Jeg føler, alt er meningsløst

Hej Renée.
Jeg er en 34-årig kvinde, der går på universitetet og lige har afleveret mit speciale. Det hele begyndte for mange år siden. Mine første erindringer er tydelige; jeg glemmer dem aldrig. Det er erindringer om vold, om ydmygelse og usikkerhed, om frygt og smerte. Jeg voksede op hos min mor. Min far var dog altid i den nære periferi. Min mor var utilregnelig, svingende i grotesk grad. Uden videre motiv kunne hun skifte humør, som oftest med det resultat, at min bror og jeg blev slået. Hun sparkede, spyttede, slog, rev hår af mit hoved, kaldte os de værste ting, smed os ud om natten, låste os inde uden aftensmad, slog med ridepisk og blokfløjte. Når min mor således straffede os for stort set intet, plejede hun at fortælle os, at vi ikke var noget værd; at hun hadede os, at vi var i vejen og skyld i alt. Min far overlod os til hende og bebrejdede os de ting, der skete. Jeg voksede op med en stor skamfølelse indeni og med en følelse af at være forkert og anderledes. Udadtil var min mor en pæn dame. Hun hverken drak eller røg. I skolen passede jeg mine lektier, men fik ingen venner, og det mønster er fortsat op gennem mit liv. Min første kæreste slog mig, og de næste i rækken var heller ikke noget særligt. Da jeg var midt i tyverne, begyndte jeg at læse til pædagog og mødte en mand på en studiepraktik. Han arbejdede i samme SFO som jeg. Han var fem år ældre end mig, flot og charmerende. Jeg blev hurtigt glad for ham, men det blev til fire år i et helvede. Han havde en fortid med druk, piger og prostituerede og adskillige sexrejser til Thailand og Bulgarien. Jeg vidste ikke, hvor jeg havde ham; han slog konstant op med mig, men skiftede altid mening bagefter. F.eks havde han for vane at slå op hver anden fredag, hvorefter han gik i byen hele weekenden. Om søndagen havde han igen skiftet humør og påstod, at han elskede mig. Jeg endte med først at flytte til København og siden tilbage til min far. Fik skrevet mit speciale, men jeg føler mig alligevel som en kæmpefiasko. Jeg har stadig ingen venner og sidder hos min far hver dag. Min øvrige familie har jeg ikke noget at gøre med. Min lillebror bor i Grækenland. Jeg føler mig uendeligt ensom, at alt er meningsløst. Og det værste er, at jeg ikke kan se tilbage på mit 34-årige liv og sige, at jeg husker gode dage.
Jeg er bundløst ulykkelig, Renée; jeg kan snart ikke mere. Det eneste gode er, at jeg for første gang i fire år ikke har reageret på min kærestes henvendelser. Jeg har ikke talt med ham i snart en måned. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få et liv. Kan du mon give mig et råd?
Kærlig hilsen
Den ulykkelige

Kære Ulykkelige.
Tak for dit brev og den store tillid, du viser mig. Det lyder helt forfærdeligt, men hvad der er sket, kan du ikke lave om. Det, du kan gøre noget ved, er fremtiden - og du er kun 34 år, så fremtid er der masser af. Det er rigtig flot, at du ikke har snakket med din kæreste i over en måned, hold fast i det - han er ikke god ved dig eller for dig. Han er nedladende og destruktiv og lige nøjagtig det, du ikke har brug for. Han fortsætter , hvor din mor slap, og sådan kan det være i et menneskeliv; vi opsøger det, vi kender, bare fordi vi kender det. Men han må ikke komme ind i dit liv igen - og heller ikke nogen anden, der ligner ham. Jeg vil råde dig til at starte et forløb, hvor du arbejder med dig selv. Og det kan du, du har formået at tage en lang uddannelse og endda fået afleveret dit speciale, og det er bare så flot. Så du har evnerne. Jeg synes, du skal få fat i en god psykolog - ring til Psykolog Foreningen. Samtidig vil jeg foreslå dig at gøre noget fysisk, så du får din krop med og kan mærke dig selv. Du skal bare i gang med at passe på dig selv. Hvis du har brug for det, så skriver du bare igen - jeg vil gerne hjælpe dig videre frem. Kærlig hilsen
Renée

Spørg Renée
Renée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på renee@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.