Yves Saint Laurent – L’amour fou

Man er slet ikke i tvivl om, at det er et historisk øjeblik: Yves Saint Laurent holder pressemøde for at fortælle, at han stopper som modeskaber. Nu siger også han fra overfor storkapitalens fuldstændige overtagelse af branchen. Hvor det kunstneriske og kreative må vige for kommerciel tænkning. Verden stopper et øjeblik, da beskeden om hans død kommer ud nogle år efter. Han var jo den største.
Og alt er definitivt slut, historien lukket, en epoke i mode- og kulturhistorien er forbi, da Grand Palais åbner den storslåede auktion over effekter fra Pierre Bergé og Yves Saint Laurents hjem. Kæmpelejligheden midt i Paris med effekter og kunst overalt er pillet forsigtigt ned. Yves Saint Laurent er virkelig væk nu. Kun hans navn står tilbage.
"Yves Saint Laurent - L'amour fou" bliver fortalt af Laurents livsledsager Bergé, og det er en fantastisk film. For her kommer vi virkelig ind bag både facaden og historien. Filmen fortæller om en mand, der var en storslået designer og kunstner, og som skulle have haft lov til bare at være det. Det gør ondt i hele kroppen, da man ser den alt for unge Yves Saint Laurent blive præsenteret som Diors efterfølger i 1957. Han har slet ikke psyke til det pres og den publicity. Men hans evner til at skabe tøj er så unik, at huset Dior må have gispet over deres held.
Filmen fortæller i den grad også kulturhistorie via Laurents mode. For ingen har som han skabt tiden, har præget den og været en del af de mest afgørende, væsentlige kulturkredse. Som smalfilmen hjemme fra ham engang i 1960'erne, hvor Andy Warhol er på besøg og Mick Jagger sidder og småklimprer på klaveret. Det er en stor gave i filmen, at man netop får dette store, hele portræt af Laurent, samtidig med vi kommer tæt på og ind i den mest private Yves Saint Laurent via Pierre Bergé.

5 F'er