Små ting - stor betydning
Indimellem kan man se på et barn og tænke: Hvad skal det dog til for ..? Eller man kan komme til at tænke, sådan helt stille: Lad dog være med at skabe dig ... er det ikke bare fuldstændig ligegyldigt, om den er rød eller blå? For børn kan altså have en tendens til at være lidt mærkelige (set med de voksnes øjne). Men nogle gange når jeg er lige ved at trække på skuldrene og sige højt: "Pyt nu med det," over et eller andet, jeg anser for at være småting, så når jeg heldigvis nogle gange at tænke på dengang, jeg selv var barn, og hvor vigtigt noget, der for andre kunne synes ligegyldigt, kunne være for et lille menneske. Intet mindre end livsvigtigt, faktisk.
Jeg havde og har en allerbedste veninde, og også hun var, som alle børn nu engang er, en sårbar sjæl. Og en af de ting, vi kan grine ad i dag, var det cirkus, der opstod, hver gang det var hendes papfar, vi skulle køres i skole af. Vi sov altid sammen, og når vi sov hos hende, var vi ofte lidt sent på den, og så blev den gamle Morris Minor med bindingsværk kørt i stilling, således at vi kunne nå frem, før skoleklokken ringede ind. Det var også alt sammen meget godt - hvis ikke det lige havde været, fordi min veninde syntes, den bil var noget af det mest kiksede og fattigrøvsagtige i verden. Hun ville under ingen omstændigheder ses ved skoleporten, mens hun steg ud af sådan et køretøj, og hun mente det. Alvorligt.
Hendes forældre mente naturligt nok, det var noget forfærdeligt pjat, og jeg må indrømme, at heller ikke jeg delte de synspunkter, hun havde omkring bilen - især ikke når alternativet var at spadsere. Heller ikke hendes lillesøster havde nogen problemer med bilen. Ikke desto mindre var der ikke noget værre for min veninde end at blive associeret med den bil. Nu havde hun så heldigvis en papfar, som, selv om han måske ikke forstod hendes synspunkt, var klog nok til at gå ind på, hvad hun stillede af betingelser for at sætte sig ind i bilen - nemlig at hun blev sat af, før vi rundede hjørnet til skolen. Og således ankom hendes lillesøster og jeg standsmæssigt i Morris Minor'en med bindingsværk lige foran skoleporten, hver gang jeg havde sovet hos min veninde, og således stod jeg troligt og ventede de fem minutter, det tog hende at gå det sidste stykke, hver eneste gang. Stillede ingen spørgsmål (selv om alle jo udmærket vidste, at den bil var hendes families), sådan var det bare. Vi var de bedste veninder - og selv om hun var den sejeste, jeg kendte, og den eneste pige på skolen med læderjakke, kan jeg jo i dag godt se, hvad det var der gemte sig bag det mærkelige mønster: Sårbarhed.
I dag sætter hun sig ind i hvad som helst og har ikke de store fordringer på det ydre, ja - man kan roligt sige, at hun kom over "det" uden at overdrive. Så når et barn opfører sig lidt mærkeligt eller reagerer på noget, jeg personligt sagtens kunne kategorisere som pjat, så tænker jeg altid på, hvor ubetydelig en anstrengelse det i grunden var li-i-ige at sætte min veninde af, inden vi rundede hjørnet ... kostede ikke nogen noget, var så utrolig lidt, betød så uendelig meget. Sådan kan det være med småting og ubetydeligheder.
Kærlig hilsen
Renée