Man kører simpelthen træt: Sidste sæson af ‘The Handmaids Tale’ svigter alt det, den har bygget op

Efter tre sæsoner af ‘The Handmaid’s Tale’, var jeg tæt på at give op. Serien var begyndt at køre i ring, og da June Osborne langt om længe stod på grænsen til et frit liv i Canada, vendte hun om og tog tilbage til Gilead og sit liv som tjenestepige (læs fange) hos Fred og Serena Waterford. Det magtede jeg ikke.

Men serien kom tilbage på sporet med fjerde sæson, og der var noget dybt tilfredsstillende ved at se Fred Waterford få som fortjent, da han blev tæsket ihjel af June og flere tidligere tjenestepiger fra Gilead.

I sæson fem fortsatte June kampen for at få Hannah tilbage, mens Canada blev mere og mere fjendtlig overfor de amerikanske flygtninge. Da Luke forsvarer June og kommer til at dræbe en canadier, bliver han anholdt, mens June må flygte ud af landet med Nicole.

I toget med hundredvis af andre flygtninge møder hun til sin store overraskelse Serena Waterford, der også er på flugt med sin søn Noah. Hun har langt om længe indset, hvor frygteligt et sted Gilead er, hvis man er kvinde og enlig mor.

Således sluttede femte sæson af ‘The Handmaid’s Tale’ for omkring tre år siden.

OVERFLØDIG START

I begyndelsen af sjette sæson har June og Serena været på farten i nogle timer. Serena ser June som en ny ven, hun er på flugt med. Den opfattelse deler June af gode grunde ikke, men hun er stadig hjælpsom, når det kommer til Noahs sikkerhed: Børnene er det vigtigste og skal beskyttes for enhver pris.

Det viser sig, at flygtninge-toget er på vej til Alaska. Og at det er en lang tur, er man ikke bange for at understrege i sæsonens første afsnit. Desværre bliver togturen primært brugt til at genopfriske vores minder om, hvad de to kvinder har været igennem – og det er ikke særlig interessant.

Det er, som om seriens skabere ikke har tiltro til, at vi som seere kan huske, hvad der er sket i de forrige fem sæsoner af utallige og brutale voldtægter og mishandlinger. Det kan vi godt.

Det kan de mange flygtninge og tidligere tjenerinder, der befinder sig på toget, også. Og da de opdager, at Miss Waterford er på flugt sammen med dem, burde helvede bryde løs og Serena være i alvorlige vanskeligheder. Men hun slipper med skrækken, og hun slipper for let, takket være June, der kommer hende til undsætning.

Man forstår godt, at June vil hjælpe Serena. Samtidig forstår man også kvindernes trang til hævn - på samme måde som da June fik sin hævn over Fred. Det er derfor lidt urealistisk, hvor let Serena slipper ud af toget, og hvor medtagne hun og Noah efterfølgende er. Hun har fortjent en lidt større skræk i livet, end den hun får.

Og da toget sidst i første afsnit ankommer til Alaska, sidder man med en irriterende fornemmelse af ikke at være blevet klogere på, hvad sæsonen vil.

DET ENDELIGE OPGØR LADER VENTE PÅ SIG

Den fornemmelse fortsætter desværre i de efterfølgende afsnit, der byder på flere lange og ligegyldige samtaler mellem alle de kendte karakterer. Heriblandt Luke, der netop er blevet løsladt og mere opsat på hævn end nogensinde. Han har været rimelig passiv i de forrige sæsoner - men det er slut nu.

Nu skal det endelige opgør indledes, og June når kun lige at falde til i Alaska, inden hun tager tilbage til Canada for at hjælpe Luke og veninden Moira. Man sidder og tænker, hvorfor hun overhovedet har været på den uendeligt lange togrejse – og hvad vi skal bruge den til.

Inden June kommer tilbage, har Luke og Moira sluttet sig til oprørsgruppen Mayday og er taget til ingenmandslandet ved siden af Gilead for at begynde forberedelserne til det opgør, man har ventet på siden sidste afsnit af forrige sæson.

Men vi kommer til at vente endnu længere på det opgør. For hold op, hvor bliver der snakket meget om det, og hvor sker der lidt. Vi skal helt hen til femte afsnit, før Mayday er klar til deres indledende mission mod Gilead.

Luke er pludselig blevet en del af ledelsen i Mayday og er både medarrangør og bombeekspert i forbindelse med aktionen. Hvordan han har fået sin ekspertise og ikke mindst sin fornyede drivkraft, finder vi aldrig rigtig ud af.

Men missionen skal i gang, og ganske som frygtet er den lige så uinteressant som seriens manuskript. Den går i alt sin enkelhed ud på at placere nogle bomber i Gileads bordel og sprænge en masse guvernører i luften. Hvad kan gå galt?

UTROVÆRDIGHEDEN ØDELÆGGER SPÆNDINGEN

I mellemtiden er Gileads ledelse, heriblandt Joseph, i fuld gang med at hylde deres seneste påfund, New Bethlehem, der er skal være et “fristed” for de mange mennesker, der har forladt Gilead. Og det lader til at være en kæmpe succes som følge af det voksende had til flygtningene i Canada.

Og man har tilsyneladende mere travlt med at være sammen med escortpiger end at holde øje med den udefrakommende trussel. Forklædt som Mathaer har June og Moira i hvert fald ingen problemer med at snige sig ind i Gileads bordel, Jezebels, der er fuld af guvernører.

Uden at spoile er det ikke for meget at sige, at det der sker herfra, er hamrende utroværdigt i forhold til, hvad vi ved om Gilead, der har vagter og “øjne” overalt.

Det er stort set ubesværet for June og Moira at bevæge sig rundt, og mens missionen er i gang, er der tid til både skænderier, rørende snakke og sex – det styrker ikke ligefrem fortællingens troværdighed om, at det er en livsfarlig mission, de er på.

UNDERHOLDNINGSVÆRDIEN STIGER

Det fantastiske univers, man har bygget op i en af de mest anmelderroste serier i nyere tid, smider man fuldstændig på gulvet, og efter de seks første afsnit, er der ikke meget, der holder en til ilden. Man kører ganske enkelt træt, fordi den har så travlt med at genopfriske alt det, vi godt ved. Kun få gange kommer den med noget nyt.

Men holder man ud, er der en smule lys for enden af tunnelen. Underholdningsværdien stiger nemlig markant hen mod slutningen. Det er dog ikke ens betydende med, at troværdighed og kvalitet gør det samme.