Kan vi så få noget ro!
Min nye bog "Meditation for begyndere" ligger og flyder på køkkenbordet. Jeg har læst sporadisk i den og er snart klar til at putte den medfølgende cd i computeren. Selv om jeg slet ikke er begynder udi meditation, tænkte jeg, jeg kunne bruge lidt hjælp indimellem til at holde fast i den gode praksis, som ofte ligesom bare ikke bliver til noget, uden at jeg helt kan forklare hvorfor ... ud over at hverdagens trummerum bare indtager al pladsen.
Og så tænkte jeg faktisk også, at jeg måske kunne introducere mine unger til meditation med bogen, især måske med cd'en. De lever så urolige liv, de kære små, og tanken var, at de kunne have brug for en velfortjent pause indimellem - og det kunne jeg så lige hjælpe dem med. Hmm ... man tænker så meget, gør man, sådan når man er mor og gerne vil give al sin gode erfaring videre - det er bare ikke altid, man slipper særlig godt af sted med alle de tanker.
Det måtte jeg sande, da jeg i bilen på vej hjem fra skole begiver mig ud i et dejlig langt foredrag om meditationens glæder. Bilen er sådan et godt sted at få dem i tale, de kan ikke sådan lige slippe væk eller tænde for noget, der overdøver min stemme. Og da det er en friskole, de går på, langt ude på Lars T........ marker, er det en taktik, jeg ofte tager i brug. Min datter viser da også en vis interesse til at begynde med, da jeg fortæller om min nye bog med dertil hørende cd. Hun spørger høfligt, hvad det der meditation egentlig er for noget?
"Tja," begynder jeg, "det er jo en måde at finde ro på, en måde at centrere sig selv på ... faktisk en måde at mærke, hvordan man har det på, så man kommer i kontakt med sig selv og sine følelser på en kærlig, anerkendende og rummelig måde." Jeg fortsætter, animeret af interessen: "Vi lever jo i sådan en urolig tid, hvor vi godt kan glemme at mærke efter, hvordan vi egentlig går og har det, og det er rigtig usundt for os ... vi bliver kede af det og stressede, når vi ikke passer ordentligt på os selv, så det er også en måde at passe godt på sig selv på ..." "Hmm ... ja, ja, o.k. ..," bliver der svaret, og i grunden skulle jeg nok bare have stoppet dér, for hendes stemmeleje indikerede, at det var nok nu.
Det gjorde jeg imidlertid ikke, og så kan man jo indvende, at det var min egen skyld. Det dér med at kende sin besøgelsestid er nemlig ikke mindst noget meget værdifuldt at kunne mærke, og noget, jeg til stadighed med en flok teenagere i huset må øve mig gevaldigt i. Så jeg fortsætter med mere af samme skuffe, om, hvor godt det er at finde ro, hvor fredfyldt det er uden alle de stimulanser, vi hele tiden gør brug af, og hvor sundt det er at slappe af og give kroppen hvile. Hun gaber, kigger ud ad vinduet og siger med den dér slap-nu-af-søster-sej-stemme: "Ja, ja, jeg har forstået ... (pause) ... jeg mediterer faktisk en del allerede ... (pause) ... til "Sex and The City"." Hvad kan jeg sige - dér gik luften så bare lige af mor-ballonen.
Kærlig hilsen Renée