"Sikke en vild uge". Meghan Markle undskylder til kunder

Foto: Netflix
Meghan Markle havde nok forestillet sig en lidt sødere start, da hun i sidste uge lancerede sit længe ventede livsstilsbrand, As Ever.
Men i stedet for roser, måtte den tidligere “Suits”-stjerne hurtigt undskylde til de mange kunder.
På bare én time blev alt nemlig revet væk fra webshoppen – inklusiv en limited edition-honning med karamelbrud, der tilsyneladende var så populær, at honningen fortsatte med at sælge, selvom der faktisk ikke var flere tilbage.
"Systemet kunne ikke følge med," lyder forklaringen fra As Everi i en mail til de uheldige kunder. “Alt blev solgt på under en time, og backend gik ned – vi beklager."`
Som plaster på såret har As Ever-teamet lovet, at kunderne vil få pengene tilbage – og som ekstra gestus få lov til at vælge en anden gave. Og så fik de sidst, men ikke mindst en sød hilsen fra Meghan selv.

Foto: As Ever
"Min ven… Sikke en vild uge! Jeg er så ked af, at du ikke fik din honning. Vi arbejdede virkelig hårdt og blev lige så kede af det som dig, da vi opdagede, hvad der var sket," forklarer Sussex-hertuginden.
De skuffede As Ever-kunder skal med al sandsynlighed ikke vente længe på deres gratis omgang honning, som Meghan Markle også lover dem i sin besked.
"Der kommer mange flere lækkerier snart," slutter Markle efterfulgt af sin som altid sirligt håndskrevet signatur.
Selvom lanceringen af Meghan Markles længe ventede brand har vist sig at være en massic succes, så er det ikke første gang, at As Ever er kommet i modvind.
Først måtte brandet ændre navn fra American Riviera Orchard efter problemer med varemærket – et mindre tøjfirma i New York brugte nemlig allerede navnet og overvejede søgsmål.
Dernæst meldte en spansk politiker ud, at hun overvejede at sagsøge Meghan for at have planket et våbenskjold til logoet. Og som prikken over i’et opdagede fans for nyligt en stavefejl i et af virksomhedens nyhedsbreve.
Ikke ligefrem drømmestarten på Markles Goop-inspirerede eventyr, men mon ikke Meghan Markle Sussex får rette op på fejlene?
Denne artikel blev først bragt hos Se og Hør, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.