Ikke at vide kan være skræmmende

Amy Chua er en tigermor. Ikke en løvemor. Det skriver hun i al fald selv. Og så bliver der ellers ridset op, hvad det er for en slags. Og det er bl.a. sådan en, der skændes rigtig meget med sine børn, sådan en, der tvinger dem til at spille violin i tre timer hver dag, fra de er 5 år. Hun er selv advokat og professor på en stor skole i USA, og hendes børn skal sikkert også være advokater, og det ligger der jo nok en masser overvejelser omkring? Jeg tænker, Amy C nok bare er en mor, der prøver at gøre det så godt, som hun nu kan for sine børn. Det, vi alle ønsker. Måske bliver hun lidt i tvivl indimellem, altså om det nu også er de rigtige "metoder", hun har valgt?

Læs også: Ond eller omsorgsfuld - En tigermors kærlighed>>

Det gætter jeg på, hun gør, ellers havde hun vel ikke brug for at skrive og snakke så meget om dem? Sådan er det i al fald ofte med os mennesker; når vi er i tvivl, får vi brug for at dele, Brug for at høre, hvad de andre synes, og om der er nogen, der synes det samme. Ganske normalt og menneskeligt. Men jeg synes, at det, der umiddelbart kunne mangle i Amy C's overvejelser omkring børneopdragelse, er, om hendes liv og værdier nu også vil være det, der giver hendes børn et godt liv? Hvorvidt det forholder sig sådan, kan jeg faktisk komme i tvivl om. Af mange grunde, men en af dem er, at vi mennesker er forskellige, og det er forskellige ting, der gør os til glade og helstøbte mennesker.

Der er dog også en anden og ikke uvæsentlig grund - nemlig, at det samfund Amy C, voksede op i, allerede på nuværende tidspunkt er væsensforskelligt fra det samfund, som hendes børn skal vokse op i! Og med den fart, vi har på lige nu, er det næsten garanteret, at det samfund, de skal ud i om 10 år, er noget helt andet end det, vi lever i lige nu. Og lige i det felt tror jeg, Amy C gør regning uden vært. For at bruge i gårs målestok på at forberede sig til i morgen er måske ikke lige det smarteste? Om 10-20 år, hmm, hvem ved, hvad der findes af instrumenter til den tid, og måske skal vi slet ikke kunne spille på dem på den måde, vi gør i dag?

Måske er de evner, vi får allermest brug for til den tid, helt uafhængige af vores hænder? Vi ved det faktisk ikke, og ikke at vide kan være skræmmende og få os til mangt og meget. I modsætning til Amy C så tænker jeg, at noget af det vigtigste i opdragelsen af vores børn må være, at de får evnen til at mærke sig selv, evnen til at sige til og fra og evnen til venlighed og fællesskab. For helt sikkert er det, at der er én ting, vi nok aldrig kommer udenom, én ting, der altid vil være brug for - og det er, at vi kan omgås hinanden på en god, respektfuld, ansvarlig og venlig måde! En måde at lære dét på er vel ikke at tvinge nogen til noget?

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
Ferie - fiasko eller succes?

Sådan er mænd