Renée: Sæt tempoet ned, når du får børn

Jeg læste for nylig en ret interessant kronik i Psykolog Nyt om, at vi i dag opdrager børn uden tilstrækkelig kontakt til deres forældre. Kronikken var skrevet af psykolog Niels Peter Rygård, som mener, at ”mens vi fokuserer på PISA-undersøgelser, uddeler diagnoser, som var det slik, forlanger, at vores børn ikke må fjumre, men tværtimod skal drøne gennem en uddannelse med iPad’en under armen, så overser vi fuldstændig, at de vilkår, vi byder dem, er alt for mange tidlige voksenskift og gruppeskift og alt for lidt sammenhængende voksenkontakt.”

Forældre er blevet til netværksbestyrere, der ikke selv er sammen med deres unger i dagtimerne. Familierne bryder sammen under vægten af at få det hele til at gå op, og skilsmisseprocenten er oppe over 40. De tal kender alle, men det interessante var, at Niels Peter Rygård var interesseret i, hvilke typer problemer vores børn får af de vilkår, de lever under.

For forældrene taler han om konsekvenser som skyldfølelse, angst for, hvordan det går, og erstatning af nærhed med ambitioner. Men forældrene er voksne – de har et valg. Derfor er det for mig at se virkelig vigtigt, hvilken konsekvens der er for børnene.

Renées klumme i sidste uge: Dengang pomfritter var en grøntsag

Det har Niels Peter Rygård en ret interessant vinkel på: ”Vi er født med to systemer dybt i hjernen: Det ene er tilknytningssystemet, der skal forhindre adskillelse. Nyfødte pattedyr har en hjerne, der ikke er forhåndsprogrammeret. Det betyder, at vi kan udvikle de mest fantastiske netværk i hjernen gennem den tidlige kontakt – men det betyder også, at fysisk adskillelse tænder alarmsystemet og sluger al børns energi, indtil de føler sig trygge igen. Børn har brug for en tryg base, hvis sirenen skal standse.

Derfor er det klogeste, vi forældre og pædagoger kan gøre, at sætte os ned med en kop kaffe og en avis, og blive siddende og kun sige følgende: ”Nå-nå, så-så”; ”Ih hvor er du dygtig” eller: ”Det går over om lidt”. Når man gør sådan, laver man det, der hedder en tryg base, og barnet skal således ikke bruge benzin på at være angst for, at de voksne går fra det. Og sidegevinsten er, at når barnet ikke skal bruge benzin på angsten for at blive forladt, kan det andet system tænde: Udforskningssystemet.”

Med andre ord: Vi skal sætte tempoet ned, når vi får børn, og måske gør det ikke noget at sige nej til babysvømning, for helt basalt handler udvikling altså ikke kun om at skubbe på, men om muligheden for, at udvikling overhovedet kan finde sted. Måske værd at tænke over?