’Det andet offer’ er hård at se. Men hvor er det en vigtig film

Det er en kunst at sætte et menneskeligt ansigt på et større, samfundsmæssigt problem. Men det lykkes for Zinnini Elkington, der med ’Det andet offer’ leverer en imponerende nuanceret og empatisk debutfilm om alt det, der ikke må ske – men som alligevel sker. Og ikke mindst konsekvenserne.

Neurologisk afdeling er underbemandet, og den både dygtige og erfarne læge Alexandra (Özlem Saglanmak) må tage bagvagten på akutafdelingen – ved siden af sit almindelige arbejde. Ovenikøbet med en helt nyuddannet, og meget nervøs, læge (Mathilde Arcel) som forvagt.

Midt i en krævende sag på hendes egen afdeling, hvor hun skal tage en beslutning, der potentielt kan få store konsekvenser, bliver Alexandra kaldt til Akutafdelingen, hvor en ung mand er kommet ind med hovedpine. Den unge læge er usikker på, om han skal videre til scanning, og ønsker en mere erfaren læges vurdering.

En hurtig undersøgelse afslører imidlertid ikke, at der er noget galt. Men måske var den lige lovligt hurtig? Alexandras konklusion viser sig nemlig at få store konsekvenser. Ikke bare for den unge mand og hans forældre (Trine Dyrholm og Anders Matthesen), men også for Alexandra, der rystes i sin grundvold og sin identitet som læge.

For hvordan skal man kunne sætte patienterne først, når man forventes at kunne være fem steder på samme tid? Og kan man kalde sig selv for en dygtig læge, hvis man begår fejl? Endda af ganske alvorlig karakter.

Flere ofre

’Det andet offer’ er en betegnelse, der benyttes i sundhedssystemet, når en sundhedsfaglig person, trods kompetence og vilje til at yde sin bedste indsats, begår en fejl, der får store konsekvenser for både patient og pårørende – men også for den sundhedsfaglige selv. Mentalt, og måske på sigt også juridisk.

Og det er det, Zinnini Elkington har ønsket at beskrive i sin film, der er blevet til på baggrund af flere års grundig research. Under arbejdet med filmens manuskript har hun således talt med både forskere, læger, sygeplejersker, NGO’er og pårørende, ligesom hun selv har været med på vagt i et trombolyse-afsnit.

Filmen er desuden optaget on location på Herlev Hospital. Det viser en omhu, grundighed og respekt for både virkeligheden og alle de væsentlige detaljer. Og det kan mærkes i filmen, der fra start til slut er lige så troværdig, som den er spændende. Og ubehagelig.

Hjertet oppe i halsen

For ’Det andet offer’ er ikke en udelt fornøjelse at sidde igennem. Faktisk er det til tider direkte stressende at følge med i Alexandras højspændte arbejdsdag, der tager hende fra den ene yderlighed til den næste.

Man har nærmest hjertet oppe i halsen af medfølelse og frygt, når hun går ned ad hospitalets lange gange, for hvad venter der rundt om næste hjørne? En rasende pårørende, en buket blomster fra den patient, hvis liv hun også nåede at redde tidligere på dagen, en kollega, der prøver at tørre al skyld af på hende, eller en chef, der ser på hende med et vurderende blik, for at måle hendes kompetence, eller mangel på samme.

Eller måske bare et af de spøgelser, som en ældre, mandlig kollega belærer Alexandra om, at man må leve med som læge. “Vi har alle vores egen kirkegård”, som han siger. For man kan redde mange, men man kan ikke redde alle. Uanset hvor umage man gør sig. Det kan være svært at leve med, men man er nødt til at prøve.

Ikke alt kan kontrolleres

Og det er et tema, der løber under hele filmen. At i en tid, hvor vi mere end nogensinde forsøger at tiltvinge os kontrol over både liv og død, med biohacking og medicinske landvindinger, er vi stadig nødt til at acceptere, at den ultimative kontrol aldrig vil være helt indenfor rækkevidde.

At der findes ting, vi ikke kan kontrollere. Og at det i øvrigt er menneskeligt at fejle. Selv i job som Alexandras, hvor der på ingen måde er plads til det, fordi konsekvenserne potentielt er for alvorlige. Og at et hospital i øvrigt også, i sidste ende, er en arbejdsplads!

Fint illustreret ved de mange små detaljer i (arbejds)livet, der fortsætter som sædvanlig omkring Alexandras indre kaos og oprør. Inklusive den unge læge, der har kastet al med-skyld fra sig og jokende laver film til de sociale medier. For livet går videre, selv når det ikke gør. Og åh, hvor man dog inderligt håber, at det også må gå videre for Alexandra!

Endelig en hovedrolle

Ikke mindst fordi hun er så vanvittigt godt og indlevende spillet af Özlem Saglanmak, der for længst har bevist sit værd som skuespiller på både film, i serier og teaterstykker. Men faktisk aldrig har haft en bærende hovedrolle på film. Før nu.

Og hold nu op, hvor det klæder hende. Selv når man har lyst til at kigge væk, kan man ikke få øjnene fra hende eller lade være med at engagere sig i både Alexandras fortælling og den større fortælling, der udspiller sig omkring hende.

For selvom fokus er på det helt nære og menneskelige, er der også en svirpende politisk brod i beskrivelsen af et sygehus med alt for få ressourcer, fyldt med sundhedsfaglige, der må løbe alt, alt for stærkt. Da tragedien rammer, kan man ikke lade være med at sende en tanke ud mod de politiske beslutningstagere: Hvad havde I regnet med? Det måtte jo ske!

Özlem Saglanmak får stærkt med- og modspil af Trine Dyrholm som den unge mands mor, der går igennem hele følelsesregisteret – fra nervøsitet over vantro, vanvittig sorg og vrede til afdæmpet og udmattet erkendelse. Ingen kan spille så fænomenalt og troværdigt i så følelsesladet en rolle som hun.

’Det andet offer’ er en stærk og vigtig fortælling i det politiske landskab. Men det er først og fremmest en rørende og empatisk fortælling om mennesker – i flertal – der kastes ud på en følelsesmæssig rutchebanetur, de ikke i deres vildeste fantasi havde set komme, da de stod op samme morgen.

En film, man tager med sig videre. I tanker og samtaler.