Har vi svært ved at konfrontere grænseoverskridende mænd?

Forleden bragte en veninde en oplevelse på bane, som vi diskuterede en del. Hun er lige begyndt i et nyt firma og var derfor blevet sendt på kursus i udlandet for at lære om de produkter, hun skulle sælge. Kurset var arrangereret af et firma, der sælger de proteser, hun og de andre skulle sælge videre i de respektive lande. På kursets tredje dag var der arrangeret stor middag, og ejeren af firmaet udså sig min veninde som borddame. Problemet er bare, at hun allerede sad godt bænket mellem en kollega og en af kursets undervisere.Den klarede ejeren ved direkte at bede underviseren om at flytte sig.

Herefter gik han ellers i gang med smiger og smisk og øjne, der ikke veg fra hendes kavalergang. Han fik lidt vel rigeligt at drikke, og på et tidspunkt ville han lave et væddemål om, hvorvidt hun kan øge salget i DK med 10 procent. Førstepræmien var en nat uden ham, og andenpræmien var en nat med ham. Min veninde forsøgte at slå det hen, men ejeren blev ved og ved og endte med at forsøge at presse hende til at droppe undervisningen dagen efter og tage med en tur ud på hans yacht. Min veninde fortalte mig, at hun indeni sydede af raseri. Hun var ny i sit firma, følte sig virkelig klemt, men havde mest af alt lyst til at stikke idioten en flad. Hun følte sig i den grad ydmyget og var træt af, at hun ikke havde sagt mere bastant fra.

Renées klumme i sidste uge: Sæt tempoet ned, når du får børn

Og så tænkte jeg, at hun da i al fald kunne bede sin chef forholde sig til historien. Han er hendes leder, og det må være hans job, at hun kan tage på kursus i firmaregi uden at blive forulempet. Det var hun noget valen ved, hun var jo helt ny i firmaet. Heldigvis tog hun sig sammen og fortalte chefen om firmaejerens adfærd. Her må jeg så fortælle, at hendes chef reagerede forbilledligt. Han mente nemlig, at det var sexchikane, og at det var fuldstændig uacceptabelt. Det ville han ikke finde sig i, at hans medarbejdere blev udsat for, så det skulle han nok tage sig af med det samme.

Da hun efterfølgende fortalte mig, at chefen havde kaldt det sexchikane, kunne jeg godt se, at det jo var nøjagtig dét, det var – selv om ingen af os var nået til den konklusion under samtalen. Og så var der stof til vores næste emne. Vi fandt dog ikke umiddelbart nogen forklaring på, hvorfor vi ikke selv havde tænkt på sexchikane. Har vi kvinder måske stadig svært ved direkte at erkende og konfrontere, når mænd bliver grænseoverskridende, eller var det bare os, der var lidt langsomme den dag?