Sara Alfort har fået en ny mission i livet: "De her kvinder er en form for besættelse for mig, der er uden for kontrol"

I disse år diskuteres køn, identitet og seksualitet ofte – og mange fristes sikkert til at sige ”som aldrig før” i forlængelse af den sætning. Faktum er bare, at det ikke er helt rigtigt. Faktisk er debatten om den slags emner mange år gammel, og en lang række kvinder har gennem tiden banet vejen for de dilemmaer, vi igen har samtaler om nu.

Nogle af de kvinder, der i 1800- og 1900-tallet blev toneangivende for debatten om, hvordan kvinder kan være og leve, har journalist og forfatter Sara Alfort skrevet om i de to bøger ”Damer der var for meget” og ”Damer der fik nok”.

Det er murstenstykke bøger om en lang række kvinder, der ikke passede ind i normerne for deres samtid. Og Sara kender dem nok bedre end de fleste.

– Jeg har lige været i Paris for at gå rundt til mange af damernes adresser. Ej, men, det er så fedt! De er jo mine venner på en eller anden måde, ikke? De bor i mig, jeg har dem med mig gennem livet, og jeg kan ikke slippe dem igen. Jeg er kommet så tæt på dem i deres dagbøger og breve. De er krøbet ind under huden på mig. Der er mange af dem, jeg for alvor har taget med mig hjem, fortæller Sara, der har siddet bøjet over gamle breve, dagbøger og notater i arkiver i både indland og udland for at blive klogere på kvindernes skæbne.

– Jeg har blandt andet siddet utrolig meget på Diamanten og alle mulige andre steder for at finde breve skrevet af de her kvinder. Jeg har for eksempel været i Frederikshavn for at finde Hulda Lütkens breve. Jeg har også været i Stockholm, hvor materiale om Maria Wine er. Jeg har gravet! Jeg elsker jo at kunne mærke dem. Ofte tænker jeg: ”Hvem var så mere til den fest?”. Og så prøver jeg at finde ud af det. Hvad kan jeg stykke sammen?, siger Sara og fortsætter:

– Jeg er på en vild detektivjagt efter fortidens kvinder. Faktisk er det som et stort puslespil.

Lidt efter lidt har Sara kortlagt et netværk af kvinder, der på den ene eller anden måde ”fik nok” eller ”var for meget”. Det er kvinder fra 1800-tallet og ind i begyndelsen af 1900-tallet, der udfordrede deres tids seksualmoral, forventninger til køn og generelle normer for god takt og tone.

Sprængte rammer

– Kvinderne i slutningen af 1800-tallet kendte hinanden på tværs af de skandinaviske grænser. De sad på de samme caféer, scorede de samme mænd, læste hinandens bøger – og de sladrede virkelig meget om hinanden. De var ikke organiserede, men det, at de havde hinanden i deres netværk, gjorde, at de turde sprænge rammerne, fortæller Sara.

– Kvinderne er spændende hver for sig, men de er især spændende sammen. Det var en flok kvinder, der sagde: ”Det skal eddermame være løgn!”. Noget af det, jeg elsker allermest, er, at de ikke havde et enslydende svar på, hvordan det gode liv var. De havde forskellige svar. Men noget, de havde til fælles, var, at de insisterede på at elske, hvem de ville – og alle dem, de ville. Alle kvinder, de ville. Og alle de mænd, de ville. For nogle betød det, at man levede med en kvinde. For andre, at man var gift med en mand – men måske også var sammen med kvinder ved siden af.

Kvinderne, Sara har undersøgt, levede vilde liv, understreger Sara igen og igen. De rejste utrolig meget, også selv om de havde børn, og de var ikke nødvendigvis gode til at holde hus og passe deres børn på den traditionelle måde med faste sengetider og ordnede rammer.

– Samfundet betragtede dem på nogle måder som utrolig larmende og ”ukvindelige”. Det er påfaldende, at det er det, der går igen. De gik utrolig meget op i at definere kvindelighed selv, og det harmonerede ikke med samfundets forståelse. Det var helt klart, at når de stillede sig op og havde holdninger til seksualitet og køn, så gik kritikken på det samme – ikke på deres holdninger, siger Sara, hvis liv i høj grad har centreret sig om disse kvinder de seneste år.

– De her kvinder er en form for besættelse for mig, der er uden for kontrol. De er så vilde, og det er så fedt at læse deres dagbøger og breve, for man kommer virkelig tæt på – det er det utrolige. Der er masser af tvivl, forvirring og keglen rundt, og det kender man jo som menneske godt fra sig selv, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg spejler mig i de her kvinder. De får mig til at tænke: ”Kan man også leve på den her måde? Eller den her?”. Det er jo den vildeste, menneskelige erfaringsbase, jeg finder frem i alle de breve og dagbøger.

”Besættelsen”, som Sara kalder den, kom, da Sara stod over for et nyt kapitel i sit liv. Hendes børn var ved at blive voksne, og familien flyttede fra Birkerød til København. Og de flyttede endda ind i en stor herskabslejlighed fra 1794, der i den grad trængte til en kærlig hånd.

– Jeg lever jo på en måde i kvindernes liv i min nye lejlighed. Historierne vælter jo ud af væggene! Historien findes virkelig i vores nye og alligevel utrolig gamle lejlighed. Ældgamle aviser kommer ud af væggene nu her, hvor vi er ved at renovere den, og vi går virkelig langt for at bevare de originale detaljer. På den måde føler jeg, at jeg er flyttet ind hos damerne, fortæller Sara, der dagligt finder inspiration i kvinderne, hun undersøger.

– De tager jo bare til Paris, selv om de har børn og så videre. Som Agnes Henningsen siger: ”Hun skal arbejde som en far”. Og det indebærer jo så at tage ud at rejse i tre måneder. De her kvinder nægter at acceptere samfundets rammer for, hvad man bør gøre. De vil ikke nødvendigvis gifte sig, få børn og den slags ting. Der var også sindssyg meget moralisering på det tidspunkt! Præcis som i dag. Ikke mindst i forhold til, hvor meget man bør være sammen med sine børn for eksempel, siger Sara og mener, at kvinderne var ret kompromisløse.

– De har ikke ét svar, men de finder deres vej – og de nægter, at andre skal definere den. Jeg har selv været meget bevidst om den enorme moralisering, der foregår i vores samfund i dag. Det er også en moralisering, der nogle gange er klædt ud som videnskabelige undersøgelser. Der er en vild gråzone dér, som vi skal være super opmærksomme på. Alle, der har haft små børn, kender det nok. Man bliver bombarderet fra medier og offentlige institutioner i forhold til, hvordan man skal være forælder. Der er så mange holdninger og meninger, og det er tit i et ret dramatisk sprogbrug.

Vores alles historie

Kvinderne, hvis liv Sara har dykket ned i, er som regel kunstnere. Og de er kunstnere med stort K, selv om samfundet forventer noget andet.

– De her kvinder var kunstnere, og de ville være kunstnere – og ikke bare repræsentanter for deres køn. Det stod de midt i. Og sådan er det stadig: Vi taler stadig om, hvad for en kjole en statsminister må have på. Og der sagde de her kvinder, at det ville de ikke finde sig i. De dynamikker, de levede i, findes stadig. Tag bare fødselsdagsportrættet af musikeren Pernille Rosendahl. Det handlede om, hvilke mænd hun havde været sammen med, siger Sara.

Hun mener, det er en måde at sætte folk i bås på, som vi stadig skal være bevidste om.

– Det vidste de her kvinder allerede dengang. De satte spot på det på en fed og sjov måde. Men det, de lavede, var alligevel dybt alvorligt. Dybest set handler det om at definere, hvad det vil sige at være kvinde.

Sara ser mange træk fra dengang til nu. Vi er slet ikke i mål endnu, understreger hun, og udviklingen går i bølger. Men vi bevæger os trods alt i en retning.

– Opbakningen til de konservative værdier stiger, jorden skrider under os, og vi træder 10 skridt baglæns. Men det gælder om ikke at tabe modet. Det gælder om at tænke: ”Okay, hvad gør vi så for at holde fast i det, der er vigtigt?”. Og en måde at gøre det på er at tage sin historie med sig. For mig er det utroligt vigtigt at sige, at det ikke er ”kvindehistorie”, det her. Det er vores alles historie. De her kvinders historier er noget, vi skal tage med os. Sådan kommer vi videre, understreger Sara, der i arbejdet med sine bøger faktisk har haft svært ved at udvælge, lige præcis hvilke kvinder hun skulle have med.

– Der er så sindssygt mange kvinder, jeg kunne have taget med, men som der ikke var plads til. Derudover er det jo ulykkeligt, når jeg støder på en kvinde, og så er hele hendes brevsamling gået tabt. Det er så forfærdeligt! Og det støder jeg desværre ofte på. Så er der noget med en kasse og en tante – og at brevene forsvandt.

Sara er tydeligt meget begejstret, når hun taler om sit arbejde. Og hun er da heller ikke bange for at tale om, at hun nok er mere end almindeligt begejstret over at tilegne sig ny viden, fordybe sig og researche.

– Jeg har altid været en nørd. Men det her er en detektivjagt, der har grebet om sig. Jeg har læst litteraturhistorie, hvor jeg også skrev om meget nørdede ting. Det er vanvittig sjovt at være nørdet omkring det her; der findes ikke noget mere lykkeligt end at få fat i en masse gamle breve i en samling. Åbne en kasse fra 1883. Wow! Det er den vildeste følelse. Nogle gange aer jeg et brev, fordi det er så vildt, at det findes, siger Sara og fortsætter:

– Der er sikkert ikke så mange, der kan relatere til det. Men det bedste er at sidde med en brevsamling, og så er der en anden af damerne, der dukker op i et brev! Og det eksploderer i mig, ikke? Oh my God, de kendte hinanden! Jeg får bare lyst til at råbe og danse. Det er nok ikke alle, der deler den følelse, men jeg har det som om, det er et puslespil, der lægger sig. Og det er bare virkeligt fedt.

Grundlæggende har Sara et projekt, der handler om, at vi skal lære vores historie at kende, siger hun – sådan kan vi nemlig bedre forstå vores fremtid.

Men det hele handler også om at forstå, at den historie, der ofte er blevet fortalt om kvinder i 1800-tallet og starten af 1900-tallet, ikke er fyldestgørende. Tværtimod rummede kvinderne på den tid mange facetter.

– De forfattere, vi læser i skolen og gymnasiet, har nogle kvindeskikkelser, der er helt anderledes end dem, jeg har undersøgt. For eksempel Herman Bangs kvinder; de sidder bare og venter på, at toget kører forbi, ikke? Men de kvinder, jeg arbejder med, tager til London for at gøre karriere. De sejler på Amazonfloden. De gør alle mulige vilde ting. Så der er forskel, ikke? De vil have børn, karriere, et aktivt sexliv, men de vil også være kunstnere og rykke ved verden imens. Det er en helt anden fortælling. Den fortælling om kvinder som stakler… Ja, de var der også, tiden spændte ben for mange, men der skete også alt muligt andet, siger Sara og understreger:

– Vi har en idé om, at historien med vilde kvinder begyndte i 1968, men det er ikke rigtigt. Vi har længe talt om de emner, der også foregår nu. Det er ikke en eller anden moderne tankestrøm, når vi snakker om køn, seksualitet og identitet i dag. De samtaler har fandtes længe! Og vi skal blive ved med at have dem.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 14/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.