De køber følelsen af at blive set
Foto: Colourbox
Langt de fleste køber helt almindelig sex. Samleje eller oralsex. Og det er meget sjældent, det handler om problemer med konen, fortæller Marianne Gutte Petersen fra Servicestyrelsens Kompetencecenter for Prostitution. Hun har hver dag mænd i telefonrådgivning. 35-50-årige mænd, der ikke helt selv forstår, hvorfor de køber sex. Mænd, som skammer sig og gerne vil holde op. Og mænd, som har brug for at snakke om det, der ellers er deres største hemmelighed.
- Det er min erfaring, at sex kan virke vanedannende. Gennem mit arbejde har jeg oplevet, at nogle mænd køber noget, som kommer til at fungere som et surrogat for det, de egentlig har brug for. Noget, som kan dulme smerten og længslen, men som ikke løser problemet, siger Marianne
Sex-kunder i tal
Ca. 14 % af alle danske mænd har købt sex
Gennemsnitsalderen for første sexkøb er 25,2 år
68 % af sex-kunderne er gifte eller samboende mænd
60 % af kunderne købte første gang, fordi "det var noget, der skulle prøves af"
Ca. 60 % af kunderne køber sex, fordi det er uforpligtende
Hver 10. sex-kunde køber, fordi han har specielle ønsker
Langt de fleste kunder køber "blide" sexydelser
8 % køber sex, fordi de mener, det er deres eneste mulighed for at få det
6 % af kunderne mener, at de oplever gensidig nydelse med den prostituerede
Kilde: claus lautrup: "det skal ikke bare være en krop mod kropoplevelse".
En illusion
Ud over den fysiske udløsning får mændene en følelse af spænding og af at blive værdsat. Og det er her, man skal finde den væsentligste årsag til, at de gør det.
- De prostituerede er rigtig, rigtig dygtige til at lade, som om de nyder det og får noget ud af at have sex med netop denne mand. De sender sms'er og skriver ting som: "Hej søde, hvordan har du det? Kommer du ikke snart forbi?" Pigerne skaber en illusion om, at de er en slags kærester, selv om han betaler dem for samværet.
Et hurtigt fix
For de fleste mænd er sexkøb et hurtigt fix, som bagefter bliver en flad og tom fornemmelse.
- De har det måske godt lige efter, men så bliver de skamfulde og tænker: "Åh nej, hvad har jeg gjort?" Og jo mere de køber, jo mere går det ud over deres selvværd. For i bund og grund føler de fleste, det er lidt usselt at købe sig til sex.
Frygten for afsløring
Sex-kundernes største frygt er at blive opdaget - især af deres kæreste eller kone. Og med rette - for det er de færreste kvinder, der har den helt store forståelse for det, når de finder ud af, at deres mand har købt sex hos andre kvinder.
Relevante links