Har du styr på pensionen?
Foto: Colourbox
Lukker du også øjnene, krydser både arme og ben, mens du håber og be'r til, at der på en eller anden måde vil være penge nok til at nyde livet på en tropeø, når du bliver
gammel? Så er du absolut ikke alene.
Mange af os aner simpelthen ikke, hvordan vores pensionsudsigter ser ud - og vi gider heller ikke beskæftige os med det.
Ifølge Skandia Pension tager hver 3. kvinde slet ikke hånd om deres egen pension - blandt gifte kvinder er det endnu færre.
Og det er ligegyldigt, hvilken uddannelse kvinderne har - passiviteten slår igennem overalt.
Men vi gør os selv en bjørnetjeneste og kan gå glip af rigtig mange penge.
Kvinder betaler prisen, for at være kvinde
Det er vist ingen hemmelighed, at det er mænd, der skovler mest ind på deres pensionsopsparinger. Men det er alligevel tankevækkende, at for hver gang, der bliver sparet én krone op til pension, kommer de 63 øre fra mændene, mens kvinderne kun står for de 37 øre.
Det viser undersøgelser fra ATP.
Det skyldes blandt andet, at vi pensionsmæssigt betaler dyrt for at være kvinder.
Når vi går på barsel, orlov, nedsat tid eller sætter karrieren på vågeblus, når vi får børn, kommer der i mange kvinders liv store perioder, hvor vi på grund af lønnedgangen sætter mindre eller slet ingenting ind på vores pensionskonto.
- Generelt bør kvinderne tænke mere på sig selv og sikre deres egen opsparing.
Særlig nu, hvor vores pensionsopsparing ved lov ikke skal deles ved skilsmisse.
Det stiller mange kvinder dårligt, hvis de ikke har taget højde for det under ægteskabet.
At stole på, at efterløn, førtidspension og folkepension sørger for os om 30 år, er jo at lægge ansvaret fra sig og over på politikerne, for hvem det jo er et løbende tema at debattere, hvorvidt disse ydelser skal være til stede eller ej, mener Peter Lindblad fra Aon Private Consulting, der til daglig rådgiver private i pensionsspørgsmål.
Fordelen ved at starte tidligt med pension
Selvom det virker langt ude at tænke i pension, når arbejdslivet lige er begyndt, så giver det bare meget mere på bundlinjen at starte en opsparing tidligt.
Jo tidligere du starter pensionsopsparingen, desto større bliver din levefod senere i livet, fordi du nyder rigtig godt af, at pengene har fået lov til at yngle i mange, mange år, og dermed får fuld valuta af "renters rente-princippet".
Hvis du opsparer 100.000 kr. og lader dem stå til 5 % i rente, er opsparingen på 50 år vokset til over en million kroner - helt af sig selv, og uden at du har rørt en finger.
0 år 100.000 kr.
10 år 162.889 kr.
20 år 265.330 kr.
30 år 432.194 kr.
40 år 703.999 kr.
50 år 1.146.740 kr.
KILDE: "PENGEKUREN - 5 EFFEKTIVE TRIN FOR KVINDER" AF METTE-MARIE DAVIDSEN, FORLAGET PRETTY INK 2008.
Pensionens udbetalingsformer
- Kapitalpension
Din opsparing bliver udbetalt som et engangsbeløb, efter der er blevet fratrukket 40 % i afgift til staten (du fik jo et tilsvarende skattefradrag, da du i sin indbetalte til beløbet). Du kan maksimalt sætte 44.500 kroner (2008-sats) ind på en kapitalpension om året. En kapitalpension kan tidligst blive udbetalt, når du er 60, og senest, når du er 70 år. I din pensionsplanlægning er det vigtigt at tænke på, at jo længere tid, du lader pengene stå, desto mere får du ud af dem med renters rente. Din kapitalpension kan indgå i en eventuel arv til dine efterladte. - Ratepension
Der er ikke noget loft for, hvor meget du må indbetale. Dine opsparede penge udbetales, som navnet antyder, i rater. Langt de fleste vælger rater over ti år, men du kan faktisk også vælge at lade raterne løbe op til 25 år, dog skal ratepension være udbetalt ved det fyldte 85./87. år. Ratepensioner er blevet danskernes foretrukne måde at spare op til alderdommen på. Men pas på - du kan risikere at have brugt hele din pension de første ti år og så leve yderligere 15 til 20 år, hvor du kun har folkepension og ATP-midler at leve for. Din ratepension kan indgå i en eventuel arv til dine efterladte. - Livrentepension
Med livrentepensionen - også kaldet alderspension - skal du ikke tænke på, om pensionen slår til, for du vil få den, indtil du dør. Du betaler almindelig indkomstskat af din løbende udbetaling af din livrentepension.