Uddrag fra Lotte Garbers erotiske novellesamling ”Prøverummet”

Marseille

"Et bid i halsen". Det er det, hun mangler. I varmen, langt hjemmefra, langt fra noget, hun har gjort før eller vil gøre igen. Det er befriende. Alle mennesker burde først pjække, når de er voksne. Det er langt bedre.
Døren til det store hotel i Marseilles og den stive konference klapper i, og monsunen løfter hendes nederdel op over knæene. Tre skridt senere har den første mand hvisket til hende, at hun er smuk.

Blæsten tager til, da hun når havnefronten. Vandet duver i vinden, linerne på sejlbådene klikker mod masterne. En mand siger noget på arabisk, en ung fyr kalder hende "babe". Hun må være lige til at læse. Hun har besluttet sig. Den første appetitlige, der byder sig til, får et ja. Solen skærer i hende.
Hun drejer væk fra havnen og går stejlt op ad en gyde med store lygtepæle som fra en Sherlock Holmes roman. Forenden ligger en lille plads med nerier og skygge. Hun taber sit bykort, det sidste pus, som vinden spiller hende. Brostenene er varme, og hun kan ikke vælge mellem pladsens fem cafeer. En mand sidder ved et skrøbeligt metalbord, der vipper. Han skriver i sin notesbog. Hun har på fornemmelsen, at byen er fyldt med mænd, der er alene. Og kvinder, men det er mændene, hun bemærker.
Hun drikker delikat cafe au lait fra en stor skål. Manden, der skriver, ryger. Han kigger på hende, efter hende, men han er ikke interessant. En stol skramler bag hende. En fransk stemme beder om en allongé kaffe. Hun har lyst til at vende sig, stemmen er dyb med et stænk af latter, men hun vender sig ikke. I stedet drikker hun ud og synes, at hendes timing kikser, da manden bag hende også netop har rejst sig. Hun vil ikke vende sig, hun vil ikke afsløre, at hun er interesseret i alt, der kan ske, hun vil se, hvad der sker, og hun slentrer ned mod vandet igen.

Tankerne flyver, planerne for fremtiden tager form, drømmene kan blive virkelige, hun smiler, hun køber iskold Evian og et helt kilo kirsebær, og pludselig runder hun hjørnet med de sandfarvede middelaldersten, den fæstning, der ligger længst væk fra byen og dens liv, og monsunen kærtegner hele hendes front og fører nederdelen ind mellem hendes ben og laver en hale af tyndt stof efter hende. Efter endnu et hjørne får hun endelig sin belønning: udsigt over det turkise vand, et Afrika, der ikke kan ses men alligevel fornemmes, og en stenbænk står ledig til hende. Hun sætter sig med næsen mod solen. Duften er stærk af tang, af krydrede madpakker, der måske blev spist her på den yderste mole i går aftes.
Hun blunder og tænker på det bid i halsen, hun længes efter. Som et bid af en greve fra Transsylvanien, og hun tænker, at hun bør sejle ud til Monte Cristo, hvor en anden greve engang huserede og pirrede hendes ungpigefantasier.

- Må jeg sætte mig her? En engelsktalende franskmand forstyrrer, og hun synes, hun genkender klangen af ordet "allongé", og hun nikker bare og trækker nederdelen ned over knæene igen.
- Det gør ikke mig noget, siger stemmen, og hun tager sig sammen og åbner øjnene, tager solbrillerne på igen og ser ind i mørke. Allongé, som hun kalder ham, er ved at tage T-shirten over hovedet. Hans mave er kulsort, hans shorts er beige, hans kondisko er vistnok slidte, hun er ligeglad.
Han er kulsort over det hele, han har ultrakort hår, og de blødeste øjne. Han smiler, sætter sig på sin T-shirt, finder en slidt paperback fra lommen i shortsene og lægger det ene ben over det andet. Hans lårmuskel deler sig, læggen er slank, han må være en del yngre.
Hans maveskind folder ved navlen, og snøren på shortsene hæver og sænker sig, når han trækker vejret. Hun tager mod til sig og holder ord over for sig selv.
- Undskyld, men var du på den samme cafe, som jeg var lige før?
Han laver et æseløre i bogen, inden han vender sig mod hende. Han kigger på hende, er længe om at svare.
- Kunne du godt tænke dig, at jeg var?
Hun smager kaffen på tungen igen. Nu er den en anelse besk, og hun tænker på tic tac fra tasken til at friske ånden og hjernen med. Hun får kun smilet til ham, og han genoptager sin læsning. Han smider skoene.

En far med rund mave og slidte hjemmesko, der slæber over stenene, kommer gående med to små drenge, der styrer mod kanten af molen og ned på de store, våde, glatte sten. De taler fransk med en ny accent, de taler højt, og den rundmavede far stiller sig med telefonen på øret og glor. På hende, på ham. De sidder så tæt på stenbænken, at faren ikke skal flytte ansigtet, mens han lader blikket glide fra den ene til den anden. Hun overvejer, om hun skal flytte sig, Allongé læser ufortrødent videre, og da en turistbåd med megafon skyder forbi det turkise vand, og de to små drenge vinker og hujer, er hendes koncentration om drømme om et nyt liv med pjæk og bid brudt.

Hun rejser sig, finder sin tic tac, og han siger noget uden at fjerne blikket fra bogen. Hun siger et uhøfligt "hvad?"
- Der er mere fredeligt rundt om hjørnet.
- Blæser det ikke for voldsomt på den anden side?
Han løfter blikket.
- Det kommer an på, hvordan man kan lide det.
Hun synker og mangler igen ord, og hun rækker ham sin orange tic tac. Han ryster blot på hovedet og fordyber sig igen. Han har småbitte svedperler i hårgrænsen.
Hun går videre og lytter efter skridt bag sig, der ikke kommer, og rundt om hjørnet åbner havet sig for hende med skum på toppene og kløerne fremme. Blæsten er bestialsk. Den trækker nærmest tøjet af hende, og hendes hår giver hende lussinger på halsen.

"Det var ikke det bid", tænker hun, mens hun tager sig til halsen og spejder efter sin Allongé, men hun er alene i monsunen, og hun må krybe om næste hjørne, hvor hun må træffe et valg. Enten skal hun fortsætte ad molen, der fortsætter med stenbænk og en ældre mand, der balancerer ned ad en medbragt trappe, hvorefter han kaster sig i vandet med forsigtige svømmetag og gynger lidt rigeligt i kølvandet på en sejlbåd. Eller også skal hun tage den smalle sti op til højre ind i et forblæst krat, der forsvinder i ruinerne af den middelalderlige fæstning.

Blæsten er væk i det sekund, hun træder det første skridt ind i ruinen. Hun kan høre sine skridt, og hun mærker, at kroppen slapper af igen. Pludselig glider hun på de skæve sten, og hun må helt ned og støtte med hånden. Hun mærker, at blæsten også havde ført den hårde varme væk, for nu sveder hun mellem skulderbladene.
Små informationsskilte på stilke fortæller hende, at turister plejer at komme her efter vidnesbyrd fra en svunden tid, og hun lader sig føre rundt i ruinen, hvor valgene er mange og små. En lille trappe op, et skarpt sving til venstre. Et frydefuldt gys løber gennem hende, da hun tænker, at hun ikke lige kan finde tilbage, og der er ingen mennesker at spørge her i den varmeste time.

Hun sveder, så hun må skubbe solbrillerne op i panden, og hun tager endnu et valg og ender oppe på et lille plateau ovenover krattet. Hun kan sidde med fødderne ud over kanten og hvile sine nylakerede tånegle på en glat, stor sten og holde øje med den gamle mand, der stadig svømmer. Hun kaster kirsebærstenene ud ovenover ham, og han ser ikke efter en eneste af dem.

Allongé runder hjørnet lige under hende. Han tøver. Og vælger krattet, og hun tager sig til halsen, der hvor håret før ramte hende. Hun bliver modig igen, og hun tager nederdel og top af og lægger sig på maven på nederdelen og ligner en sky solbader, der ikke engang tør løsne bh'en. Underlaget er for hårdt, for varmt, men hun holder ud, selvom hun vender hovedet fra side til side og ikke hører andet end havet, der bruser, og krattet der giver sig i vinden. Hendes egne lyde er igen forsvundet fra hende.
Da hun tømmer vandflasken og må lægge hovedet helt tilbage for at få det hele med, ser hun op i hans kulsorte øjne. Han har T-shirten i hånden og en 2 liters flaske vand, som hun ikke lagde mærke til før.

- Du må trænge til en refill.
Hun sætter sig på knæene og ser ham behændigt fylde hendes flaske. Vandet løber over hans hånd og drypper ned på hendes lår. Det gibber i hende for hver dråbe.
- Der er en kilde herinde i ruinen, skal jeg vise dig den?
- Nej tak, jeg har vist, hvad jeg skal bruge nu, siger hun og løfter sin nyfyldte flaske. Han tøver, og hun kan se, at han ikke siger det, der først ligger klar på hans læber, i stedet spørger han, om han må smage et af hendes kirsebær.
Hun rækker ham posen, og han tager en lille håndfuld og bliver siddende på hug. Hun spreder alle tæerne ud på stenen, der er hendes værn mod molen og manden, der langt om længe er på vej op ad sin lille trappe.
- Må jeg? siger han så. Og hun tør godt møde hans blik, de er lige i øjenhøjde, og hun vil gerne sige ja tak og får det åbenbart signaleret, for han sutter på en finger og rækker den frem mod hende og tørrer lidt kirsebærsaft af hendes læbe.

Han er lige et kvart sekund for længe om det. Øjeblikket kunne passere, men hun føler, at han presser mere, end han behøver, og hun tænker kun på pjæk og bid, og så bider hun i hans finger. Ikke som hun selv vil bides, men ganske let, så han kan nå at slå det hen.
Han stikker fingeren ind i munden på hende. Han smager af saltvand og kirsebær. Hun kærtegner den med tungen, og han lader den glide ind og ud, og til sidst forlader den hende. Han sætter sig på kanten helt tæt på hende. De kigger begge ud over havet. Hun har susen for ørerne, og det er ikke længere havet eller vinden.
Så lægger han en sort hånd på hendes hvide lår. Lader den samme finger som før vandre op til trusserne, hen over trusserne, langs hendes side og op til kanten af bh'en.
Trods varmen får hun kuldegysninger, men hun fastholder blikket ud over vandet. Han hægter bh'en op og tager den selv af hende. En sort hånd lukker sig om hendes ene bryst. Hun kigger på havet.

Han rejser sig og sætter sig på hug bag hende og tager godt fat om begge hendes bryster. Han giver sig god tid. Det ser godt ud med hans hænder på hendes bryster, og hun spreder benene lidt. Hendes hoved hviler på hans brystkasse. Hun kan mærke, at hans vejrtrækning har ændret sig, og at den ændrer sig endnu mere, når hun lægger en hånd på sine trusser.
Hun stikker hånden ned i sine trusser, og i et sekund bevæger han ikke hænderne. Så fortsætter han, klemmer hendes vorter, og hun ved ikke, om det er, da hun kærtegner klitoris, eller da han tager lidt hårdere fat om hendes bryster, at hun stønner højere, end hun havde regnet med. Så højt at det kan høres gennem vind, hav og susen for ørerne.
Et fransk ord smutter over hans læber. Hun vil gerne have det til at være "mon dieu", men hun er ikke sikker. Han rejser sig. Den ene kondisko ryger ned i krattet. Ingen af dem kommenterer det. Hun kan høre, at hans shorts lander på jorden, og hun vender sig og skyder solbrillerne op i panden.

Han holder sit lem frem mod hende, han er stiv, han er stor, nærmest oval, og han er fugtig på spidsen, og hun mærker sin egen væde mellem fingrene. Hun smider trusserne og sætter sig op af ruinen. Spreder benene og åbner sig for ham. Han fører hånden frem og tilbage, frem og tilbage over sit lem, der ikke er så sort som hans hånd, fordi blodet farver det og gør det velkendt og får det til at ligne det, det er, og en dråbe sved løber ned langs hans arm.
Hun bruger begge hænder, og han slipper sig selv og lægger sig på knæ foran hende og hjælper hende med tungen. Hun ser på hans hvælvede rygrad, der ender i to runde balder, da hun kommer.

Manden nede på molen er ude af syne, og endnu en turistbåd sejler forbi. Hun spekulerer på, om de kan se noget, da han bøjer sig ind over hende for at kysse hende. Hun smager sit eget salt, og hun holder fast om hans nakke. Brillerne glider af hende og skramler ned langs ruinen, da hun siger, at han skal bide hende. Han napper i hendes læber, og hun siger, at han skal gøre det hårdere, mens hun blotter halsen.
Han bider hende. Rigtigt. Slikker hendes hud og bider hende igen, og hun stønner højere end før. Hun får ham til at gøre det igen, mens hun stikker fingre op i sig selv. Denne gang gør det næsten mere ondt end godt, da han bider. Men kun næsten.
Hun skubber sig ned på ryggen og kan mærke, at den ru overflade på ruinen skrammer hendes lænd. Hun håber, der er gået hul, og han lægger sig ind over hende uden at trænge ind i hende.

Et kort moment af ømhed løber over hans ansigt, han trækker håret blidt væk fra hendes ansigt, men hun finder hans spændte balder og presser ham mod sig. Han trænger stadig ikke ind, kun med tungen i hendes mund, og hun løfter sit skød op i mod ham, folder benene om ham, og til sidst beder hun ham om det med et måske fejlplaceret "please", men han lytter til hende, og han trænger ind i hende uden varsel, og han fylder hende helt ud med det samme. Han støder ikke i hende, han strækker armene og studerer hende. Hun slikker på sine fingre, og han lukker øjnene og begynder endelig at bevæge sig. Det er fantastisk.
Han kan veksle sin rytme i noget, der føles som ren beherskelse. Blidt og langsomt, uden at en trækning går over hans ansigt, dernæst bevæger han sig pludseligt og kortvarigt meget dybt og hektisk. I hans høje tempo kan hun se, at det koster ham at holde inde, men hele tiden holder han øjnene fast på hende. Hun begynder at miste fornemmelsen for, hvordan næste bevægelse vil ramme hendes indre. Hun folder armene om nakken og tager imod.

Så kommer hun. Uventet, kort, med en spænding i overkroppen, der er ukendt. Hun mærker, at sammentrækningen ikke var den sidste og heller ikke den næstsidste. Hun føler det, som om der er en række af klimakser inde i hende, der står så tæt på hinanden som dominobrikker, men kun hvis han fortsætter.
Han ligger stille, hun mærker, at hun spænder om ham. Så fortsætter han sin uforudsigelige leg med rytmen, og hun vil hjælpe sig selv frem til endnu et klimaks, og hun fører hånden ned mellem dem, vil lege med sin klitoris, men han verfer hendes hånd væk og får en irritabel rynke mellem brynene.
Midt i sin skuffelse over ikke at kunne læse situationen vælter endnu en dominobrik. Mens orgasmen klinger af, fornemmer hun muligheden for den næste. Og han fortsætter, men med længere pauser, han lægger sig ind over hende, og hun lægger hænderne over øjnene. Hun kommer, mens han ligger helt stille oven på hende, hun går ud og ind mellem stemningen af ømhed og begær så hurtigt, at hun hele tiden er ved at briste i gråd. Når han er stille, kan hun mærke, at hun selv kan fortsætte hans arbejde - hun kan suge ham ind i sig og skubbe ham ud igen.

Underlaget skraber hende for hver bevægelse, og en turistbåd tuder ved havneindløbet. Han trækker sig ud. Han vender hende, og knæene værker, mens hun ser på den tudende turistbåd. Han trænger ind i hende bagfra. Det er slet ikke koncentreret, det er heftigt, for han er mere stiv nu, og hun kan ikke rigtig rumme mere.
Hun svajer, slipper med hænderne, og han tager fat om livet på hende. Han er hektisk. Han trækker hende i håret, han stønner hende i øret, og da han kommer, sætter han tænderne i hendes hals. Monsunen vender, turistbåden forsvinder om næsset, og manden på molen mister sit håndklæde, da det blæser ud over de store, glatte sten og synker langsomt til bunds.

Er du vild efter flere af Lotte Garbers erotiske noveller?

"Prøverummet", Pretty Ink og Rosinante & Co. er udkommet.