Thomas Vinterberg griber

Det er virkelig forår i dansk film. For det er så fantastisk skønt - med en måneds mellemrum - at kunne konstatere, at både Thomas Vinterberg og Lone Scherfig har lavet to helt suveræne film. Med "Submarino" lægger VInterberg klar afstand til både de amerikanske eventyr og til den ikke ret vellykkede "En mand vender hjem". På sin vis også til "Festen", men ikke helt på samme måde. For i "Submarino" er det også - omend med en noget anden vinkel - de misbrugte børn der er i centrum. Med de to brødre (Jacob Cedergreen og Peter Plaugborg) der fra helt små af tager sig intenst og alt for voksent af deres spæde lillebror, mens mor af på druk. Til deres voksne liv, hvor de er skilt ad, Nick er alkoholiker og bor på et herberg. Han prøver at opretholde stenfacaden og har også ret godt chek på tingene i forhold til så mange andre i hans situation. For hans evne til at se andre, den har han endnu. Hans smerte er savnet af lillebror, som han kun kort har mødt til moderens begravelse. Den lillebror, der kæmper for at være en så god far som overhovedet muligt for sin lille søn, Martin, samtidig med han er narkoman.

"Submarino" er lavet over Jonas T. Bengtssons roman om det Underdanmark, de fleste kun møder i statistikker. Men som Thomas Vinterberg uden den mindste grad af romantisering gør det gribende og helt utrolig stærkt at møde. Man er intenst med i den kamp de to brødre på hver deres måde kæmper for at leve så godt et liv som muligt. Pludselig ser man mennesker, historier, baggrunde bag de ansigter, vi helst ikke sidder ved siden af i bussen eller taler med på gaden. Og derfor griber man begærligt efter det lillebittebitte lyspunkt til sidst i en ellers mørk film. Et lyspunkt som er vigtigheden af andre mennesker. At have nogen i sit liv. Uanset om det er en far, en ven, en bror, en onkel eller en kæreste. Det handler om at turde følelserne.

5 F'er