Ny Netflix-krimi af Camilla Läckberg går langt ind i mørket. Og den skåner ikke sit publikum

For 10-årige Lejla bliver en tur til kiosken efter cigaretter til sin mor begyndelsen på lang indespærring i et glasbur. Først efter ni måneder lykkes det hende at flygte. Man har aldrig fundet ud af, hvem der kidnappede hende.

Mere end 20 år senere er Lejla Ness (Léonie Vincent) en anerkendt kriminolog og bor i USA. Hendes felt er studiet af kidnappere af børn. Mens hun er på konference, ringer hendes adoptivfar Valter (Johan Hedenberg) og beder hende komme. Hendes adoptivmor Ann- Marie er død. Rejsen hjem til den lille fiktive barndomsby Granås i det nordlige Sverige konfronterer hende med hendes mareridtsagtig fortid.

Forfatter Camilla Läckberg, hvis romaner, mange fortæller er umulige at lægge fra sig, har skrevet forlægget til denne gribende og meget skræmmende serie. Det er første gang, hun skriver direkte til en tv-serie. Forhåbentlig bliver det ikke den sidste.

Skræmmende mange sammenfald

I landsbyen hersker en ubehagelig stemning. Etableringen af en mine skaber fjendskab mellem beboerne, hvor mange af dem er i familie med hinanden. Og det får det lille samfunds råddenskab frem i lyset.

Hendes adoptivfar Valter er pensioneret politichef og var ansat i byen i 40 år. Nu har hans bror Tomas (Johan Rheborg) overtaget jobbet. Papirerne fra Lejlas uopklarede forsvinden står stadig fremme i huset. ”Jeg har bare svært ved at slippe det. At vi ikke fangede djævlen”, siger han, da Lejla spørger, hvorfor kasserne ikke er pakket væk. Valter og hans kone adopterede hende kort tid efter, det lykkedes hende at flygte.

Egentlig skulle Lejla tilbage til San Diego lige efter adoptivmorens begravelse, men et dødsfald og en forsvunden 10-årig pige får hende til at blive. Pigen Alicias forsvinden har skræmmende mange sammenfald med hendes egen kidnapning for 20 år siden.

Lejla og Valter går i gang med deres egen efterforskning af sagen. Han kan ikke rigtig vænne sig til, at han nu er pensioneret, og han synes ikke, at det lokale politi gør det godt nok. På politistationen er de underbemandede, og det resulterer i, at de begår fejl. For Lejla er det en mulighed for at finde ud af, hvem der holdt hende indespærret så længe i glasburet.

Opholdet i Sverige vækker traumerne fra kidnapningen til live igen. Hun plages af mareridt. Meget livagtige og voldsomme. Mens hun sover, holder en maskeret skikkelse hende i et fast greb og holder den anden hånd over hendes mund, så hun ikke kan skrige. Scenerne er så levende, at man som seer bliver i tvivl om, hvad der er virkelighed og fantasi.

En blanding af ro og uhygge

Seriens skildring af miljøet er intens. Dels føles det lille samfund autentisk, og derudover dvæles der ofte ved billeder af naturen. Det er vinter, og sneen dækker landskabet. De høje slanke stammer troner over landsbyen og får menneskene til at virke meget små. Tågen hviler over træerne og skaber en gådefuld stemning, der bedst kan beskrives som en blanding af ro og uhygge.

Hovedkarakteren Lejla er fascinerende. Hendes sårbarhed gør, at hun oftest holder sine følelser skjult, og det er virkelig svært at aflæse hende. Det gør hende mystisk, og man bliver nysgerrig på, hvad hun egentlig tænker og føler. Léonie Vincent spiller hendes gådefulde væsen imponerende frem.
Hendes viden om kriminologi er både et skjold, hvormed hun kan skabe distance til, hvad hun har oplevet. Og det er også en måde, hun kan hjælpe til i efterforskningen. Desværre er de teorier, hun kommer frem til, ret banale. Formentlig har man været bange for at gøre det for svært at forstå for publikum.

En anden mislyd er de klichéer, serien af og til snubler i, særligt i dialogen. Derudover er byens sociale tabere noget stereotypt skildret. De er langt mere bøvede end skræmmende. Ærgerligt, at de ikke kan være begge dele.

En overrumplende præstation

Man har fået virkelig meget af cremen af svenske skuespillere til at medvirke i serien. Det lægger en solid bund. Særligt skal Johan Hedenberg fremhæves for sin rolle som Lejlas trofaste adoptivfar Valter. Han ses ofte i mindre, men stærke roller, i vellykkede krimier som ’Johan Falk’ (2009) og ’Inden vi dør’ (2017). Men i den her serie får han endelig mere plads og giver en overrumplende præstation.

Serien har mod til at gå langt ind i mørket og ikke skåne publikum. Fortællingen er nådesløs grum og ond, men på den gode måde, for den er gennemført og tør gå hele vejen.

’Glasklokken’ er en kærkommen mulighed for at lade sig opsluge af en intelligent og mørk fortælling, som får en til at gyse og frydes over krimigenrens kvaliteter.