Da barbermaskinen fjernede det sidste af Sandras hår, blev hun ramt af ny bekymring

Trimmeren brummer og sender små rystelser gennem den ømme hovedbund, mens dens knivskarpe blade langsomt fjerner det tjavsede hår.

På badeværelset sidder Sandra Andersen helt stille med et håndklæde om skuldrene. Mens kæresten Morten barberer hendes hoved, er der kun én ting, der fylder.

– Det var, om Milas kunne genkende mig, forklarer hun.

– Da vi var færdige, kiggede jeg mig i spejlet og blev ked af det. Så gik jeg ind til Milas, der sad i sin højstol. Da jeg satte mig ned ved siden af ham, nussede han mig bare på min skaldede isse, fortæller 34-årige Sandra Andersen fra Slagelse.

Få måneder tidligere ligger Sandra i sin seng, da hun opdager noget i sit bryst.

– Jeg kan tydeligt huske, at jeg lå og læste en artikel på min telefon, mens min arm hvilede på mit bryst. Her mærkede jeg noget hårdt. Jeg blev bange og vækkede Morten, der sagde, at det skulle tjekkes.

De efterfølgende undersøgelser afslører, at Sandra har brystkræft. Mens behandlingen går i gang, har den nybagte mor et helt andet fokus; kæresten Morten Houmøller og sønnen Milas på 1 år.

– Jeg fik travlt. Pludselig vidste jeg jo ikke, om jeg havde en udløbsdato. Jeg følte, jeg havde travlt, hvis nu jeg skulle dø, ville jeg have nået en masse.

– Jeg lavede også fødselsdags-kasser med pynt, kort og meget andet, som Morten kunne tage frem, når Milas havde fødselsdag. Så var jeg sikker på, at han havde en god dag, hvis jeg ikke var der mere.

Fra kemo til vild leg

Mens Morten forsøger at holde modet oppe, er Sandras tanker dystre.

– Jeg var sur på mig selv over, at jeg ikke havde opdaget det tidligere. Jeg troede, at jeg skulle dø. Og så syntes jeg ikke, at Morten forstod en skid, afslører hun med et undskyldende smil.

Det viser sig, at kræftformen er aggressiv og er noget, Sandra har i sine gener.

– Jeg kunne have levet af grøntsager og løbet maraton hele mit liv, og der ville stadig være en risiko for, at jeg fik kræft, fordi det er et gen, jeg har.

Heldigvis reagerer Sandra godt på den kemobehandling, hun skal igennem, inden knuden og brystet fjernes.

– Jeg blev ikke så syg, som mange andre gør. Men jeg skyndte mig alligevel hjem, når jeg havde fået kemo, fordi jeg skulle nå at tumle og lege vildt med Milas, inden jeg blev for træt på grund af behandlingen.

– Det var, som om han kunne mærke, når jeg ikke havde mere energi. Så endte vi med at ligge og putte.

Undervejs i forløbet får Sandra også mere mod på tilværelsen og troen tilbage.

– Det var specielt, når jeg var alene og om aftenen, når jeg puttede Milas, at jeg blev bange og nervøs. Men jeg skulle klare den, det skulle ikke være nu, at mit liv sluttede. Jeg ville bare være sammen med min familie.

Behandlingen virker, og knuden skrumper så meget, at højre bryst kan fjernes.

Undervejs melder et nyt dilemma sig. Der er stor risiko for, at kræften kan vende tilbage i Sandras æggestokke, så de skal fjernes inden for få år.

Parret drømmer om et barn mere og må nu igennem svære overvejelser, fordi Sandra risikerer at give genet videre.

– Vi har talt det igennem mange gange. Vi har virkelig vendt og drejet det hele, forklarer Morten og fortsætter:

– Vi overvejede at bruge fertilitetsbehandling, fordi de kan fjerne genet. Men ventetiden var for lang i forhold til vores tidshorisont og den ventende operation.

Parret holder fast i deres drøm, Sandra bliver gravid og føder datteren Melia.

– Jeg kan stadig få dårlig samvittighed over, at vi valgte at få hende, fordi jeg er bange for, at folk tænker dårligt om mig og os, siger Sandra.

– Heldigvis er lægerne allerede dygtige, og om 20 år er de endnu dygtigere. Nu ved vi, at der er et gen at være opmærksom på. Det vidste vi jo ikke, da vi fik Milas, lyder det trøstende fra Morten.

Noget at leve for

I dag er Sandra 34 år og erklæret kræftfri. Hun har netop fået genskabt sit venstre bryst, der blev fjernet præventivt for en sikkerheds skyld.

Sønnen Milas er fem år, datteren Melia er halvandet år.

– Nu sidder jeg her i dag med hus, kæreste og børn. Jeg er kommet ud på den anden side, konstaterer hun og er bevidst om, at sygdomsforløbet har ændret hende:

– Tiden er blevet vigtigere. Jeg skal ikke arbejde til sent, jeg skal hjem til familien og være sammen med dem.

– Nu er jeg nået hertil. Jeg er nået så langt, og der er virkelig noget at leve for. Jeg skal nå at opleve ungerne blive store.

Gennem hele sit forløb har Sandra været åben om sygdommen på sociale medier, og når folk har spurgt.

– Det er både for at undgå snak i krogene og for at række ud, så vores omgangskreds måske også har lidt nemmere ved at være i det sammen med os, forklarer hun.

Det har været vigtigt for parret at have børnene med undervejs.

– Når jeg havde paryk på, sagde Milas wauw. De har også danset med mine parykker og leget med min gummi-babs. Vi har lavet meget fis med det, griner Sandra.

Hun har valgt at være åben, fordi hun selv har savnet nogen på sin egen alder at spejle sig i og tale med. Samtidig håber hun, det kan inspirere andre:

– Kræft kan ramme alle. Hvis der er noget, så få det tjekket.

Selv om kræften er væk, og Sandra er vendt tilbage til en mere normal hverdag, ligger minderne stadig på lur – og dermed også frygten.

– Lugten af håndsprit kan gøre mig utryg, fordi jeg var i behandling under corona. Lugten får mig til at tænke på kemo med det samme. Jeg kan nærmest mærke og smage den i mig, forklarer hun og fortsætter:

– Jeg lever nu og her, men frygten ligger da i baghovedet. Når jeg føler, at noget er anderledes, så bliver jeg let nervøs.

Kæresteparret har været sammen i ni år, hvor Sandra sygdomsforløb har fyldt godt halvdelen.

– Jeg kan da godt være ked af, at du har valgt mig, erkender Sandra og kigger på sin kæreste.

– Det er ikke noget, du kan gøre for. Det er ikke din skyld, og jeg er her jo endnu, svarer Morten med et kærligt smil.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.