Lidt savn er en mirakelkur
Jeg må bare bruge en klumme på at hylde fædrelandet, vores alle sammens og - i dag - mit i særdeleshed. Grunden til, at jeg føler sådan, er nok, at jeg har været væk fra landet, nærmere bestemt i Thailand, i hele tre uger (jeps, jeg kom af sted, men det blev ikke til jul, og det blev uden familien). Og hvor har det dog været fantastisk at være væk og spise intet andet end ris, frisk fisk og grøntsager i tre uger, få massage hver anden dag, solbade, skrive, løbe og drikke Thai Singha-øl på en bar om aftenen - jeg føler mig som et helt nyt menneske!
Inden jeg tog af sted, var jeg virkelig træt af alt ... vinteren, kulden, mørket, møgungerne og manden. Jeg ønskede, mit liv havde været et andet, og var ved at kaste op over hverdagens kedsommelige rutiner og trummerummen, som ingen overraskelser syntes at kunne komme bag på.
De følelser er nu pist væk, og hvor så han dog bare godt ud, da jeg først havde fået set rigtigt på ham ... altså, det var lige før, jeg syntes, han var vokset, hæ: Håret var længere, smilet bredere, og også han havde savnet, så det kunne mærkes. Skægt - da jeg tog af sted, tænkte jeg ikke et sekund på, at jeg ville komme til at savne ham, og jeg tror i grunden heller ikke, han så frem til andet end at være "alene" hjemme, for som min søn sagde: "Nu skal vi have herremad ... pizza, kebab og store bøffer konstant, mens du er væk mor", og jeg tror bare, alle glædede sig til at have furien, bogholderen og rengøringsfreaken ude af billedet for en kort stund. Men de havde savnet hende, havde de, og jeg selv er intet mindre end jublende lykkelig over at være tilbage i mit eget liv igen.
Ordsproget: "absence makes the heart grow fonder" holder stik, jeg faldt nærmest grædende af glæde ind over grænsen og kyssede den danske jord. Og hvor tog landet sig smukt ud i det spæde forårssolskin den tirsdag morgen ... bølgerne glimtede og glitrede i Øresund, da flyet svingede ind over Kastrup. Og da jeg kom ud fra lufthaven, skinnede solen stadig, folk havde smil på læberne, og venlige blikke strømmede mig i møde. Jo jo, det kan godt være, det bare var en tolkning, afstedkommet af, at der var "jeg er hjemme"-smil i mit indre - men i grunden er det lige meget, om det var det ene eller det andet, for den følelse, der fyldte mig, var reel nok.
Alting var, nøjagtig som før jeg tog af sted, men pludselig kunne jeg se skønheden. Og da jeg stod op i morges, og det var lyst allerede klokken syv, var jeg ikke til at holde nede: På med løbeskoene, jeg måtte bare ud og se den nye dag begynde. Så hvis du går rundt og har det sådan lidt æv-agtigt med dit liv og hverdagen, så kan jeg varmt anbefale at tage på en ferie helt for dig selv - væk fra det hele! - og gerne i et tidsrum omfattende nok til, at alle kommer til at savne hinanden. Det er noget nær en mirakelkur.
Kærlig hilsen Renée
Har du spørgsmål om parforhold, børneopdragelse, sex, usikkerhed - eller hvad der i øvrigt hører livet til - så skriv en mail til Renée på renee@femina.dk .
Hvis du er blevet inspireret af Renées klumme, eller bare gerne vil knytte en kommentar til emnet, så giv din mening til kende i vores kommentarfelt herunder.