Her tøffer verdens højst beliggende jernbane året rundt - og måske er det dit næste rejsemål

Der er koldt i knap 3.500 meters højde – også selv om det er sommer.

Termometeret viser to grader, vinden blæser med 54 meter i sekundet, og denne kølige kombination kommer tydeligvis bag på mange af de asiatiske turister, der har taget turen op iført hotpants, tynd skjorte og selfiestang.

Vi andre ligner de praktiske nordeuropæere, vi også er. Iført skiundertøj, varme trøjer, vandrestøvler, huer, og et komplet regnsæt yderst – ikke superegnet til familiefotos, men til gengæld er vi perfekt klædt på til at besøge Aletsch-gletsjeren, der er Alpernes største.

For at komme til ”Top of Europe”, som området har navngivet sig selv i turismeøjemed, skal man først med en ultramoderne gondol med plads til 26 personer, som er en del af en milliardinvestering i hele området fra 2019.

I gondolen er der en lille skærm med små videoer, hvis man skulle kede sig på turen op – hvilket er meget svært at forestille sig, udsigten taget i betragtning.

På stationen Eigergletscher skiftede vi til et tog, som fragtede os de sidste ni kilometer, heraf godt syv inde bjergets tunnel, før vi til sidst landede på Europas højst beliggende jernbanestation, Jungfraujoch, der er udgangspunkt for flere af aktiviteterne i området.

Det var forretningsmanden Adolf Guyer-Zeller fra Zurich, der for langt over 100 år siden havde visionen om at skabe en højtbeliggende jernbane. Arbejdet begyndte med hakker og økser i 1896, og det enorme projekt kom til at tage de – primært italienske – arbejdere 16 år. Stationen åbnede i 1912, men det nåede manden bag desværre ikke at opleve, da han var død 13 år tidligere.

I begyndelsen var det selvsagt en stor attraktion for de velhavende schweizere at besøge bjergtoppen, men i årenes løb er også en international forskningsstation med fastboende forskere kommet til sammen med en række tiltag for turister, blandt andet en zipline og en ”funpark” på gletsjeren.

Ind i gletsjeren

Vi træder ud af toget og ind i en moderne stationsbygning med både eksklusive souvenirbutikker, tre restauranter og et stort indendørs udstillingsområde – inde i bjerget, forstås.

Det blæser så meget, at der lige nu slet ikke er åbent direkte ud i sneen til gletsjeren, men efter 25 sekunders elevatortur på hele 108 meter (!) når vi i stedet det, vi alle er kommet for – det udendørs plateau med udsigt ud over den 22 kilometer lange gletsjer.

Jeg føler mig svimmel, og et kort øjeblik må jeg lige sidde på en bænk. Vi er trods alt kommet ret højt op på ret kort tid.

Når vinden har jaget skyerne væk, og solen kigger frem et øjeblik, er det klichéfyldt magisk at se ud over den blåhvide sne med sprækker og revner.

Man kan rent faktisk godt tage en vandretur på gletsjeren, men vores guide har ikke tilladelse til at tage gæster med på tur derud, så vi nøjes med oplevelsen omkring stationen.

Der er heldigvis nok at tage sig til inde i bjerget. Vi går gennem en stor fotoudstilling og videre til Ice Palace, der består af is på gulv, vægge og loft. Her er forskellige isskulpturer udstillet – i sig selv er de ikke fantastiske, men det er til gengæld hele tanken om, at vi faktisk går rundt inde i en gletsjer.

Efter lidt istid og et obligatorisk besøg i det berømte chokolademærke Lindts bland selv-butik kan vi se på skærmene, at der nu er åbnet ud til gletsjeren.

Området, hvor besøgende må gå, er afgrænset af et hegn, men man får stadig en fin fornemmelse af storheden og sneen. Vi holder det schweiziske flag i blæsten, får taget billeder og har på en måde erobret nyt land – eller i hvert fald for første gang oplevet sne om sommeren.

Bagefter spiser vi ostefondue på a la carte-restauranten – en af områdets specialiteter, som passer perfekt til en vinterdag i juli.

På tur i det grønne

Neden for Jungfraujoch ligger byen Grindelwald, der har udviklet sig fra at være en landsby med traditionelt landbrug til et stort turistmekka. Det begyndte i slutningen af 1800-tallet, hvor man fik øjnene op for vintersport, og det første skisportshotel åbnede her.

I dag besøger mange hundrede tusinde turister Grindelwald hvert år, ikke mindst har en stor marketingindsats i Asien båret frugt i sådan en grad, at byens butikker har skilte på flere asiatiske sprog. Vi overvejer, hvad det betyder, når en T-shirt har ”asian fit”…

Mest af alt er det udsigten til adskillige bjergtinder, der betager, når man går tur i Grindelwald og lægger nakken tilbage. Som de fleste andre vil vi gerne op i terrænet, der med undtagelse af gletsjeren er lysende grønt her i sommertiden og nærmest kalder på vandreture og ekstraordinære naturoplevelser.

Næste morgen tager vi kabelbanen til stationen Männlichen og går først ruten ”the royal walk” – en smuk tur på en times tid op til en træplatform med den mest fantastiske udsigt til både dal og tinder – når altså de drivende skyer giver plads.

Herefter fortsætter vi i området via Panorama Trail, hvor vi konstant har udsigt ned over dalen. Vi er bestemt ikke alene på stien, men får da bevæget os forbi de største grupper, så vi kan nå frem til frokost ved togstationen Kleide Scheidegg, hvorefter vi tager toget tilbage til byen.

Så går det nedad

Om eftermiddagen udforsker vi bjergene på den anden side af byen. Vi tager kabelbanen til stationen First, som udtales på tysk.

Rundt om et stykke af bjerget er der anlagt et trædæk, hvor man kan gå en promenadetur. Her kan man også leje mountainbikes og på den måde komme lidt længere væk fra alfarvej, men det er ikke for hverken de nervøse eller utrænede, når turen går ned ad grusstierne.

Vi sætter i stedet kurs mod Lake Bachalp, en turkisgrøn bjergsø en god times vandring væk. Mange andre har valgt samme rute, selv om der er en pæn stigning i begyndelsen.

Søen gemmer sig lidt rundt om et hjørne, men pludselig ligger den foran os som et fotomanipuleret postkort. I stedet for at gå tilbage samme vej, får vi mod på mere, da vi ser et skilt, der viser ned mod en af mellemstationerne på kabelbanen.

Vi går næsten alene langs bjergsiden på en smal, lidt ujævn sti og kan se både langt ned og langt op. Vi begynder i knap 2.000 meters højde.

Køernes bjælder fra græsmarkerne omkring os høres tydeligt, men ellers er der musestille – altså lige indtil jeg glider i noget løst grus og giver et lille skrig, da jeg slår hul i bukserne og knæet ned i en sten. Heldigvis kun et hurtigt slag, så vi fortsætter turen.

Der er tydeligt skiltning, men det går løbende nedad over flere hundrede højdemeter. Vi fornemmer kabelbanestationen i det fjerne, selv om den kun er en lille prik i alt det grønne.

Cirka halvvejs lander vi på en lidt større grusvej og ser et skilt, der viser direkte ned mod målet – vi skal dreje fra ad en lille sti, som vi tænker er en genvej. Stien er så smal og støt faldende, at jeg må bruge en stor gren som vandrestav.

Mange steder er det høje, naturlige trin gennem tæt bevoksning, og vi fortryder lidt, at det var den vej, vi valgte.

Tanken om at gå tilbage er dog værre, og den trøst bærer os frem til kabelbanen halvanden time senere. Resten af selskabet hopper på en såkaldt trottibike – en mellemting mellem en cykel og et løbehjul, der kommer pænt op i fart, når ruten primært går nedad.

Jeg tager kabelbanen, og vi mødes nede i byen – og ser til vores store overraskelse, at dagens vandreture blev til mere end 20 kilometer i alt.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 12/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.