Savner du lidt cowboy-romantik? Nu skal du ikke lede længere

Hvem er klar på en cowboy-serie om det rigtige USA, hvor mænd er mænd, og barbecuesovs er et grundstof?

Efter de seneste par måneders begivenheder, nok ingen.

Men ‘Ransom Canyon’, som netop er kommet til Netflix, er bestilt, mens countrystjernen Morgan Wallen toppede de amerikanske hitlister, og filmet, mens Beyoncés ‘Cowboy Carter’ var tidsåndens største samtaleemne.

Og det er da slet ikke en dårlig idé, eftersom Taylor Sheridan med sin ‘Yellowstone’ for længst har bevist, at temmelig mange mennesker er interesserede i moderne westerns.

‘Ransom Canyons’ største problem er faktisk, at den modsat resten af USA godt kunne bruge lidt mere drama.

Selvom serien foregår i nutiden, og alle har en smartphone i lommen, skorter det dog ikke på stærke americana-symboler: Der er cowboyhatte på ethvert hoved, Chris Stapleton på soundtracket og pickup-trucks til alle - undtagen en politiker, der kører Volvo stationcar, så vi kan se, at han er en degenereret Washington D.C.-skurk.

Trekantsdramaer og energipolitik

Klimaforandringerne spøger i seriens hovedkonflikt, hvor et energiselskab i den texanske storby Austin vil opkøbe nogle ranches ude på landet og føre deres vandreservoirer mod byen. Tre lokale landmænd skal alle sælge for, at planen kan realiseres, men de er langt fra enige om, hvad der skal ske.

Davis Collins er dybt forgældet, og for ham er købstilbuddet som sendt fra himlen. Hans problemer starter og slutter dog med hans nabo og ekssvoger, Staten Kirkland, der for det første nægter at sælge, og for det andet har en gammel ting kørende med den lokale barejer Quinn O’Grady, som Davis også er forelsket i.

Desuden er der stædige, gamle Cap Fuller, som ingen arvinger har og egentlig bare planlægger at leve sin tid ud på sin ranch. Altså indtil den mystiske cowboy Yancy Gray dukker op, som har en lokumsaftale med Davis Collins, og som måske også har en forbindelse til Caps afdøde søn.

Der er altså både romantiske forviklinger, komplicerede familiebånd og skjulte motiver. Men oven i hatten får vi også et krimiplot. For Statens teenagesøn er død et år forinden i en bilulykke, og pludselig lykkes det endelig den ulykkelige far at finde et bevis for, at en anden bilist kan have været involveret.

Efter lidt overtalelse får han den lokale, Ray Ban-bærende betjent Brigman på sagen. Brigmans teenagedatter, Lauren, drømmer desuden om at forlade Ransom Canyon så hurtigt som muligt, men hun er bange for, at hendes far vil stikke en kæp i hjulet for projektet. Hun jonglerer sit helt eget trekantsdrama med den opblæste Reid og udstødte Lucas.

Intet nyt under den texanske sol

Der er altså masser af karakterer og forviklinger. Nok også så mange, at de tre første afsnit føles en anelse sløve, idet vi virkelig skal have traktortrukket mange historier i gang.

Når det først kører er man imidlertid fint underholdt af blandingen mellem will they/wont they-romance, cheerleading, en rodeokonkurrence, en masse arvehalløj og karakterer med sassy texanske replikker som “Son! If you hurt my girl, they will never find your body!”.

Skuespillet er fint, og man involverer sig uden problemer i flere af karaktererne, da de er spillet af indtagende mennesker. Minka Kelly besidder en stor varme, som hun tager med ind i Quinn, der jonglerer med to mænd, en del uhelet sorg og en pushy headhunter, der vil have hende til New York.

Eoin Macken er god som den lidt slimede Davis, og både Josh Duhamel og James Brolin er troværdige som henholdsvis Staten og Cap, to træmænd til hest.

‘Ransom Canyon’ er en pålidelig serie, der følger gode, veletablerede regler for fortælling. Det kunne sagtens være kedeligt, men historien har masser af spænding og nerve midt i den 10 episoder lange sæson.

Hen mod slutningen kommer det dog til at føles, som om romancer og konflikter står i stampe og bølger formålsløst frem og tilbage, selvom konklusionerne egentlig er nået. Med andre ord kunne otte afsnit nok have gjort det.

Mere country, tak

Soundtracket er en forventelig, om end passende blanding af country og southern rock. Nu og da ryger der også noget indiehalløj ind i de følelsesmæssige højdepunkter, hvilket især under en tornadoscene er lidt generende. Desuden spilles der konsekvent hiphop, når der kommer unge mennesker på skærmen.

Når der nu er så meget musik med, kunne det have været rart med lidt samklang, og det føles, som om man misser en mulighed for at introducere en masser lækker Nashville-musik til seeren, i stedet for at fortynde slutproduktet med Cat Power og José Gonzales.

Modsat tornadoer og rodeotyre kommer ‘Ransom Canyon’ nok ikke til at ryste dig synderligt. Men hvis man ikke for øjeblikket er passioneret omkring en boykot af Tabasco-sauce og savner lidt romantik i cowboystøvler, er der både fint drama, udmærket skuespil, stejlende heste og linedance at finde ude på landet i Texas.