var 23 år gammel. Jeg var studentermedhjælper hos Dansk Erhverv – prototypen på det slipsbærende LinkedIn-segment – og det var et vilkår, at ansatte havde en arbejdsprofil. LinkedIn lignede en slags corporate hybrid af Facebook og Strava. Man ‘connectede’ med ‘interessante’ mennesker, så de kunne blive en del af ens ‘netværk’ og se ens achievements i den evindelige kravlen op ad karrierestigen.

For en 23-årig var LinkedIn et dødssygt sted. Mit feed bestod af skjorteklædte voksne, der fortalte om, hvilke ‘mål’ deres virksomhed havde nået denne måned, og hvor mænd ved navn Lars og Morten af uransagelige årsager skrev alle deres opslag på engelsk. Det positive var, at jeg ikke forventedes at gøre noget. Jeg kunne bare være tilskuer fra sidelinjen og havde desuden ikke det store at byde ind med i en tilsyneladende meget voksen verden.

Men så skete der noget. LinkedIns feed begyndte at ligne Facebooks i sine hey days. Pludselig flød det over med selfies, solnedgange, hashtags og klistermærker. Typisk akkompagneret af tekster, der handlede om kæledyr, børn, ferier og andet, der ikke havde en flig med arbejde at gøre.

Og dog: Sidst i disse opslag, som ofte hører under kategorierne ‘spurgt’ og ‘humble brag’, smides en tynd kobling til arbejdslivet på banen à la: Min søn blev født i går. Her er fem ting, det har lært mig om ledelse.

Nogle gange fungerer det meget godt. Andre gange er det afsindigt cringe. Vores bullshitfilter kan godt afkode det. Når det er sagt, kræver det også stort mod at turde dele ud om sit privatliv og sine nedture. Det plejer også at virke. Den slags får likes og engagement. Det stod klart, da jeg selv delte et opslag om at være ensom, som fik over 2.000 likes.

Som det online diktatur, algoritmen er, må vi vel alle makke ret. Men er det ikke længere nok at dele et gammeldags og røvsygt #Jobnyt-opslag? Hvad er det mest autentiske LinkedIn opslag egentlig?

Måske er LinkedIn også akavet for de unge, fordi vi ganske enkelt ikke interesserer os synderligt for the corporate life. I hvert fald ikke på samme måde som vores forældre. Forsker Karen Christina Spuur fortæller til DR, at Generation Z, i modsætning til forældregenerationen, ikke ser en klar opdeling af deres professionelle og private jeg og tager begge med på arbejde.

– Det kan føles helt naturligt, at man inddrager sine kollegaer i sin menstruation, kærestesorger eller sygdomme, forklarer hun.

Og så bryder vi os heller ikke om den klassiske 8-16 arbejdsstruktur, for vores forældre så altid så trætte ud, når de kom hjem og så skulle lave aftensmad til os. Vi vil gerne have meget mere fleksibilitet i arbejdslivet, siger hun.

Vores idealer omkring arbejdslivet harmonerer ikke rigtigt med den lidt gammeldags og corporate tone på LinkedIn. Vi er tydeligvis danskere i Sverige.

Der er dog ét område, hvor LinkedIn vinder over alle de andre enshittified sociale medier og søgeplatforme. Det er et forfriskende positivt sted at være. Folk taler pænt og støtter hinanden. Kommentarsporene er opløftende og konstruktive. På den måde er det også lidt sødt, at det er cringe. For det er et sikkert sted at være det på.

Så må vi bare se, om Generation Z kan klare mosten. Nu vil jeg lave et udkast til et #jobnyt!-opslag om mit arbejde på Heartbeats og skrige ind en pude.