Chokket lammede hele verden, men i virkeligheden har vi ikke lært noget som helst, mener forfatter

– Vi har talt så meget om, hvad har vi lært af corona: Vi har indset, at vi mennesker har brug for at fordybe os, at tingene går alt for hurtigt for os, og at vi har brug for at være mere i kontakt med naturen, og det passer alt sammen. Men det er samtidig et plan af erkendelse, som er meget individfokuseret. Vi så på pandemien som noget, vi hver især kunne bruge til vores personlige udvikling og selvforståelse. Men på et dybere, kollektivt niveau har vi desværre ikke lært noget som helst af corona, hvis du spørger mig, siger forfatter Mathilde Walter Clark, der har skrevet den prisbelønnede bog ”Det blinde øje” om, hvordan minkene forsvandt ud af minksagen i forbindelse med pandemien.

Det, vi ifølge Mathilde Walter Clark stadig ikke har erkendt som art eller civilisation, er, at ”vi er dyr og en del af naturen”.

– Under corona opdagede vi, at vi havde behov for at være mere i naturen, men det førte ikke til nogen dybere erkendelse om naturens betydning eller vores rolle i den. Den nye erfaring med naturen vækkede et savn, men det kom mere til at handle om os selv – om naturen som et forbrugsgode, der er til for os, et middel til selvpleje og wellness. Vi mangler endnu at forholde os til den grundlæggende mangel på forståelse af, at mennesker – om vi vil det eller ej – er en del af naturen. Hvis du tænker over det, så var det hele grundsubstansen i det, vi burde have lært af covid-19. Det er det, pandemien handlede om: Smitte fra ét dyr til andre dyr – fra flagermus, og måske mink, til menneske – på grund af alt for mange og forkerte kontaktpunkter. Vi har skabt en masse unaturlige overforbindelser mellem os selv og andre dyr, som blandt andet indebærer risikoen for, at vi smitter hinanden og udvikler nye og farlige vira. Det har alt at gøre med den måde, vi stuver dyr sammen i masseproduktion, siger Mathilde Walter Clark.

– Når jeg siger, at vi ikke har lært noget, er det, fordi vi stadigvæk ikke har haft en offentlig samtale om det grundlæggende tema. Hvordan forhindrer vi, at det sker igen? I stedet gik vi og ventede på at ”vende tilbage til normalen”. Som om man kunne det.

– Den måde, vi fortæller historier på, virker undergravende for vores egen overlevelse som art. Som udgangspunkt har sproget givet os en evolutionær fordel. Vi kan bruge det til at forstå noget om vores omgivelser. Det sikrer vores overlevelse. Men sproget har en dobbeltfunktion: Det kan bringe os tættere på virkeligheden, men det kan også dække den til. Det var det sidste, der skete under minksagen, da vi talte om penge og lovtekster frem for at tale om årsagen til, at smitten brød løs. Det kan ske igen anytime. Der produceres 10 milliarder dyr om året i USA, og lige nu er der et stort udbrud af fugleinfluenza, som også rammer – og spreder sig blandt – køer i mælkeindustrien. Corona burde have lært os, at det system, vi har lavet, ikke duer. Virologerne kalder det en tikkende bombe,og har døbt vores tid ”pandemiernes tidsalder”.

Mathilde Walter Clark husker 2020 som en ny virkelighed.

– Jeg var ude at gå en tur i København og følte næsten, at det var første gang, jeg rigtigt så byen. ”Nå, de her gader ser faktisk sådan her ud”. Tidligere havde jeg jo kun set dem pakket ind i trafik og mennesker. Jeg kunne også høre fuglene på en anden måde, og det slog mig senere: ”Gad vide, hvordan de har oplevet corona?”. Fuglene i byerne er begyndt at synge på andre tidspunkter af døgnet på grund af vores støj, siger Mathilde Walter Clark, der ikke vil komme med gode råd, selv om hun synes, der er ting, vi kan gøre for at gå imod det dystopiske.

– I forhold til den digitale udvikling er jeg opmærksom. Den udvikling fik turbo på under corona, og for nogen tid siden spurgte min mand, hvordan jeg havde fornyet min digitale medarbejdersignatur. Sikke et spørgsmål. Jeg vidste det ikke selv, for det digitale efterlader ingen hukommelsesspor. Stadig større dele af vores tid går med den slags. Når vi engang ligger på vores dødsleje, kan vi tænke tilbage på en masse klik, der har ført til andre klik. Men vi er jo dyr. Vi er biologiske væsener og en del af en fysisk verden med andre biologiske væsener. Det er det, der er meningsfuldt for os, og det, vi danner erindring om.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.