Hvilken slags brød skal jeg spise?
Foto: Colourbox
Jeg har læst i et tidligere nummer af Femina, at du anbefaler rugbrød. Jeg har aldrig kunnet lide rugbrød og tror heller ikke, jeg kommer til det. Hvilken slags brød skal jeg så spise?
Lotte
Vi anser os selv for en rugbrødsspisende nation, men må nok erkende, at det ikke er alle her i landet, der elsker rugbrød - så du er ikke alene. Selv om de fleste godt ved, at man skal spise fiberrigt, så erstattes rugbrød i madpakkerne i stigende grad af hvide brødtyper med et lavere fiberindhold. Det er derfor rigtig godt, at du er opmærksom på, hvad du så skal vælge.
Der er mange gode grunde til at vælge fuldkornsprodukter:
1. Du spiser mindre, fordi fuldkorn mætter godt. Derved får du lettere ved at holde vægten.
2. Du forebygger alvorlige kroniske sygdomme som diabetes, hjerte-kar-sygdomme og kræft, fordi fuldkorn rummer sundhedsfremmende stoffer.
3. Fuldkorn er godt for fordøjelsen og holder maven i gang.
Først på året startede en kampagne netop for at få forbrugerne til at vælge fuldkornsprodukter inden for både brød, morgenmadsprodukter, ris og pasta.
For at gøre det nemmere for forbrugerne er der lavet det orange fuldkornslogo som garanti for, at produktet indeholder mange kostfibre og tilligemed kun lidt fedt, sukker og salt.
Så fortvivl ikke - selvom rugbrød er den form for brød, der indeholder flest fuldkorn, så er der altså mange andre muligheder for at spise fuldkornsprodukter. Kig efter det orange mærke, når du handler. Du kan læse mere på www.fuldkorn.dk.
Lone
Spørg om kost
Lone Severinsen er diætist og ekspert på sundhedscoach.femina.dk. Har du et spørgsmål til Lone, kan du skrive til hende på lones@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.