"Bella skulle have akut kejsersnit, og det kostede 18.000 kroner. De penge indsamlede Rikke i løbet af en time"

Himlen er høj, og luften frysende kold. Det er søndag i Aarhus, og byens hjemløse flokkes om en lille madvogn i Sydhavnen. De kommer fra alle dele af byen. Med trækvogne, barnevogne og sorte affaldssække.

– Er der suppe?, lyder det fra køen.

– Ja, men der går lige fem minutter, før den er varm, siger Rikke Sejthen fra bilen.

– Men du kan få et stykke othellolagkage til forret.

– Ja tak. Og en smøg.

Snart langes kaffe, kage, smøger og suppe over disken, og gadens folk sætter sig ved de opstillede borde.

Karolines karrysuppe er tilsat nærende grøntsager, kartofler og kylling. Dertil hvidløgsflutes. Maden skal mætte, og den skal give varmen. Det er vigtigt.

Stemningen er lige så varm som suppen, og Rikke får kram på kram på kram.

Hun deler mad ud, lytter og tilbyder hjælp til praktiske problemer.

– Hej min ven. Hej søde. Hej Poul, dejligt, du har den jakke på, du fik i julegave. Hej Lars … Ring til mig i morgen, så finder jeg ud af noget …

Rikke Sejthen, 45 år, kan skrive meget på sit CV. Hun er kvinden bag Mega Kup, som var Danmarks første indendørs second hand-marked kun med tøj.

Hun har boet på øgruppen Maldiverne, hvor hendes mand fløj vandflyver, og nu er hun HR, administrations- og sikkerhedschef i Nordic Seaplanes. Et krævende fuldtidsjob, men Rikke har altid tid til det, hun kalder sin gadefamilie.

Hun tager forbi Værestedet på Sydhavnen flere gange om ugen og deler ud af både tid og telefonnummer. De hjemløse kan ringe døgnet rundt, og det gør de.

– Rikke redder os tit, siger Charlotte.

Hun sidder med suppe og hundene Bella, Loppe og Rita. Mor, far og hvalp.

– Bella skulle have akut kejsersnit, og det kostede 18.000 kroner. De penge indsamlede Rikke i løbet af en time. Hun skaffede også penge, da Bella blev smittet med rottebakterier og skulle have fjernet øjet, fortæller Charlotte taknemmeligt og gentager:

– Rikke redder os.

Hver aften klokken 22 møder Charlotte op i byens nattjeneste i håb om at få en af stedets 10 sengepladser. Hundene må ikke komme ind, så de sover ude i den lille vogn, som Charlotte trækker efter sig. Nu er vognen gået i stykker, og det kræver en fagmand at få den til at køre.

– Jeg ringer til cykelhandleren i morgen, lover Rikke.

Tak for kaffe, mad og kage

Der er noget livsbekræftende over det rå gademiljø denne frostbidte dag. Ordet tak lyder igen og igen. ”Tak for mad. Tak for suppe. Tak for kaffen, den var god.” Og det hele bliver tilsat kram.

Salim står bag vognen og får en snak med Rikke. Han er også taknemmelig. Da hans mor lå for døden i Algeriet, sørgede Rikke for, at Salim kunne rejse til sit hjemland og tage afsked.

– Rikke hjalp mig med en flybillet. Det betød meget for mig. Jeg nåede at være sammen med min mor, inden hun døde. Det er jeg taknemmelig for. Hun var fjern, men hun kunne fornemme, at jeg var der, fortæller Salim.

For enden af madvognen sidder en mand alene ved et lille bord. Han banker på døren til bilen og spørger høfligt:

– Kan jeg mon få en kop kaffe til? Den er delicious.

– Det er Lars, fortæller Rikke. Han har det svært og er meget psykisk syg. Han har svært med at være sammen med andre, men det går fint, når han kan sidde ved sit eget bord.

– Jeg har det dårligt med, at han sover ude om natten. Han siger, at det er en del af den livsrejse, han er på. Efter en fælles frokost bad han mig tjekke vejret, og det så nogenlunde ud. Men så vågnede jeg midt om natten og hørte, hvordan det var begyndt at storme. Så lå jeg der og tænkte på Lars. Klarer han den? Det er hårdt at vide, at de ligger derude.

Rikkes Sejthens gadefamilie ejer ikke meget, men de bærer på en tung bagage af overgreb, svigt, vold og misbrug.

– Jeg forstår godt, at de må dulme livet med alkohol og stoffer, siger hun.

Rikke tager skæbnerne til sig. Hver og en har de plads i hendes hjerte, og på spørgsmålet om det aldrig bliver for meget, er svaret kort.

– Nej. De har mit nummer, og de ved, de kan ringe.

– Det gør mig megaked af det, at mennesker har det så dårligt. Jeg græder med dem, når de er pressede og ikke har et sted at sove. Jeg har lyst til at tage dem alle sammen med hjem. Det kan jeg jo ikke, men jeg kan hjælpe med mange ting, siger Rikke Sejthen.

Hjemløse vil også se pæne ud

Det gør hun så. Inden de hjemløse går videre denne søndag, er der kommet lidt mere i de sorte sække. Rikke har fundet varme sokker og undertøj og deler ud til dem, der mangler. Det er nyt, for det handler om værdighed.

– Jeg står for Værestedets tøjrum, og jeg bliver ked af det, når jeg ser, hvad folk donerer. Meget tøj er for dårligt, og vi bruger meget tid på at sortere det dårlige fra. Jeg ville ønske, folk tænkte mere over, hvad de donerer. Hjemløse vil også gerne se pæne ud og gå i tøj, der er rent og dufter godt.

– Nogle bliver fornærmede, når vi siger nej tak til tøj, der er dårligt. Det er ikke, fordi vi er utaknemmelige, men vi vil gerne have det ind i folks bevidsthed. De her mennesker skal også have et værdigt liv.

Rikke vender ofte tilbage til værdigheden. Den er også vigtig, når hun er med ved bisættelserne og senere sætter urnen ned i det gravsted, hun købte for to år siden.

– Jeg købte et tredobbelt gravsted. Her er lagt brosten formet som et hjerte. Stenene symboliserer livet på gaden, og den afdøde får sit navn på en sten. På den måde bliver de ikke glemt. Det betyder meget for dem at vide, at deres navn kommer på en sten. Det er et familiegravsted for gadens folk. Her kan vi samles, når vi har været til bisættelse, fortæller hun.

Og Rikke er til flere bisættelser end de fleste, for livet på gaden er skrøbeligt.

– Vi mister mange, og det er hårdt. Jeg købte gravstedet, da jeg havde været til tre bisættelser på en uge.

– Jeg vil være med. Jeg har jo kendt dem, og mange har ingen familie. Det er også mig, der henter urnen, hvis der ikke er efterladte. Det skal ikke overlades til en kirkegårdsmedarbejder. Og nu har vi et fint sted, hvor vi kan samles efter bisættelserne. Det er alle meget rørt over.

Livet er barsk som hjemløs, men fire vægge og et møblement er ikke altid løsningen.

– Det har jeg oplevet flere gange. De får et hjem, men de får ikke hjælp til at være i det hjem. Mange føler sig udskammet i det boligbyggeri, de er havnet i. Alene og magtesløse.

– De her mennesker har svære livsvilkår med sig, og så sidder de pludselig der helt alene med alle tankerne. Livet rammer hårdt, når man er alene, siger Rikke.

Ingen ballade

Rikke Sejthen mødte byens hjemløse første gang for 13 år siden, da hun hjalp til ved en julefrokost. Nu arrangerer hun selv julefrokost, og her hjælper århusianerne med donationer.

– Jeg laver en indkøbsliste på facebook, og så donerer folk det, de kan. Nogle har råd til at give et kilo salt, andre 60 glas kartofler. Vi har mange faste donorer, og mange er taknemmelige for at kunne hjælpe. Julefrokosten betyder meget, ikke bare for de hjemløse, men også for dem, der hjælper, fortæller Rikke, der også hvert år holder juleaften på Værestedet.

Sidste år købte hun 200 personlige gaver til sin store gadefamilie.

Efter den første julefrokost mente Rikke, at der var alt for længe til den næste. Så lavede hun påskefrokoster, og nu kører hun rundt med sin madvogn hver søndag. Bilen hedder ”Det Rullende Hjerterum”, og foruden mad er der garanti for kram, kærlighed og hygge.

– Hos mig er der kun én regel: Ingen ballade. Vi skal hygge os. Vi bringer noget positivt ind i de her menneskers liv, og vi møder dem med respekt. De glæder sig til søndag, og de har ellers ikke meget at glæde sig til.

Både Rikkes familie og kolleger bakker op og hjælper, når de kan. Flere medarbejdere på Nordic Seaplanes har valgt, at deres firmagave skal veksles til gaver til hjemløse, og virksomheden giver ikke julegaver til kunderne mere. De penge går til skiundertøj til de hjemløse.

– I år tog jeg med en ung mand ud for at købe nyt, varmt skitøj for pengene. Han lignede en skiguide, da vi var færdige. Det rører både ham og vores medarbejdere, siger Rikke.

Hun har stiftet foreningen ”Hjemløs i Aarhus” og vundet flere priser for sit arbejde. Nu drømmer hun om at drive sit eget værested. Et sted, hvor det er hendes og ikke kommunens regler, der gælder. Hvor man ikke lukker og henviser folk til banegården eller giver karantæne.

– Der er ikke nogen, der skal have karantæne fra mit sted, siger hun med overbevisning.

– Jeg holder øje med ledige lokaler i byen. Men indtil da er mit næste projekt at skaffe penge til en bil. Mange vil gerne på tur, og flere elsker at fiske. Og så kan vi tage sæderne ud og bruge bilen til flyttebil. Være med til at finde gode, brugte møbler og gøre et nyt hjem til et rigtigt hjem, siger Rikke, inden hun går hen til sin bil og henter en stor, flot kagemand.

Den er til Carsten, der er blevet 54 år.

– Hold da op, siger han rørt. Sådan én har jeg ikke fået, siden jeg var barn.

Han stiller kagen foran vennerne på bænken, og gadens rustne stemmer bryder spontant ud i fælles fødselsdagssang. Hæse, men med overraskende styrke.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 12/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.