Intet fællesskab med naboerne
Kære Renée.
For et år siden flyttede jeg i rækkehus i en ny og større by sammen med min mand og vores børn. Der er mange familier og børn, og vores unger faldt da også hurtigt til. Det har til gengæld været noget sværere for min mand og mig. Vi har skam mødt søde familier, men de naboer, vi bor tættest på, er meget svære at komme ind på livet af, og det synes vi er lidt trist. Vi inviterede dem på kaffe den første uge, vi boede her, og de kom da også og konverserede høfligt i en halv time. Nu er der gået godt et år, og de har aldrig inviteret den anden vej. De hilser kun, hvis de er ved at falde over os, og der er selvsagt ikke nogen snak over hækken. Vi prøver, men de svarer kun på det, vi spørger om - og så heller ikke mere. De øvrige naboer er også svære at komme ind på livet af, og efter flere forsøg på at skabe lidt socialt fællesskab er vi ved at give op. Vi drømmer stadig om et naboskab, hvor vi måske drikker en øl i haven og holder en enkelt fælles grillaften i løbet af sommeren - uden at vi skal sidde lårene af hinanden. Er det fjollet?
Kærlig hilsen
Naboen
Kære Nabo.
Det er overhovedet ikke fjollet - det er et ønske, som I sikkert deler med mange. Det lader bare til, at I har været lidt uheldige.Faktisk må jeg dog indrømme, at jeg nok selv ville være sådan en nabo, som du beskriver. Jeg vil rigtig gerne lige snakke og måske også drikke en kaffe, men jeg ville nødigt skulle forholde mig til alle mine naboer i mere sociale sammenhænge - det har jeg alt for travlt til. Det er virkelig ikke fordi, jeg ikke synes om mine naboer, men jeg er midt i en tid, hvor alt går meget stærkt med børn og arbejde og ... Jeg tror, at mange har det sådan, så I skal ikke tage det personligt! I stedet skal I måske begynde at tænke lidt længere end de huse lige rundt om jeres. Der er sikkert en idrætsforening, et forsamlingshus, et kirkeforum eller andet, hvor områdets beboere mødes omkring fælles interesser. Prøv at se på jeres egne interesseser - hvis I er til badminton, er idrætsforeningen nok et godt sted, og hvis I spiller kort, er den lokale bridgeforening måske lige sagen. Hvis det bare er for at møde nogen, kunne kaffe i sognegården måske være en god idé. At møde nye mennesker og få et forhold til dem handler utrolig meget om, hvor meget man selv gør, og hvis man f.eks. møder op og deltager i noget frivilligt arbejde, opstår der ofte et fællesskab, som rækker ud over det, man mødes omkring. Prøv at skærpe opmærksomheden og undersøg, hvilke slags fællesskaber der findes, der hvor I bor - og så sørg for at komme ud af huset og være med i noget af det.
Kærlig hilsen
Renée
Spørg Renée
Renée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på renee@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.