Selvudvikling
26. januar 2011

Maven har altid været et problem

For Kristine Eriksen fylder hendes mave meget. Hun er ikke overvægtig, men hendes mave er alt for stor, synes hun. Hvis hun kunne ændre lige, hvad hun ville, ved sin krop, så ville hun have tyndere arme og en flad mave
Af: af Redaktionen
https://imgix.femina.dk/media/05ec35ed5e864448830f22aa7a8bf9a4.jpg

Påklædning er noget, der betyder meget for 27-årige Kristine Eriksen. Hun går aldrig i stramme bukser eller tætsiddende bluser, det er for afslørende. Som 21-årig havde Kristine Eriksen en kæreste, som sagde til hende: "Du er ikke fit nok, det kan jeg ikke arbejde med." Og så forlod han hende. Men oplevelsen og hans ord blev, og hun begyndte at fokusere endnu mere på sin mave.

God til at nedgøre
- Det gjorde rigtig ondt, at han sagde det. Jeg havde ikke troet, min mave rigtig var noget problem, men det var den jo, siger hun. Hun mener, at danske kvinder generelt er rigtig dårlige til at tage imod komplimenter - til gengæld er de rigtig gode til at nedgøre sig selv.
- Man kan få at vide, at man er smuk, af nok så mange, men det, man husker, er den ene, som siger noget dårligt om én.

Panik, når nogen rører
Kristines dårlige forhold til sin mave gør også, at hun på ingen måde bryder sig om, at nogen rører ved den. - Så stivner jeg og går helt i panik, siger hun. Hun har spurgt sin kæreste om, hvad han synes om hendes mave. Han svarede, at han godt kunne se, hun havde lidt mave, men at han ikke havde noget imod det.
- Det er bare svært at tro på, at han mener det, for jeg synes jo, min mave er alt for stor, siger Kristine Eriksen.

Drømmer om vægttab
Kristine vil gerne tabe sig og tæller kalorier og vejer den mad, hun spiser. Men samtidig er hun rigtig glad for mad og slik og synes, det er svært at holde sig motiveret til at gennemføre et vægttab, for så skal for eksempel slikket skæres helt væk.

Samfundsidealer
De samfundsidealer, vi præsenteres for gennem medierne, i reklamer og i musikvideoer, synes Kirstine Eriksen er med til at skabe en holdning i samfundet om, at du skal være ung og smuk for at være med. Og selv om hun synes, det er vigtigt at tale om, så er det ikke skønhedsidealer, hun drøfter med veninderne.
- Man vil jo gerne virke tilfreds med sig selv og vise, at man har overskud, når man er sammen med sine veninder.

Læs også