Er struktur egentlig kun for voksne?
Når jeg sådan en morgen kører min pode i skole, lægger jeg mærke til, hvor timet og tilrettelagt alting er. Punktligt og præcist. Alle møder omtrent på det samme tidspunkt, og vi sidder alle sammen der og smågaber i vores bil eller halser af sted på cykler, måske falder vi lidt sammen i et hjørne i af bussen, mens vi ser dagen begynde rundt om os. Det er næsten som et urværk, der bliver sat i gang af et usynligt væsen hver eneste morgen.
Og alle følger vi slavisk klokken, gør det, der forventes af os, og indretter os uden mange tanker eller protester på den struktur, vi er blevet underlagt. Og jeg må jo indrømme, at jeg er en person, der trives med struktur, virkelig, jeg elsker at gøre de samme ting hver dag, drikke af det samme glas, løbe den samme rute. Hmm, og så igen, i samme øjeblik strukturen er der og bliver meget synlig, får jeg trang til at bryde den, trang til at bryde ud af den og komme i opposition til den. Jeg kan endda blive gal på den, og især kan jeg blive gal over dens selvtilstrækkelighed. Den måde, den ligesom fodrer sig selv på og mener, at den er den absolut rigtige. En af strukturens vægtigste argumenter er endda, at den er enorm vigtig for vores børns trivsel.
Børn har helt enkelt brug for mig, siger den, altså strukturen. Men det argument kan der jo tales både for og imod! For børn er meget forskellige, og det er altså kun nogle af dem, der virkelig har brug for den. Mange børn affinder sig ligesom bare med den, fordi de er mindre end de voksne og ikke kan stille så meget andet op. De spiser, går på toilet, går i skole, sover og leger på klokkeslæt, faktisk er alt, hvad de foretager sig, totalt gennemsyret af struktur. Men hvorvidt de ville trives bedre med en anden måde at forholde sig til verden på end at være styret af klokken dagen lang, ved vi jo ret beset ikke meget om, for det har vi da vist aldrig prøvet? Vi går ligesom bare ud fra, at det rigtigste er - struktur, af en eller anden mærkelig grund ...
Men når jeg sådan kigger på børn, virkelig ser dem, ser, hvornår de har det allerbedst, hvornår de virkelig syder af liv og virkelyst, ja, så er det altså, for at sige det mildt, ikke altid i strukturerede situationer. Næ, faktisk tror jeg, nu jeg tænker efter, at struktur er noget, de voksne har virkelig meget brug for?
Kærlig hilsen
Renée
LÆS OGSÅ:
Camillas hjørne:
Giv os dit bedste livsråd
Kald mig bare (tude)prinsesse