"Alice in Wonderland"

"Alice in Wonderland" er virkelig en magisk oplevelse, når det er Tim Burton, der er instruktør. Og en lille smule skræmmende. Som den skal være. For alt er jo netop en balance mellem ondt og godt, mellem sort og farver i historien om den unge pige, Alice, der værgrer sig voldsomt ved at skulle blive en pæn, borgerlig pige af klassisk victoriansk tilsnit. Så det passer hende fint, midt under sin forlovelsesfest, at falde ned i det mystiske hul og lande midt i Underlands krig mellem de to søstre: Den røde dronning og den hvide dronning. Hvor det som publikum er tæt på at være svært at vide, hvem man helst vil heppe på.
For Helena Bonham-Carter er helt forrygende skrækkeligt skøn som den onde, røde dronning med kæmpehovedet, ligesom Anne Hathaway er det i sin karrikatur af en rigtig prinsesse med stive, feminine bevægelser og helt oplyst af yndighed og venlighed. Tim Burton har iscenesat alle skuespillere, undtagen Mia Wasikowska (Alice) og Crispin Glover (den modbydelige Hjerter Knægt), som en særegen blanding af tegneseriefigurer og rigtige mennesker.
Med Johnny Depps gale Hattemager med de lysende, store øjne og det strittende, skrigrøde hår som det karismatiske centrum i det hele. Hjulpet godt på vej af et genialt samspil med bløde, søde tegneseriedyr, der gang på gang redder situationen. Ja, det lyder meget mærkeligt, og det er meget mærkeligt. Men det skal det også være. For historien er ligeså dyb som hullet, Alice styrter ned i, og kan laves i ligeså mange udgaver, som Den hvide dronnings trylledrikke.
Men Tim Burtons er ubetinget en af de bedste.
Premiere den 4. marts

5 F'er