Bolig
10. april 2025

Har du plukket en smuk forårsbuket? Her er 6 ideer til vaser, du selv kan lave

Forårsblomsterne pibler op af jorden, og snart er sommerens blomsterhav alle steder, vi kigger hen.
Af: Therese Grønborg Steffensen
Friske forårsblomster

Foto: Rikke Westesen

Lag på lag

Kender du til en fugebagstop? Det er en slags skumstrimmel, der sikrer, at fugerne ikke flyder ud. Men den kan også bruges rundt om en vase for at skabe en lagdelt effekt.

Lim to glas sammen med gaffatape. Mål omkredsen af de to glas, og klip stykker af fugebagstop i samme mål. Du skal have nok til at dække hele vasen. Lim de afklippede stykker sammen en efter en med tokomponent lim. Lad det tørre.

Mal vasen med hæftegrunder, og lad tørre. Bland natron i en ønsket farve maling for et mat og grynet resultat, og mal, evt. ad flere omgange. Vi har valgt en brunlig nuance, så vasen får et terrakottalook.

https://imgix.femina.dk/2025-04-09/rikkewestesen_theresesteffensen_isabellas_diy_20660.jpg

Foto: Rikke Westesen

Sølvbeklædt

Blanke overflader og krom er særligt trendy lige nu. Lav din egen version af en kromvase med sølvpapir. Klip et stykke pap ud i målene H 20 x L 53 cm. Markér med en streg ved hver 7. centimeter på pappet, dvs. 7 streger i alt.

Du skal have ca. 4 cm. i rest til at lime vasen sammen med. Tegn halvcirkler mellem hver streg i den ene ende af pappet. Du kan bruge et glas som skabelon og tegne efter det. Klip halvcirklerne ud. Skær med saksen, dog ikke helt igennem, ved hver streg, så du nemt kan bukke vasen til en heptagon.

Beklæd vasen med alufolie, og lim vasen sammen. Lav eventuelt en bund ved at klippe et stykke pap ud i en heptagon, som passer med dine mål. Du kan også undlade at lave en bund og i stedet blot sætte en cylindervase ind i coveret.

https://imgix.femina.dk/2025-04-09/rikkewestesen_theresesteffensen_isabellas_diy_20667_0.jpg

Foto: Rikke Westesen

Sød og salt

Med brede penselstrøg kan du nemt give en vase et nyt look. Brug lim og salt til at give vasen en taktil overflade. Hæld lim i en lille beholder eller lignende, og pensl med lim på glasvasen i forskellige geometriske, bølgede og runde former.

Lav et par former ad gangen, og drys salt over. Fortsæt hele vejen rundt om vasen, og lad det tørre. Du kan med fordel spraye vasen med spraylak eller hårlak for at fæstne saltet bedre til vasen, så det ikke drysser af.

https://imgix.femina.dk/2025-04-09/rikkewestesen_theresesteffensen_isabellas_diy_20681.jpg

Foto: Rikke Westesen

Frynsegoder

Forny en gammel vase med et stykke stof, og vasen får et forandret, japansk-inspireret udtryk. Mål omkreds og højde af cylinderglasset, og klip stoffet efter målene – læg ca. 4 centimeter til i begge ender. Trevl den ene kant op på den lange side, så stoffet frynser.

Lim stoffet fast rundt om glasset med den frynsede kant i toppen. Du kan nøjes med at lime det, der hvor stofenderne møder hinanden. På den måde forbliver stoffet løst og levende og ikke for påklistret.

Lav en pæn bund ved at klippe stoffet et par steder ind til bunden. Lim bagefter hvert stykke fast i bunden. Bind et bånd om vasen med en enkelt knude, og lad gerne enderne være lidt lange.

https://imgix.femina.dk/2025-04-09/rikkewestesen_theresesteffensen_isabellas_diy_20669.jpg

Foto: Rikke Westesen

Vase af papir

Indkøbsposer af papir kan sagtens bruges til andre formål, for eksempel en flettet vase. Klip en papirpose ud i reelle stykker, gerne så store som muligt. Klip omkring 50 strimler i målene 16 x 2 cm. Tag 1 strimmel, og lim 8 strimler fast vinkelret langs den ene strimmel.

En efter en flettes de resterende strimler på de påklistrede 8 strimler. Lim til sidst det flettede stykke sammen på den lange side, og sæt coveret hen over glasset. Pas på coveret ikke bliver vådt, når du fylder vand i vasen. Det kan det selvfølgelig ikke tåle.

https://imgix.femina.dk/2025-04-09/rikkewestesen_theresesteffensen_isabellas_diy_20673.jpg

Foto: Rikke Westesen

Rørende effekt

Har du rester af papsugerør, kan du beklæde en mælkekarton og bruge den som vase. Klip toppen af en mælkekarton, så den passer i størrelsen med sugerørene. Rens grundigt.

Lim sugerørene fast side om side rundt om hele mælkekartonen. Brug 2 forskelligfarvede sugerør, eller hold den i en enkelt farve. Brug elastikker til at holde sugerørene på plads, mens limen tørrer. Sæt en høj vase ned i kartonen, så den ikke lækker.

https://imgix.femina.dk/2025-04-09/rikkewestesen_theresesteffensen_isabellas_diy_20663.jpg

Foto: Rikke Westesen

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 12/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også