Selvudvikling
22. december 2010

Din virksomhed skal vokse

I sidste afsnit af Feminas iværksætterguide kan du læse, hvorfor det er så vigtigt, at kvinders virksomheder vokser. Du får også gode råd til, hvordan du kommer ud over rampen – både økonomisk og fagligt
Af: Jette Lüthcke
https://imgix.femina.dk/media/7b4858b85c6340509335f2d9a2e5a901.jpg

Foto: iStock

Undersøgelser viser, at en stor del af de kvindelige iværksættere vælger at blive selvstændige for at opnå en bedre work-life-balance. Mange starter da også forsigtigt med en personligt ejet virksomhed og et kontor i et hjørne af huset. Umiddelbart lyder det ikke, som om kvinderne kan eller vil satse stort i virksomhedssammenhæng, men der findes faktisk mange gode eksempler på, at det lykkes, når ambitionerne er der. Og kvindelige iværksættere med ambitioner er en nødvendighed, siger vicedirektør for Erhvervs- og Byggestyrelsen Anders Hoffmann.
- Vi kommer ikke uden om, at landet har stor brug for virksomheder, der vokser, for at skabe indtjening. Og da kvinderne udgør halvelen af befolkningen, er det naturligt at se i deres retning. Kvinder begynder også at blive betydelig mere veluddannede end mænd, og da vi ved, at veluddannede har en tendens til at skabe virksomheder med større perspektiver - som altså kan vokse, mener jeg, at der er stort potentiale i vores kvindelige iværksættere, fastslår Anders Hoffmann.
Når kvinder trods deres åbenlyse potentiale er mindre fokuserede på vækst, vover Anders Hoffmann et øje på at sige, at det nok også skyldes psykologiske faktorer. F.eks. at det at have ambitioner og sætte sig store økonomiske mål kan være en smule odiøst. Det har han en løsning på.
- Jeg mener, at mange kvinder går galt i byen med den holdning. De bør i stedet fokusere på, at deres produkt eller ydelse er til glæde for dem, der køber det, og derfor bør bredes ud til mange flere. Vækst kan derfor sagtens være drevet af, at man gerne vil hjælpe globalt - og at man så tjener hulens mange penge, er så en sideting, siger vicedirektøren.

Væksthuse
Hver region har sit eget væksthus. Eneste betingelse for at få den gratis hjælp i et af de fem væksthuse er, at du har ambitioner om, at din virksomhed skal vokse - og at den selvfølgelig også har et vist potentiale. Ekspertisen i væksthusene er stor, men selvfølgelig kan tilbuddene variere fra region til region. Men du kan bl.a. få hjælp til udarbejdelse af en vækstplan, der giver dig ideer til, hvordan du kommer videre, sparring om både ledelse og strategi, teknologi og innovation, internationalisering, økonomi og finansiering - og meget, meget mere. På www.startvaekst.dk > Find dit væksthus kan du finde dit lokale væksthus, tilmelde dig præcis din regions nyhedsbrev og læse mere om de mange tilbud.

Advisory Board
Vi kan lige så godt slå fast, at som selvstændig med planer om vækst skal du have professionel hjælp. Det er ekstremt vigtigt, da det hjælper dig med at holde fast i dine ideer - og med at skyde de uduelige ned. Den letteste løsning er at finde en mentor eller sparringspartner med stor erfaring inden for det område, du arbejder med - eller gerne vil ind på. Er der flere, kaldes det med et lidt finere ord et "advisory board". Et advisory board har ingen indflydelse eller magt, så du kan i princippet lukke ørerne for deres gode råd. Imidlertid er det vigtigt, du på forhånd gør dig klart, om du er klar til at lytte til og bruge rådene fra din mentor eller dit advisory board. Hvis du er i tvivl, er det måske bedst at vente.

Professionel bestyrelse
En professionel bestyrelse har indflydelse og magt, men også et formelt ansvar i forhold til Selskabsstyrelsen. Tidligere var det almindeligt, at ejeren af en mindre virksomhed valgte sin advokat og vennerne til bestyrelsen, men ifølge Anders Hoffmann skal man ikke være bange for at kontakte erhvervsledere fra større virksomheder. Hans erfaring er nemlig, at mange af dem synes, at det er sjovt at være med i en lille virksomheds bestyrelse, hvor der skal træffes flere og hurtigere beslutninger. For både et advisory board og en bestyrelse er det vigtigt, at kemien er i orden. Det nytter ikke, at du skal rette dig efter en beslutning truffet af en person, du ikke svinger med. Professionelle bestyrelsesmedlemmer skal lønnes, men der er flere måder at ordne det på, hvis du ikke har penge til det endnu. På www.startvaekst.dk >Virksomheder i vækst kan du både downloade og lytte til "Bestyrelseshåndbogen", der fortæller alt om at etablere en bestyrelse.

Money, money, money
Det nemmeste er selvfølgelig, hvis du selv har enten har sparet penge op eller tjent dem. Men skal din virksomhed vokse - eller vækste, som det hedder, når vi taler business, er det for de fleste nødvendigt at få tilført kapital udefra. Det har hidtil været forholdsvis svært - og især bankerne har været meget tilbageholdende efter krisens indtog. En mulighed er at få en såkaldt "business angel" til at investere i din virksomhed. Det er en person, der har solgt sin egen virksomhed dyrt og nu bruger sine penge og erfaringer på at starte og udvikle nye virksomheder. To helt nye tilbud til driftige iværksættere er vækstkautionerings- og kapitalcoach-ordningen. Læs mere på www.startvaekst.dk.

Mødested for rådgivere og virksomheder
Rådgiverbørsen.dk er en helt ny portal, hvor iværksættere kan søge hjælp til at få løst eller komme videre med konkrete projekter eller problemstillinger. Du kan kalde den et virtuelt mødested for virksomheder og potentielle rådgivere, hvor de sidstnævnte kan byde ind på opgaverne.

Lidt af det hele
Journalist Karen Lumholt har skrevet bogen "Fra biks til business - når kvinder tænker vækst". Det er en hurtigt læst lille bog, der giver svar på mange spørgsmål, men også fortæller om kvinders måde at drive virksomhed på. Bogen koster 199 kr. og kan bestilles på www.mikrobusiness.dk (link fjernet).

Hvem kender én, der kender én, der ...
Ofte kan det være nærmest umuligt at finde den hjælp, du har brug for, til at finde de steder, hvor du kan søge penge. På www.vaekstguiden.dk får du hurtigt et samlet overblik over de alle tilbud, der er til virksomheder i vækst. Sitet dækker både statens, regionernes og EU's tilbud.

Relevante links

mænd

Selvstændig:
Lær at bruge
dit netværk

selvstændig

Er et liv som
selvstændig
noget for dig?

Læs mere om:

Læs også