Det hippe Mallorca
foto: Trine Beckett
Det er længe siden, man forbandt Mallorca med grisefester, sangriabranderter og overvægtige, solskoldede englændere. I dag er den lille ø et af de mest hippe steder at rejse hen.
Hvornår skal du rejse?
Mallorca er billig og let at komme til. Og så har den det, man aldrig kan være sikker på at få i Danmark: Solrige dage, lune nætter og god lokal mad og vin. Og det gælder ikke bare om sommeren, men også langt ind i september og oktober måned. Midt om vinteren er der mere køligt, men i februar blomstrer mandeltræerne, og alene på grund af duften skulle det være værd at tage af sted.
Her skal du bo
Det lækre Mallorca findes især i de mindre byer som Andratx og Sollér. I området omkring Alcudia i nord og de store badebyer lige ved Palma risikerer man stadig at få sig en overdosis all-inclusive-hoteller, børnepools og vandrutsjebaner. Puerto Andratx er en lille fiskerby, hvor fiskerne stadig tager ud om morgenen og sælger deres fangst på kajen om eftermiddagen. Puerto Sóller er en anden havneby, der ligger lidt nordligere end Andratx. Den er super nem at komme til, også hvis man ikke vil leje bil. Der går nemlig tog fra Palma - og en sporvogn gennem byen, hvor man sidder i åbne vogne og kan følge med i gade- og strandlivet, mens man kører.
Her skal du spotte stjerner
I byen Deìa ligger Richard Bransons luksushotel, la Residencia. Og det har ført internationale kendte som Mick Jagger, Mark Knopfl er og Madonna til bjergbyen. Er man rigtig heldig, kan man møde dem eller andre af deres kolleger på den lokale bar, la Fonda. Det er også i nærheden af Deìa, man kan finde en villa med Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones' navneskilte på døren, eller støde på Claudia Schiffer eller Woody Allen.
Det skal du se
Er man på Mallorca om sommeren, er det næsten for varmt til andet end at finde gode strande og pools. Men øen byder også på kunst og historie. Centro Culturel Andratx viser udstillinger med skiftende kunstnere. Valdemossa er et besøg værd på grund af det gamle kloster Real Cartuja, hvor komponisten Frédéric Chopin og forfatteren George Sand boede en periode. I Palma er der flere gallerier og museer.
Her skal du shoppe
Palma er en super shoppingby med alt fra Marc Jacobs-styles til håndvævede tæpper. Corner er dyr og dejlig med mærker som Prada og MiuMiu, men i mange små sidegader kan man finde hvide kjoler, shorts, accessories og bomuldsskjorter, som har mere ukendte designerlabels i nakken og er væsentligt billigere. 10 minutters kørsel fra Palma mod Inca ligger Mallorcas Factory Outlet.
Her skal du bade
Mallorca har alt fra strande i vesterhavsbredde til små sandtanger midt mellem en masse klipper. Har man endnu ikke mødt Michael Douglas, kan man måske få et glimt af ham på Cala Deìa, der ligger for foden af selve bjerglandsbyen. Stranden er lidt stenet, men ligger billedskønt, omgivet af klipper. St. Elm ved Andratx er stor og bred med parasoller, og man kan med fordel sejle hertil fra Porto Andratx.
Læs mere om Mallorca på www.mallorca.dk
Relevante links
Tag med FEMINA
på spa-ferie til Phuket