Så skal man spise tre, fire, fem gange om dagen!
Sidder i min bil og lytter til radioavisen, pludselig siger journalisten klart og tydeligt, at det der med at spise fem gange om dagen alligevel ikke er nogen god idé. Forskerne har skiftet mening (det gør den slags mennesker jævnligt), og de har nu fundet ud af, at det slet, slet ikke er sundt, at maven skal fordøje mad dagen lang. Nej, maven har brug for pause til at fordøje det, vi har hældt ned i den, den kan faktisk slet ikke tåle at være i gang hele tiden. Anbefalingen lød uden tøven på tre store måltider om dagen og så ellers ikke noget med at småspise indimellem.
Det giver jo sådan set god mening, tænker jeg, tid til at fordøje - før vi hælder nyt ned - jo jo, ganske fornuftigt. Men ret beset går det jo stik imod det, vi ellers har fået at vide i årevis, nemlig, at det er bedst for kroppen at spise lidt ad gangen, mange gange om dagen. Jeg kommer til at tænke på, at der er en anden regel, der siger, at man helst ikke må spise efter aftensmaden. For det første er det ikke godt for maven at skulle fordøje om natten, og for det andet så sætter alt det, man spiser på det tidspunkt af dagen, sig fast og bliver til fedt, fordi vi ikke forbrænder, når vi bare ligger og snorker. Til gengæld bliver det så anbefalet og endda understreget, at det er super enormt vigtigt, at man spiser et godt stort morgenmåltid, for så har man brændstof nok til at gå i gang med dagens aktivitet. Morgenmåltidet er det vigtigste måltid på hele dagen, og kan man få sådan et ned, er man sund og rask og godt på vej til en god dag.
Jeg synes, det der med at spise er en individuel og meget personlig sag, men sikkert er det, at skal man følge forskernes anvisninger omkring måltider og deres mængde og placering på dagen, så skal man i hvert fald ikke lytte til sin krop. Kroppe er jo helt og aldeles forskellige, med meget forskellige behov og udtryk. Sådan helt personligt har jeg aldrig kunnet følge en eneste af de anvisninger på at spise sundt, som jeg har beskrevet i denne klumme. Jeg kan for eksempel overhovedet ingenting spise om morgenen, ville faktisk nærmest skulle gøre vold på mig selv, hvis jeg skulle forsøge at gennemføre et måltid, når jeg lige var stået op. Klokken kan sagtens blive både 13 og 14, før jeg mærker sult, afhængigt af, hvor travlt jeg har. Til gengæld spiser jeg ofte store mængder om aftenen.
Og lad mig til sidst tilføje, at den der med at spise fem gange om dagen har jeg altid syntes var helt ude af proportioner. Jeg kan slet ikke mobilisere en fornemmelse af sult så ofte! Men jeg kender en, der i modsætning til mig bliver decideret dårlig, hvis ikke hun får noget i maven hver anden time!
Meget svært at finde rundt i alle de gode og velmenende råd og som altid multo besværligt at være sund og gøre det rigtige. Kunne det tænkes, at det sundeste for de fleste af os ville være, hvis vi blev dygtige til at mærke efter og lytte efter det, vores krop siger?
Kærlig hilsen
Renée