Spørgsmålet rumsterede allerede, da Liza var barn. 40 år senere har hun svaret

Sommermindet står klart. Liza var 10-11 år, iført en striktrøje og vejede jordbær af i Vejehuset på sin mormor og morfars store gård, der lå tæt ved hendes forældres hus i den lille by på Vestsjælland.

Tankerne strømmede gennem den unge pige: Hvordan viser man mon det, der er inden i én? Hele den kæmpe verden af tanker, følelser og ideer?

Her cirka 40 år senere har Liza Krügermeier svaret. Hun maler sit indre liv og har gjort det i mange år.

– Som Mumitroldenes ”mor”, Tove Jansson, siger, er alle billeder et selvportræt, og det er jeg meget enig i. Mit liv kan læses i mine billeder, fortæller Liza Krügermeier, billedkunstner og ejer af Liza’s Gallery & Kunstbutik.

Det er i et byhus i Farverstræde fra 1774 i Stege på Møn, at den 50-årige autodidakte billedkunstner og galleriejer bor og arbejder, og det har hun gjort siden 2007 – med en fast rutine:

– Om sommeren vågner jeg ved fire-tiden og om vinteren ved halv seks-tiden, så brygger jeg to kopper kaffe med mælk og går op i mit atelier og maler et lille billede til min visuelle dagbog, fortæller Liza, der startede på sit ”dagbogsprojekt” i 2018.

Tanken med projektet var, til at begynde med, at male et lille billede hver dag i 365 dage for til sidst at udstille dem, men da de 365 dage var gået, kunne Liza mærke, at hun savnede at få sine tanker og følelser ud på daglig basis. Derfor fortsatte hun og har gjort det lige siden.

Et Picasso-citat på hendes væg i den lavloftede, hyggelige stue lyder da også: “Painting is just another way of keeping a diary”.

– Jeg har altid skrevet dagbog, så på den måde er det faldet mig helt naturligt at transformere processen til mit Daily Painting Project, som jeg kalder det. Efter nogle måneder kunne jeg se, at projektet forvandlede sig til en slags visuel dagbog. Jeg begyndte at blive meget mere opmærksom på tiden og på, hvordan alting hænger sammen i mit liv.

Under den græske sol

Det stod ikke umiddelbart skrevet i kortene, at ergoterapeuten fra Vestsjælland skulle slå sig ned som kunstner på Møn. Og så alligevel.

For med årene har Liza fundet ud af, hvordan meget i hendes liv er forbundet. At hun for eksempel vandt en tegnekonkurrence som seksårig, hvor en kunstner havde lavet et kæmpe løg af smedejern, som Liza øvede sig på at gengive.

Mange år senere i Grækenland malede hun løg til sin første udstilling med titlen ”The Onion Exhibition Volume 1”. Hvordan barndommens liv i en lille by i et hus ejet af sjette generation med natur omkring sig egentlig minder om livet, hun nu har på Møn, ligeledes i et hus med masser af historie. For ikke at tale om familieferierne i Grækenland, hvor hun senere slog sig ned.

– Jeg følte, Grækenland var mit andet hjem og begyndte at drømme om, at når jeg engang blev pensioneret, kunne jeg da godt bo dér. Da jeg var 27, besluttede jeg at tage nogle måneder ud af kalenderen, tage på ø-hop, finde et hus til leje og søge arbejde på det store psykiatriske hospital på øen Leros, fortæller Liza, der fulgte sin plan og siden solgte sit hus hjemme i Danmark.

Hun besøgte hospitalet, men mærkede hurtigt, at det var kunsten, der kaldte, og da hun mødte sin nu eksmand, der malede i sin fritid, blev det starten på Liza’s Gallery.

– Jeg sagde til ham, at hvis han malede sine billeder, så skulle jeg nok sælge dem

Hun tilføjer – vel vidende at det kan lyde som en ret uoverskuelig opgave – at mulighederne bare føltes uendelige under den græske sol.

Hun stod for den daglige drift af det lille galleri, brugte mange timer dér og tænkte, at tiden skulle bruges konstruktivt. Hun begyndte for alvor at male, og særligt sydens frugter – og løg – var et yndet motiv.

– Det var et kreativt og inspirerende miljø med mange kunstnere og forfattere, husker hun.

Liza havde travlt, galleriet kørte fint, hun holdt sin første udstilling med løgene, og de udvidede med et lokale mere i den lille bugtede gade, der ligner idyllen fra et græsk postkort med hvide huse, blå skodder og blomstrende bougainvillea.

Galleriet voksede i takt med, at gæsteudstillere blev budt indenfor, og sommerens mange ferniseringer blev et tilløbsstykke.

– På mange måder var Leros en virkelig fantastisk og livsændrende oplevelse, og det med at starte noget op i et andet land var vildt inspirerende. Alt var på mange måder mere kaotisk og flydende, men det var der også noget virkelig befriende i, sammenlignet med herhjemme hvor alting er mere regelret. Andre gange kunne det selvfølgelig også være enormt frustrerende, når tingene ikke fungerede.

Ø-livet på Møn

Efter fem gode år på Leros og med et galleri, der havde vokseværk, blev blikket rettet mod Danmark. På nettet faldt Liza over det gamle hus i Farverstræde, som nærmest kaldte på hende, selv om hun ikke var særlig bekendt med Møn.

Hun sendte sine forældre ned for at kigge på det, de sagde god for det, og Liza husker den smukke forårsdag, hvor turen gik over Dronning Alexandrines Bro til Møn.

– Det var magisk at køre over dén bro, og sådan har jeg det stadig.

Liza følte – igen – at hun var kommet hjem, og siden er både hendes forældre og bror også flyttet til Stege.

I de snart 20 år Liza har boet og drevet galleri på Møn, har hun – udover sit dagbogsprojekt –arbejdet med sin store billedproduktion, der er fyldt med historiefortælling og især koncentererer sig om det nære.

Hun har netop fået optaget flere af sine interiør-værker på én af Europas største, censurerede udstillinger i Tyskland. På den måde udgør kunstnerens liv på Møn en god og stabil base med adgang til den store verden, og årene ved Middelhavet bærer hun med sig, både i maleriet og i livet.

– Jeg elsker den vekslende rytme i livet. Jeg har travlt om sommeren med gæster i galleriet, og om vinteren har jeg tid til fordybelse i atelieret. Møn anno 2025 summer af liv og kulturelle oplevelser, gode spisesteder og caféer, teater og musik. Sådan var det også i tiden på Leros, og der er i det hele taget mange ligheder mellem livet i det græske og på Møn.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 11/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.