Selvudvikling
18. november 2010

Min mund siger nej, nej...

Følg med i Renée Toft Simonsens dampende hotte juleføljeton om Irene og julens fristelser. Vi bringer her tredje af ialt syv afsnit
Af: Renée Toft Simonsen
https://imgix.femina.dk/media/4b987b2670524ac6845509348289e426_0.jpg

Illustration: Sisterbrandt

RESUME
Irene har slukket for mobilen, fordi Morten vil have hende til at droppe firmajulefrokosten og hente deres søn i stedet. I sidste uge forlod vi hende, netop som kontorets lækreste mand var begyndt at massere hendes skuldre.

Irene sad ubevægelig, et kort sekund gav hun sig hen. Hun mærkede Jeppe bøje sig ind over hendes ryg, pludselig var hans ansigt helt tæt på hendes.
"Hvad så, smukke, skal du bare sidde og se så trist ud hele dagen, det er snart jul," hviskede han.
Irene forsøgte at vende sig om og sige noget, men idet hun gjorde en bevægelse, blev hænderne om hendes nakke hårde. Irene smilede:
"Hvad laver du?"
"Prøver at få dig i bedre humør," hviskede han.
"Slip mig, alle kan se dig," sagde hun lettere anstrengt. Hun smilede stadig bredt i et forsøg på at lade, som om han havde sagt noget sjovt, hvis nogen på kontoret skulle have lagt mærke til dem.

Ud af øjenkrogen så hun med en vis tilfredshed, at Rikke konstant lod blikket fare mod hendes hjørne. Det havde hun godt af, den lille sisken med de stramme bryster.
"Jeg glæder mig til i aften," hviskede han. Irene rystede let på hovedet, stadig smilende, hans hænder var distraherende, varmen bredte sig helt ned i hendes skød.
"Hvad mener du?"
"Jeg har planer med dig." Irene stivnede, hendes puls steg i takt med temperaturen.
"Morten kan ikke hente Jacob, jeg bliver nødt til at tage hjem," sagde hun hæst, hendes stemme lød pludselig mærkelig, syntes hun.
"Irene for fanden, jeg har tænkt på dig så længe." Han slap hendes skuldre og satte sig på kanten af skrivebordet, med ryggen til resten af kontoret.
"Har du?" spurgte hun, næsten fåret.
Han fugtede sine læber og lod den ene hånd strejfe hendes bryst; ingen andre kunne se, hvad han gjorde. Det gav et sæt i Irene. Havde det været enhver anden på kontoret, var der allerede nok i de sidste tre minutter til en fyring for sexchikane.
"Jeppe, stop," sagde Irene bestemt.

I samme øjeblik så hun Rikke på vej hen imod dem. Hvor var hun dog træt af Rikke, hendes unge lydefri hud og hendes stramme barm. Irene lænede sig frem, ind over Jeppe, lagde armene på hans ben og smilede kælent op til ham. "Hej Rikke," sagde hun, idet Rikke gik forbi, og som om hun blev fanget i at gøre noget forkert, trak hun sig hastigt tilbage. Rikke smilede venligt. "Hej, sig mig lugter der aldrig skidt i den her ende?" spurgte hun sukkersødt. Irene skar en grimasse. "Fælt," kurrede hun. Rikke forsvandt, og Irene himlede med øjnene.

"Der skaffede du mig en fjende for livet, lige hvad jeg trænger til for at komme frem i verden."
Jeppe kiggede på hendes bryster under den stramme sweater.
"Hvis du ikke kommer med til julefrokosten, er du nødt til at møde mig lige om lidt i mødelokalet over gården, jeg kan simpelthen ikke gå hjem i dag uden at have smagt dig."
Jeppe pillede distræt ved hendes ting på skrivebordet, mens han snakkede. "Er det dine unger? Sikke store de er blevet," fortsatte han og holdt et foto af Josefine og Jacob frem foran sig.
"Du er sindssyg, det kan jeg ikke. Jeg mener, det vil jeg ikke?" udbrød Irene.
"Selvfølgelig vil du det. Du er simpelthen så sexet i de lange støvler, jeg har ikke lavet andet end at trække op i dit skørt hele morgenen. Om 10 minutter går jeg, jeg venter på dig i mødelokalet." Han bøjede sig frem, som om han ville hviske noget i hendes øre. I stedet åndede han bare tungt og stak tungen forsigtigt ind. Irenes puls steg til 150 ...

Læs første afsnit her

Læs andet afsnit her

Læs fjerde afsnit her

Læs femte afsnit her

Læs sjette afsnit her

Læs syvende afsnit her

Irene er 38 år, uddannet arkitekt, med speciale inden for industrielt design og særlig interesse inden for natur og design. Hun er ansat på en stor tegnestue i København. Irene er gift på 12. år med Morten, 39 år og uddannet journalist. Han er ansat på TV2, som chef for nyhedsafdelingen. Sammen har de to børn, Josefine på 9 og Jacob på 5 år.

Læs også