Renées klumme

Hvor fattigt er det lige at ville gøre alting op i penge? Hvor fattigt er det samfund, der ikke vil være med til at støtte kunsten efter alle kunstens regler? Jeg spørger bare
Stop, jeg siger op!" sagde bestyrelsesformanden for kunstmuseet Aros. Den måde, han blev mistænkeliggjort på, da det stod klart, at museet var i økonomisk underskud, gik helt enkelt hans faglige stolthed for nær. Og godt gjort, tænkte jeg. For hvad er det for noget at signalere? Aros er ikke - og skal ikke være - forretning. I stedet skal det være lige nøjagtig det, det er - nemlig noget af det bedste, der har ramt Århus i mange år. Og ja, den slags koster penge - surprise!

For mig er der stor stolthed forbundet med Aros. Aros ligger i min by og kan måle sig med andre fantastiske museer rundtomkring i Europa. Det er uden tøven, jeg tager folk med derhen, uanset om det er Ringkøbing eller Paris, jeg har besøg fra. Her får vi så noget at reflektere over, noget at beundre og forundres over, et strejf af den store verden, et kig ind i vidunderlige hjerner, oplevelser af alle slags - gennem alle sanser får vi indtryk, som ikke umiddelbart kan beskrives eller værdisættes.

F.eks. har jeg været så utrolig heldig at se hele to udstillinger af en iransk kvinde, Isrin Nezhat, hvis smukke og kvindepolitiske videokommentarer stadig sidder på nethinden og beriger mit indre liv. På nøjagtig samme måde som filmen "Anti-christ" nu og for altid vil være en del af mig, efter at jeg i sidste uge vovede mig ind i biografens mørke til den mest fantastiske visuelle og psykologiske oplevelse, jeg længe har haft - og gud ske tak og lov for det. Hvor fattigt er det lige at ville gøre alting op i penge? Hvor fattigt er det samfund, der ikke vil være med til at støtte kunsten efter alle kunstens regler? Jeg spørger bare.

I disse år er tendensen imidlertid klar. De folk, der sidder på pengekassen, blander sig som aldrig før i, hvad der er kultur, og hvad der skal have statslig støtte, og hvad der ikke skal. Og nu er der sandelig også nogle, der ser kulturen som en markedsplads, hvor alting handler om kroner og øre. Henriette Kjær er f.eks. ikke bleg for at sige, at kulturen må klare sig selv inden for de rammer, markedet har udstukket for den. Og selv om hun siger, at selvfølgelig skal vi støtte kunsten, siger hun også, at politikerne skal have modet til at definere, inden for hvilke rammer de kulturelle værdier skal findes og støttes, og de må også gerne have en holdning til, hvad der er god kvalitet, og hvad der ikke er. Lad os lige tygge på den et øjeblik - for hvad indebærer den holdning sådan helt nøjagtigt: Betyder det ikke, at vi i fremtiden kan forvente, at alt, hvad Henriette Kjær synes er dejligt og skønt og kunstnerisk, det får penge? Og at f.eks. opera, hvis hun ikke kan fordrage den gren af kulturlivet, så må klare sig selv? Jeg spørger bare.

Betyder det, at hvis Århus er heldig at have en indflydelsesrig politiker, der godt kan lide Aros, så skal Aros have de penge, de mangler? Og at hvis der tilfældigvis ikke er sådan én i den statslige administration i denne valgperiode, ja, så må Aros sejle sin egen sø (naturligvis på de vilkår, markedet nu engang tilfældigvis udstikker)? Sig mig, er det sådan, at vi her i Danmark er blevet så fattige, at vi har råd til at overlade kulturen til, hvem der nu tilfældigt sidder på tronen i et eller andet tilfældigt parti, eller til markedets kræfter for den sags skyld? Jeg spørger bare.
Kærlig hilsen
Renée