Hvorfor bliver man så fornuftig, når man runder de 30 og får børn?

Olivia Jonassen er journalist. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for journalistens holdning.

For nogle uger siden skulle jeg ud. Jeg havde glædet mig, tænkt over, hvad for noget tøj, jeg skulle tage på og sørget for, at min kæreste og vores børn ikke forventede noget af mig dagen efter.

Jeg skulle ud med mine gode, gamle venner. En blandet gruppe, der går helt tilbage til efterskolen. Vi har altid holdt fast i at ses som gruppe et par gange om året, og særligt én begivenhed har været selvskrevet – nemlig julefrokosten.

Vi har været enige om, at netop denne fest skulle have lov til at fylde i kalenderen, uagtet børn, graviditeter, skilsmisser, flytning, nye jobs, og hvad der ellers følger med voksenlivet.

Som en uskreven regel om et pusterum fra den hektiske hverdag, hvor vi alle kunne glide tilbage i de gamle roller, te os lidt åndsvagt og bagtale vores ægtefæller, småbørn og i det hele taget den leverpostejsfarverede tilværelse, som den ser ud for rigtig mange voksne danskere.

I år var selvsamme fest så udskudt til en februar-edition på grund af – ja gæt engang -voksenlivet med alt hvad det indebærer.

Nå, men dagen kommer så endelig. Én er syg, én kan ikke finde børnepasning, to har eksamen, og to er stoppet med at drikke, så de regner med at gå tidligt hjem. Fair.

Ikke desto mindre ender vi med at være seks ud af en gruppe på 10, der mødes.

Nogle af os får bobler, vi spiser god mad, snakker, griner, tager videre, og der er lagt op til en virkelig god aften, fuldstændig som i gamle dage… Men da vi runder midnat, er festen slut.

Undskyld hvad? Jeg troede, at vi skulle have en øl mere. Skulle vi ikke også lige ud at danse?

Min ven og min veninde, som i øvrigt er de eneste to ud over mig, der ikke er gået hjem før klokken 12, er begge fast besluttede på, at aftenen slutter her.

De har planer dagen efter og gider ikke være helt smadrede. ’Du bliver glad for det i morgen, skat’ siger min veninde.

Så jeg cykler også hjem. Halvberuset, og med en halvflad fornemmelse af en uforløst fest, som det åbenbart kun var mig, der havde sat næsen op efter.

Og nu siger jeg noget, som sikkert ikke er særligt moderne: Men det er jo sygt kedeligt, at festen skal slutte så tidligt.

Er jeg helt bagud? Er det seriøst bare mig, der ikke har rykket mig, har glemt at følge med min egen alder?

Det kan godt være, at jeg dvæler lidt ved ungdommen og de gode gamle dage. Og jeg siger ikke, at man skal være spritstiv (eller for den sags skyld overhovedet drikke alkohol) for at kunne gi los og få aflad for hverdagens frustrationer.

Jeg ønsker jo heller ikke selv at gå i byen til klokken lort hver weekend, som jeg gjorde før, jeg fik børn. Men jeg ønsker til gengæld at have lidt mere end lige akkurat fire timer og 45 minutter med mine venner, før vi igen skal tænke i praktikaliteter, madlavning og legeaftaler søndag formiddag.

At jeg er småfornærmet over, at mine venner ikke gad fyre den af med mig en kold lørdag i februar, er måske nok også hvad det er. Men det giver mig et billede på nethinden af fornuften som en meget kedelig ven, der sætter sig oven på alt, hvad der rimer på ’at slippe tøjlerne’.

Den ven, som også sørger for, at vi drikker grøn te lørdag aften i stedet for rødvin, spiser vores vitaminer hver dag, går tidligt i seng, motionerer for sundhedens skyld, opdrager vores børn ordentligt uden at give dem slik proppet med E-numre og ja – kommer tidligt hjem fra byen.

Altså vi kunne da også godt have haft vennekvalitetstid ved at tage ud og male porcelæn en lørdag formiddag. Men ville vi så ægte få fornemmelsen af at gi lidt slip? Jeg tror det ikke.

At glemme tid og sted, bare en enkelt gang om året, er vel ikke så meget at forlange.

Næste gang bliver den i hvert fald 01.30, før jeg ligger i min seng efter en aften i byen.