En elektronisk baby
Det må være mere end 10 år siden, det lille japanske legetøjsdyr tamagotchie så dagens lys? Jeg er ikke sikker, men min datter, der i dag er 16, ønskede sig brændende sådan en, og jeg tror nok, hun gik i børnehave, da tamagotchi-plagehelvedet begyndte. Hun måtte bare eje det lille stykke elektronik, for det var da omtrent det mest nuttede, det sødeste, det dejligste, hun nogensinde havde set. Den havde et navn og en dåbsattest og blev på en eller anden maskinel måde personaliseret, så de små piger dånede over den.
Jeg husker den hverken som sød eller nuttet, men derimod som det mest sindssyge koncept på et stykke legetøj, jeg nogensinde havde hørt om. Jeg sagde derfor klart nej til, at hun skulle have en. Jeg mener noget elektronik, der konstant skulle have opmærksomhed, have mad, have skiftet ble eller vugges og trøstes, fordi den græd, hvilket man gjorde ved at trykke på nogle knapper på "dyret" - straks der blev trykket o.k. for ét behov, kunne man gå videre til det næste. Den skulle forestille at være ligesom en ægte baby på den måde, at den havde konstante behov, man skulle tilfredsstille. Gjorde man det ikke, ville den gå i stykker eller sådan noget i den stil. Hold dog helt k... - køb lige lidt stress til dit barn, helt sikkert, brandgod idé.
(Ærligt: Jeg husker faktisk ikke, om hun fik en eller ej, jeg er ikke kendt som verdens mest konsekvente mor. Men hvis hun gjorde, døde den hurtigt, og jeg kan ikke mindes nogen stor begravelsesceremoni, så den har ikke været hverken elsket eller savnet).
Nå, men grunden til, at jeg kom til at tænke på den elendige tamagotchi igen, og især min antipati mod den, er, at jeg her 10 år efter faktisk selv har fået en! Og det endda uden at jeg har lagt mærke til det. Min personlige lille nuttede og krævende tamagotchi hedder "Outlook Express" - og selv om den ikke skal have ren ble eller trøstes, når den græder, så føles det alligevel næsten, som om den er på niveau med at have en lille baby. Den er en konstant i mit liv, altid i min bevidsthed, da jeg ved, den let flyder over, og efterhånden er den indarbejdet i rutiner, så den er noget af det første, jeg tager mig af, når jeg har fået ungerne af sted i skole. Den er med mig, når jeg rejser, og den skal tjekkes, inden jeg sover. Der er nemlig konstant aktivitet i den - beskeder, der skal læses, tages stilling til, skrives tilbage til. Og gør jeg det ikke, er der straks nogen, der ringer på mobilen og spørger, hvorfor jeg ikke svarer på deres henvendelse.
Nogle henvendelser hyler og klager, andre griner og er sjove, de fleste vil have et eller andet, om ikke andet så bare et svar. Alt i alt, med alt, hvad den indebærer, så minder min mailkultur mig katastrofalt meget om den tamagotchi, jeg så hårdnakket nægtede adgang til mit hus for snart mange år siden ... Hmm
Kærlig hilsen
Renee