Popkultur
8. november 2024

Alt er som det plejer, men så stopper Bilie Eilish op

Den amerikanske sanger optrådte i Nashville, Tennessee bare få timer efter, at Donald Trump blev erklæret som USA's 47. præsident - og hun var tydeligt påvirket af valgresultatet.
Af: Signe Larsen
Billie Eilish

Foto: David Swanson/AFP/Ritzau Scanpix

I videoer delt på TikTok kan man høre den amerikanske sanger Billie Eilish fortælle publikum, at hun først havde været i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kunne optræde den dag.

Det var samme dag, hvor republikaneren Donald Trump vandt en historisk valgsejr.

Og det var tydeligvis ikke det resultat, Billie Eilish havde håbet på.

Sangeren har tidligere offentligt bekendt sin støtte til demokraternes præsidentkandidat Kamala Harris og opfordret sine fans til at stemme, "som om deres liv afhang af det".

Under koncerten onsdag aften lokal tid i Nashville, Tennessee, som er en såkaldt "rød stat", der overvejende stemmer republikansk, brugte hun igen sin stemme og platform til at kritisere Donald Trump og vise sin støtte til kvinder, der har været udsat for overgreb, skriver mediet The Independent.

Donald Trump har en række sager om seksuel chikane og overgreb bag sig og blev sidste år ved en domstol i New York fundet skyldig i seksuelt overgreb mod forfatteren E. Jean Carroll.

"Denne sang er til alle kvinderne derude. Jeg elsker jer, jeg støtter jer," sagde Billie Eilish, inden hun begyndte at synge teksten til sangen "TV".

I sangen refererer en af linjerne til ophævelsen af 'Roe v. Wade' - den føderale lov, som beskyttede amerikanske kvinders ret til fri abort.

I sin første periode som præsident indsatte Donald Trump tre konservative højesteretsdommere, som i 2022 var med til at omstøde den gamle ‘Roe v. Wade’-afgørelse.

Trump har efterfølgende udtalt, at han er stolt af at have spillet en rolle i forbindelse med den skelsættende lovændring.

Normalt fortsætter sangen efter linjen om 'Roe v. Wade'. Men denne gang stoppede Billie Eilish helt op og trådte væk fra mikrofonen, kan man se i virale videoer delt på TikTok.

"Hun ville sende et budskab, og det gjorde hun," lyder en af kommentarerne til en video fra koncerten.

Læs mere om:

Læs også