Verdens bedste mor
Foto: Roberto Leoni
Klik her, og vind bogen "Verdens bedste mor" af Line Baun Danielsen
LINE: - Hvordan bliver man "en god mor", og hvor fokuserede har I været på at leve op til alle de forventninger og indirekte krav, der har været til jer?
ANNE-METTE: - Den gode mor er ikke noget, man kan læse sig til. Det er en følelse, man skal have indeni for sit barn. En god mor er at være der, hvor barnet har brug for dig i alle aldre. Børn skal f.eks. ikke underholdes hele tiden, de skal også lære at kede sig. Det skal man kunne, for det gør børn kreative.
PERNILLE: - Moderskab handler meget om anerkendelse. At man anerkender, at man ikke selv ved alt. Vores børn er helt forskellige. Så må jeg som den mor, jeg er, tackle f.eks. at give min søn al den opbakning, han har brug for, også når han skal have tatoveringer. Selvom jeg ikke bryder mig om det, så vil jeg hellere hjælpe ham med at finde den rigtige tatovør og så videre. Jeg skal være en forskellig mor for mine tre forskellige børn.
ANNE DORTHE: - To af de ting, som jeg synes er vigtige, er: 1) at de altid kan komme til mig, 2) at jeg aldrig vil fordømme dem - og prøve at forstå. Jeg skal ikke bare skælde dem ud, hvis de gør noget, jeg ikke er enig i. Som mor forsøger jeg at være en blød og hård mor på én gang. Jeg kan f.eks. ikke sende mine unger sultne i seng. Har de ikke spist, og jeg har sagt: "Så må du gå sulten i seng" - så kan jeg ikke bære det alligevel.
LINE: - Når vi snakker om den gode mor, er det vel også noget med at anerkende, at man ikke er en god mor på alle punkter? Men der er jo også kærlighed og had. Det med at hade sine børn indimellem og ønske dem hen, hvor peberet gror, det har vi vel alle sammen prøvet. Må en god mor have den følelse?
ANNE-METTE: - Det er jo ikke at hade. Men vreden, den skal man da have. Man skal vise sine børn, at "nu kan det være nok". Det er der ikke noget forkert i, tværtimod. Børn skal jo også kende alle de følelser, vi har som mennesker. Da Maria havde kolik, var jeg nogle gange ved at smide hende ind til naboen. Selvfølgelig kan man få helt afmagt til sidst, også fordi man synes, det er synd for barnet, når det græder hele tiden. Så føler man sig virkelig på herrens mark.
DE KENDTE MØDRE
Klik her, og læs om de 3 kendte mødre:
Anne Dorthe Tannerup
Pernille Aalund
Anne-Mette Rasmussen
LINE BAUN DANIELSEN
Født 1961. Mor til Emil (13 år) som 34-årig og Rasmus (8 år) som 39-årig. Autodidakt journalist og tv-vært på TV2, TV3 og DR i mere end 20 år. Tidligere ishockeyspiller, i dag medie- og kommunikationsrådgiver og skribent.
LINE: - Men afmagt er jo også en del af det at være mor - vi er jo ikke bare en bil, man fylder benzin på, og så kører vi et par kilometer til!
PERNILLE: - Jeg har et kæmpe temperament. Jeg kan råbe så højt ad mine unger, men jeg bliver god igen. Men jeg har også slået mine børn, begge drenge, et par gange. De kan bare ikke huske det. Der var en kort periode med jalousi med min ældste søn. En dag tog han sin lille trehjulede cykel ude på terrassen foran huset. Jeg kunne se ud ad øjenkrogen, at Marcus - den lille - lå på et tæppe på jorden. Så ser jeg Tobias tage tilløb, og han kører simpelthen hen over sin lillebror. Jeg råbte: "Tobias, nej! Tobias, nej!" Og så gjorde han det alligevel. Han var tre år, og han fik en på siden af hovedet. Marcus skulle engang blive hjemme en aften, jeg ville ikke have, at han gik ud. Han var 12 år eller deromkring. Han skulle hidsede han sig fuldstændig op og hoppede op i vindueskarmen på sit værelse på 1. sal. "Så springer jeg bare!" råbte han. Jeg gik hurtigt hen imod ham, greb fat i ham med den ene hånd og stak ham en med den anden og sagde: "DU springer ingen steder!" Det er de to eneste gange, de er blevet slået. Men det har været FULDSTÆNDIG i afmagt. Mange forældre
har stået i de situationer, og det er så tabuiseret.
LINE: - Men når man så HAR været der på afmagtens rand, slået sit barn og føler sig som en dårlig mor - hvordan tilgiver man så sig selv og slipper af med den følelse af at være en elendig mor?
PERNILLE: - Vi kan ikke kun være det ene, vi må også være lidt det andet. Forskellen er at FØLE sig som en dårlig mor, over for det at føle sig AFMÆGTIG. Og erkende, at lige der foretog jeg mig noget, der ikke var i orden. Men summen af mine gerninger er tilfredsstillende - ikke udmærket - men tilfredsstillende.
ANNE DORTHE: - Jeg har jo tre drenge, og somme tider kan jeg slet ikke komme til! De er jo som aber! Jeg kan enten slå helt vildt hårdt i bordet eller gå hen og virkelig tage ved dem. Det er drenge. Jeg tror ikke, det er det samme med piger. Men hvorfor skal det være nødvendigt, at jeg tager så hårdt ved? Jeg tog engang meget ved Cristian, men jeg har dog ikke slået ham. Han ville ikke sove og blev ved med at drille. Til sidste tog jeg fat i armene og råbte: "Stop så!" Cristian kiggede forvirret på mig og sagde: "Av, mor," og så kørte tårerne bare ned ad kinderne. Det gjorde bare så ondt på mig at se ham græde. Jeg havde gjort noget forfærdeligt, følte jeg.
LINE: - Der er også mange, der synes, det er tabu at råbe ad sine børn og skælde ud - alligevel gør vi det alle sammen en gang imellem. Og meget kan man sige, men det virker nogle gange!
PERNILLE: - Det kan jeg godt finde på, men jeg gør det ikke hver dag. Men der er en regel: Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at gøre det i andres påhør. Jeg synes, at det er fuldstændig utilgiveligt. Jeg kunne aldrig finde på at råbe af mine børn, hvis der er andre til stede. Det er for stor en ydmygelse.
LINE: - Hvordan kommer man dertil, at det ikke er en adfærd, man benytter sig af - altså det med at råbe?
PERNILLE: - Man må ændre sin adfærd og arbejde på det. Man må i hvert fald vende tilbage til sit barn. Man må undskylde over for sit barn, hvis det sker. De forstår det godt.